Det sidste ord – Uffe Ellemann-Jensen

Som præst oplever man mange intime og voldsomme samtaler med de mennesker, man møder i kraft af sit betroede embede.

Hemmeligheden bag det er, at der fra begyndelsen er en helt særlig dagsorden. Den er båret af tavshedspligt, fortrolighed, tillid. Det betyder, at man kan skære igennem – helt igennem.

Hvad har du på hjerte?

Det betyder, at samtalen begynder med voldtægten. Med selvmordsforsøget. Med utroskaben. Med fortrydelsen. Med skammen. Med smerten. Og med glæden.

I hele Mikael Bertelsens karriere har han forsøgt at stikke dybere. Det er simpelthen hans måde at være journalist på – gennem velresearchet og samtidig en dybt musikalsk samtale at afdække menneskers indre og at finde deres dybere lag.

Han gjorde det som DR-vært i det øjenåbnende program Den 11. time. I hele sit virke på Radio24syv. Og senest gør han det i sin programrække Det sidste ord, hvor han for TV 2 interviewer døende mennesker i tiden op til, at de – med tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensens udtryk fra barndommen på Fyn – kratter a’.

Samtalen med Bent Fabricius-Bjerre bød blandt andet på en hæmningsløst ærlig vurdering af hans kærlighed til en elskerinde. Den bød på en form for kynisme. Og på en utrolig skønhed.

Samtalen vises først efter interviewofferets død, så der kan sagtens være lavet ti andre allerede. Men nummer to i rækken er med Uffe Ellemann-Jensen. Og den samtale er om muligt endnu bedre end den første.

Uffe – som han hedder, for man er jo helt inde ved hans private person i en hel klokketime – fortæller opsigtsvækkende ting.

Han fortæller, at han har været spion i fremmede lande. Han fortæller om, hvordan han har håndteret ækle rygter om, at han skulle være en mand, der slår sin hustru.

Han fortæller også om prisen ved at være far og ikke kunne få lov at være det – i hvert fald ikke, hvis han samtidig skal forblive i rollen som sig selv. Han fortæller om kynismen i politik – og om, hvordan han aldrig har haft nære venner i dansk politik – kun i udlandet.

Imens de to taler sammen, kører tre robotstyrede kameraer rundt i studiet, så det hele virker endnu mere intimt. Der er kun interviewer og medvirkende.

Det er et lukket rum.

Alle farverne, den stramme og stylede påklædning, de arkitekttegnede stole og den dramatiske lyssætning underbygger intimiteten og det private i samtalen.

Den italesættes igen og igen som værende på ”den anden side” og ”bagefter”, hvilket giver en på en gang voldsomt nærværende og let bittersød smag.

Uffe Ellemann-Jensen afslører og understreger en række politiske pointer i interviewet. Han gentager sit syn på Muhammed-karikaturerne, som gjorde, at han blev ”beskyldt for at være humanist”.

Det virker paradoksalt, når man ser den gamle og nu noget mere milde, politiker tale. Men samtidig minder det om, at han havde kant og kunne være kontroversiel. For det var ikke alle, der var glade for det.

Få minutter efter vendes skakbrættet, og Uffe Ellemann-Jensen holder igen, da Bertelsen igen og igen fisker efter, hvorfor han var så optaget af at få de baltiske lande med i ”den frie verden”.

Han siger det aldrig højt, så vi må tænke det selv. Hvis nogen har reddet den danske nation fra Putin og hans vanvid, er det Uffe Ellemann-Jensen, der med Baltikum dannede en buffer imod stormagten i øst.

Til sidst i udsendelserne får den nu afdøde ordet helt alene. Bertelsen forlader studiet, og i begge udsendelser har der indtil nu været ubeskriveligt rørende finaler.

Det er en gåde, hvorfor der ikke laves den type interviews med folk, mens de endnu lever. For det er sindssygt godt tv.

Alle elsker at høre, hvad mennesker egentlig har på hjerte. Man kan ikke hamle op med døden, men alene den ro, fordybelse og, ja, sandhed, som formatet giver, burde nogen i public service-branchen overveje at gøre til et fast ugentligt program.