Diego Star

Hovedkonkurrencen på årets Cph Pix bobler over af hårde skæbner fra alle hjørner af verden. Fra Daniel Borgmans forladte børn i The Weight of the Elephants og Nordvests bandeproblemer til Omblines fængselsindsatte mor og The Intervals mafiakontrollerede teenagere.

Mens mange af filmene fokuserer på ungdommens problemer, fortæller den canadiske, socialrealistiske perle Diego Star om den ældre, vejrbidte sømand Traoré og hans tragiske skæbne i Quebec, Canada.

Fragtskibet Diego Star bliver nødt til at lægge til kaj i havnebyen Lévis i Quebec efter alvorlige maskinproblemer, hvor motoren er ved at eksplodere. Den erfarne maskinmester Traoré (Issaka Sawadogo) prøver at råbe kaptajnen op, da problemerne har været velkendte i flere måneder, men ikke er blevet taget hånd om på grund af besparelser. I stedet for at blive belønnet for at tage ansvar bliver Traoré beskyldt for at være skyld i ulykken.

De canadiske myndigheder går ind i sagen, og sømændene har brug for genhusning, indtil de kan sejle videre. Traoré kommer til at bo hos servitricen Fanny (Chloé Bourgeois), som er alenemor. De to eksistenser fra samfundets bund finder hurtigt sympati for hinanden, men da Traoré bliver fyret, går det hele galt.

Traoré spilles af Issaka Sawadogo, der er et scoop for filmen. Den karismatiske, 47-årige skuespiller er født i Burkina Faso, men er tilknyttet Nationalteatret i Oslo, hvor han blandt andet har medvirket i Ibsens Peer Gynt. Med Traoré skaber han en karakter, man er fanget af fra første sekund, hvor han med udspilede øjne og store fagter prøver at forklare kaptajnen situationens alvor. Hans råstyrke får modspil af hans lidt naive, empatiske træk, ikke mindst når han tager ansvar for den nye dreng på dækket, Timo.

Sawadogos yngre medskuespillerinde, Chloé Bourgeois, gør det også fremragende. Til daglig arbejder hun i sundhedssektoren, og det er måske derfor, at rollen som servitricen Fanny falder hende så naturligt. Hun spiller rollen med lige dele sejhed og skrøbelighed, som et pindsvin man har lyst til at ae.

Da Traoré bliver lukket ind i Fannys hjem, er det med en respekt og ydmyghed over for den unge, enlige mor. Han tager sig kærligt af hendes søn, måske fordi han ikke kan tage sig af sin egen. En dag har han lavet et festmåltid, der består af en sammenkogt ret, for at fejre sin søns syttenårs fødselsdag. Da Fanny forsigtigt spørger ind til sønnen, får hun at vide, at det er en sømands lod i livet ikke at se sine sønner vokse op. Som Traoré fortæller: ”Når vi kommer tilbage på land, finder vi en kvinde, som har ændret sit liv, og sønner, der er blevet til mænd.”

Fanny holder sig i starten på afstand af den sorte sømand, men åbner sig langsomt op. Det ligger mellem linjerne, at Fanny har mange ar på sin unge sjæl. Debutinstruktør Pelletier, der også har skrevet manuskriptet, holder sig heldigvis fra at anslå en romantisk udvikling mellem de to, så deres forhold i stedet får styrke gennem deres gensidige forståelse for hinanden.

Diego Star er smukt filmet, især i billederne af Canadas vilde natur. Kontrasten er til at få øje på i sammenstillingen af de åbne, snehvide vidder og de mørke, trange maskinrum. Men den befriende, frie natur er ikke et helle for Traoré, tværtimod. Den smukke natur er isnende kold for en hjemløs afrikaner, der må søge tilflugt i troens hellige hus for at slippe væk fra den bidende kulde.

Filmen ser ikke op til eller ned på sine karakterer, men fortæller ærligt, ubarmhjertigt og i øjenhøjde om, hvordan økonomiske omstændigheder er med til at definere personernes liv. Hvis man skal klare sig på bunden af samfundet, skal man være bomstærk. I disse Carina- og Robert-tider er det budskab et tiltrængt spark opad.