Diktatoren

Adolf Hitler var selvfølgelig en tyrannisk slambert.

Den del rammer Charlie Chaplin rent, når han gestalter diktatoren som en frenetisk koleriker med hoppende pandehår, der udspyr nonsens og ”wienerschnitzel” og ”sauerkraut” under sine taler – som altid ender i uforståelige hostelyde.

Det er elementært skægt.

Men klassikeren Diktatoren når svimlende højder, fordi det også lykkes Chaplin at parodiere den barnlige ynkelighed, Hitler besad.

Engang blev den tyske Führer taget på fersk gerning i at tilsætte enorme mængder sukker til sin vin. Personificeringen af ondskab var en rigtig slikmund, og vil man spidde Hitler, må man have det infantile med.

Det vidste mesteren Chaplin naturligvis.

Diktatoren havde første gang premiere i 1940, og her 76 år senere kan vi igen opleve Chaplins politiske satire i danske biografer i en nyrestaureret udgave. Hvilket man selvfølgelig bør gøre, for også i dag er der hårdt brug for at udstille demagoger.

Filmen starter i 1918, hvor landet Tomainien – ligesom det Tyskland, der parodieres – lider nederlag i verdenskrigens pigtrådsomgærdede skyttegrave. I den tomainske hær finder vi en jødisk barber med rektangulært overskæg, og Chaplin giver los på slagmarken med gakkede udskejelser.

Barberen taber en granat ned i uniformen, og han må febrilsk forsøge at afværge den dødelige ulykke ved at befamle sig selv med overdrevne bevægelser.

Netop det overdrevne kendetegner Chaplins fysiske komik, der dog altid leveres med så stor musikalitet, at man overgiver sig.

Verdenskrigen slutter for barberen med et flystyrt og hukommelsestab. Da han kommer til sig selv igen, tyve år senere, lurer en ny krig. For diktatoren Adenoid Hynkel (også Chaplin) er kommet til magten med verdensherredømmedrømme.

Der er pudsige fysiske lighedstræk mellem Charlie Chaplins berømte vagabond-karakter og Adolf Hitler. Især de to herrers sorte moustacher synes identiske. Desuden er der biografiske overlap mellem komikeren og diktatoren. Begge er født i april 1889 og opvokset under fattige kår.

De brød på hver sin måde den sociale arv.

Da barberen vågner fra sin lange døs, kan han ikke genkende den jødiske ghetto, han bor i. Diktatoren forsøger at fjerne opmærksomhed fra hungersnød ved at opildne masserne til antisemitisme.

Derfor marcherer en fascistoid milits rundt i ghettoen og raserer de sagesløse jøder.

Chaplin har udtalt, at det ville have været umuligt for ham at parodiere nazismen, havde han kendt til det fulde omfang af Holocausts vederstyggeligheder. Og det kan måske fremstå en kende blødsødent, når militsen fremstilles som tomatkastende lømler i det jødiske område.

Til gengæld spares Hitler ikke, når Hynkel latterliggøres.

Charlie Chaplin har skabt ikoniske scener inden for filmkomikken. I Guldfeber (1925) fortærer vagabonden en støvle pænt ved hjælp af kniv og gaffel for at illustrere afstanden mellem rig og fattig. Diktatoren huskes især for Hynkels dans med jordkloden.

Forblændet af tanken om at blive altings hersker vimser diktatoren koket omkring med en ballon, der forestiller vores planet. På et tidspunkt lægger Hynkel sig på skrivebordet og holder ballonen over jorden ved at støde til den med røven i et fuldstændigt forrygende billede på infantil megalomani.

Ballonen brister, og der er håb for vores distræte helt: barberen.

Det er tvivlsomt, om kunst kan forhindre krige og blodudgydelser. Det onde trænger med jævne mellemrum frem i verden, uanset hvor meget vi har latterliggjort fortidens krigsforbrydere.

Det ville da være skønt, hvis Diktatoren kunne ødelægge bare en smule for nutidens folkeforfører. Skulle det ikke ske, kan man altid glæde sig over filmens fjollede højdepunkter. Som når Chaplin viser os, at det er umuligt at heile og give hånd samtidig.