Det sindssyge eksperiment

Det er først til allersidst, i fjerde og sidste afsnit af TV 2-serien Det sindssyge eksperiment, at det kommer. 

Instruktøren og journalisten Lotte Mathilde Nielsen, som står bag seriens dokumentariske del, er gået ned i kælderen under Frederiksberg Hospital. 

Sammen med to medvirkende står i hun i de virkelige rum, hvor danske psykiatriske patienter i 1960’erne blev brugt som ufrivillige laboratorieaber af overambitiøse og selvretfærdige læger, som aldrig er blevet holdt ansvarlige for deres forbrydelser. 

Men nu kommer den menneskelige reaktion. 

Polly Haastrup, tidligere sygeplejerske på Frederiksberg Hospital afdeling D, udbryder spontant: ”Jeg kan mærke, at jeg får kolde fingre.” 

”Selvfølgelig er der en energi i det,” supplerer Lis Winther, der selv er tidligere lsd-patient. ”For der er foregået noget, som nogle mennesker er blevet meget bange for. Det er ikke et sted at opholde sig,” 

Hun er blot en af de mange modige personer, der nu står frem og fortæller om, hvordan de som patienter med behov for omsorg og hjælp i stedet – til tider under fysisk tvang – fik sprøjter med psilocybin, kendt fra svampe, og D-lysergsyrediethylamid, bedre kendt som lsd. 

Idéen var, at patientens indre dæmoner skulle fremkaldes, så de kunne ”gå igennem dem”. Og ambitionen var at lindre angst og psykoser ad den vej. 

Det virkede faktisk. 

Eller rettere: Dæmonerne kom frem. Folk fik det bare ikke bedre. Tværtimod. De fik det forskrækkeligt, og mange forsøgte at begå selvmord kort efter seancerne. Det lykkedes for flere. 

Serien, som er produceret af GODT Media og består af cirka lige dele fiktionaliseret historietime og dokumentar, bæres emotionelt af Søren Pilmark og Amalie Dollerup, der spiller hovedrollerne i dramadelen. 

De spiller henholdsvis overlæge i psykiatri og mastermind bag eksperimenterne, Einar Geert-Jørgensen (1898-1977), og lsd-læge Ketty Kjærbye Kristensen, der døde i 2019. 

De gør det begge fremragende. 

Dollerup som en ung og på en gang følsom og ærgerrig kvinde, Pilmark som den nærmest Thomas Mann’ske patriark. De er instrueret af Thure Lindhardt, der også lavede Krag & Virkner, som blev sendt som drama-doku-sandwich efter samme opskrift sidste år. 

Den dokumentariske side af sagen er fuld af papirer og interviews. Her er både patienterne og Ketty Kjærbye Kristensens efterladte, som gerne vil til bunds i sagen og derfor har overdraget hendes lsd-arkiv til tv-journalisten. 

Lotte Mathilde Nielsen medvirker selv, og det er tydeligvis meningen, at vi skal identificere os stærkt med hende, når hun er forbløffet eller kigger på sin bærbar med en grublefinger for munden. 

Det er lidt klodset, men en metode til at få historien ud. Og den er så vigtig, at man tilgiver det melodramatiske. 

Allerede i 1986 modtog journalisten Alex Frank Larsen en Cavling-pris for sit vedholdende arbejde med at afsløre de vanvittige menneskeforsøg. Og han må siges at have lavet en del af benarbejdet til dokumentaren, som kort krediterer ham for arbejdet, men samtidig hænger ham lidt til tørre som en art konspirationsteoretiker, der prøver at gøre det hele til et CIA-projekt. 

Det finder dokumentaristerne ikke, at der er belæg for. Men Larsen har gravet det meste op, han manglede bare fri adgang til lsd-arkivet. 

Det viser sig at være fyldt med vilde ting. 

Her er journalerne, hvor der direkte står, at patienterne gjorde modstand. Her er dokumentationen for, at man ignorerede ”bivirkninger”, herunder konkrete selvmord. 

Her er brevet, der sætter ordet ”vidne” i gåseøjne for at understrege, at dr. Kjærbye Kristensen løj lodret i retten. Den selvretfærdige reservelæge får i øvrigt en alt for nænsom behandling af journalisten, der fremstiller hende som en stakkels kvinde, der bliver manipuleret af en ond mand. 

Pendlen mellem fiktion og dokumentar kan også kritiseres for at være lidt rigid på en ikke så oplevelsesrig måde. Det havde strengt taget gjort sig bedre som to selvstændige værker. 

Men når hårene rejser sig på publikum, må serieskaberne alligevel siges at være kommet i mål med deres blanding af fornuft og følelse. 

Og det mest sindssyge ligger måske forude. For med denne serie må man imødese et efterspil. Nu er dokumenterne her i hvert fald. De ligger i Stadsarkivet på Frederiksberg Rådhus. 

Dér bliver de lagt med stor højtidelighed i sidste scene i en af TV 2’s bedste bedrifter i år – en bedrift, som for mange mennesker også er personligt vigtig.