Det nye år

I borgerskabets familier i hovedstaden byder traditionen, at man går i teatret på selve nytårsaften, inden man spiser nytårstorsken.

I år kan man passende den aften – eller rettere i dagene op til – gå i biografen og se Paprika Steens Det nye år. For kammerspillet udfolder sig netop over sådan en traditionel nytårsmiddag blandt gamle venner.

Nomi, Jens, Charlotte og Kris har kendt hinanden, siden de var unge og vilde. Nu har Nomi – og hendes afdøde mand Martin – fået sønnen Vincent, mens Jens og Charlotte, som holder sammen på trods, har datteren Caroline. Kris er Nomis ældste ven og – viser det sig – lidt af en dark horse i vennekredsen. Men han overstråles af Finn, Nomis nye kæreste, der også pludselig dukker op.

På skift kommer de i centrum i Jakob Weis’ gennemarbejdede manuskript. Anders W. Berthelsen åbner sin ellers lukkede, midaldrende investeringsrådgiver Jens, mens Lars Brygmann sætter liv i den ondskabsfulde overlæge Finn. En baldrende narcissist, som lige efter bogen har scoret Tuva Novotnys sygeplejerske Nomi.

Christian Tafdrup spiller den udglattende humanist Kris, men får sine egne glansnumre, da han af sin unge kæreste bliver konfronteret med sin egen allerede fremskredne alder og desperation. Da Nomi til sidst får nok af dem alle, eksploderer hun som en af de store bordbomber, man ellers gemmer til sidst, da hun i en kernescene sætter alting på plads.

Og der er vitterligt noget at sætte på plads. For filmen, som ellers på mange måder er et fuldendt feelgood-højtids-hit i stil med Paprika Steens Den tid på året fra 2018, rummer nogle seriøse dybder. Eksistentielle temaer som alvorlig, psykisk sygdom, unges mistrivsel og selvmord sættes i spil.

Festen, som filmen præsenterer os for, har vi alle været til. Man tænker uvilkårligt på manuskriptguruen Mogens Rukovs idé om ”den naturlige historie” – han var jo også medforfatter til Thomas Vinterbergs Festen – og her har vi den klassiske nytårsfest.

Derfor er mindre dramaer også i spil.

Alle deltagernes synsvinkler får plads efter tur i en ensemblesystematik pakket raffineret ind i noget, som til forveksling ligner levet liv. Den midaldrende mands måske vaklende myndighed skildres respektfuldt. Det samme gør den gifte kvindes ulykkelige utroskab. Ligesom den sorgramte, enlige mors hverdagskompromisser. Den unge teenagers klarsyn rammer som en pisk, og en faderbinding knækker højspændingskurven, akkurat før den truer med at briste.

Der er så meget godt at sige om Det nye år, at man ikke kan få det hele med.

Der er de varme og satiriske karikaturer af kernefamiliemedlemmerne, vi kender og elsker – med undtagelse af Brygmanns overlæge. Der er også de irriterende traditioner, de evindelige majestætsmomenter, de rørstrømske familieminder, som årets sidste aften driver frem som tårer ned ad folks kinder – også i biografsalen.

Manuskriptets mere symbolske cirklen om tid som filosofisk begreb og alder som erfaret skridtgang mod døden er fremragende. Og det er ømt skildret, at alle relationer – når det kommer til stykket – egentlig er båret af kærlige hensigter.

Niels Thastums billeder er smukt og skarpt komponeret, men samtidig hjemlige og trygge. De få scener uden for lejlighedens rum giver filmen en let københavnerfølelse, som alle danskere med hovedstadskærligheden i behold kan tage del i. Og den effektfulde lydside byder på rumlende underlægningsmusik og samtidens sange.

Paprika Steens nytårskomedie er et festfyrværkeri af en film, som sagtens kan blive en ny klassiker