Det magiske tivoliteater

DR mener åbenbart, at man ikke behøver lave en original julekalender hvert eneste år. Seerne streamer alligevel bare den, de bedst kan lide. 

Heldigvis ligner vore nabolande os så meget, at vi faktisk godt kan se os selv i deres julekalendere. De fleste danskere synes nok, at norsk er mere julet end det danske. 

Der er mere sne. Alle ting ligner husflid. Husene er lavet af træ. Og så er Norge på en måde dansk kolonialnostalgi. 

Hyggen er i hvert fald til at tage og føle på i Kristiania magiske tivolitheater, som var NRK’s store julekalender i 2021 og i år vises på DR under titlen Det magiske tivoliteater. 

Serien handler om klasser, sådan som den kreative klasse vel at mærke ser dem. Det vil sige de rige svin over for de stakkels fattige børn. 

Den historie fortælles ikke bedre end i en fjern fortid, hvor vores moderne jul i øvrigt også blev opfundet. Nemlig i Dickens’ victorianske Et juleeventyr, som serien læner sig op ad. 

For når man ser på den sociale elendigheds fremstilling og de centrale samfundsskikkelser og deres møder med randeksistenserne, er klichéerne vidunderligt udfoldet – her i norsk glanspapir. 

En af figurerne er vitterlig en pige, der sælger svovlstikker. Butikkernes vinduer bugner af skueretter. De rige går med muffer. 

Folk i samfundets sociale udkant er gøglere, men den slags livskunstnere har det nu engang bare meget festligere end dumme bankmænd og deres koner. For skønt de elendige døjer med både forældreløshed, handicaps og en flad tegnebog, synger de da bare sjove sange om prutter. 

Det er regulær venstreorienteret sødsuppe, men lad nu manuskriptforfatterne, for det er jo jul. 

Den fattige dreng Luka humper omkring, fordi han bruger benskinne og krykstok, hvilket – det må man lade instruktøren – faktisk er en elegant og sjov måde at lave inklusion på. 

En dag, da Luka er på flugt fra en drengebande, forvilder han sig ind i et drømmeunivers – det magiske tivoliteater– som, igen, er meget gennemført victoriansk. 

Det er et regulært raritetskabinet, et freakshow, et fuglebur for sjældne arter. Og der er faktisk en god portion selvironi hos skaberne af serien, når de laver anakronistisk ligestilling ved at lade en kvinde være teaterdirektør og så samtidig vælger en dame med lille vækst til rollen. 

I teatret kan Luka undslippe sit rådne ben. Men endnu vigtigere kan han komme fri af den rådne sorg over morens død, som æder hans depressive far op. 

Luka får et andet hjem på teatret – han vil lære magi! Og han bliver en ligestillet spiller i en spraglet børneflok, der er så godt castet, at man tænker på Astrid Lindgren, som dog var fra hinsidan. 

Dramaet opstår, da en Marie Antoinette-idiotisk overklassekvinde pludselig vil teatret til livs. Børnene, som kan en juleleg eller to, lægger en plan. 

Serien lever af noget så uventet som rå kunstnerisk nerve i teatrets suggestive kæmpedukker, børnenes dragter, de voksne karakterers dybde og den kakofoniske musik. 

Og fordi det hele er så inderligt norsk, bliver det jul. Nu også på DR.