Det grå guld

Alle filmanmeldere ved, at man skal skrive anmeldelsen hurtigst muligt efter pressevisningen, for da er man mest i hopla. I tilfældet Det grå guld kunne man tilføje: For ellers har man simpelthen glemt den. Det sidste kunne vel strengt taget godt skyldes en snigende prædemens eller bare, at anmelderen så småt er ved at være moden til en af ældreplejens kælerobotter. Men i dette tilfælde skyldes det altså nok mere, at Det grå guld er en aldeles ligegyldig affære.

Ideen, som afspejles i den gode titel, er ellers både sympatisk og sjov. I en ajourføring af folkekomedien Støvsugerbanden fra 1963 – som der også refereres til i filmen – følger vi Anette (Birthe Neumann), Holger (Lars Knutzon) og John (Kurt Ravn), der alle føler sig kasserede og uden værdi. Anette og Holger er ved at ryge på gaden, fordi deres hus skal bygges om til ungdomsboliger, og de ansøger derfor om et lån i banken. Bankmanden John siger nej. Men John er Anettes gamle dansepartner, han får snart sparket i banken, hvor han ellers samvittighedsfuldt har melet bankens kage i årevis, og Holger er alvorligt hjertesyg – så der er lagt op til en indian summer imellem de mildt mimrende ungdomskærester, imens Holger køres ud på et sidespor.

Plottet herfra er enkelt. Hvordan vil det spænde af, hvis sådan tre gamle røvere skal lave et bankkup? Der er flere sjove spor. Fra researchen gennem dvd’er fra videobutikken over indkøb af våben – i en sjov scene, hvor Anders Matthesen giver den som uhyggeligt jovial vaneforbryder gone familiefar på Vestegnen – til spørgsmålet om mundering og udstyr.

I en tid, hvor ældre bliver fyret for et godt ord, og hvor mange mennesker føler sig overflødige, er det en velgørende tanke, at de skulle svare igen. Og i en tid, hvor bankerne med god grund er lagt for had af høj som lav, er det oplagt at lave en film om en slags poetisk retfærdig gengældelse. Men Jacob Weinreich, der har skrevet manuskriptet, udnytter ikke muligheden for et opgør med finanskrisen.

Bankmanden John er således bare småsur, men som bankmand jo ganske ovenpå og derfor egentlig bare hyggelig hele filmen igennem. Han burde være rasende over den måde, finansverdenen udnytter sine lønslaver på, men samfundskritik bliver det ikke til. På samme måde kunne forholdet imellem den udbrændte og vrisne Holger og Anette, der er en værre Flinke-Dorthe, have været interessant. Ikke mindst, da det viser sig, at Holger er døende. Men det her er ikke Dansen med Regitze, snarere lunken sødsuppe.

Skuespillerne knokler det bedste, de har lært. Kurt Ravn er en charmerende, men også halvklam kontornusser. Birthe Neumann er sjov og lækker i rollen som moden sylfide. Men Lars Knutzon er næsten den bedste af de tre, da først han folder sin karakters trods alt nuttede væsen ud. Og så alligevel ak. Ingen af replikkerne bliver hængende, plottet mangler dybde såvel som overraskelser, billederne er – sikkert med vilje – grå og kedelige, og scenerne er efter en uges tid disede, fjerne minder om en film, der har lige så meget smag som plejehjemskost for småtspisende.

Shaky González er en broget figur og har i de senere år lavet film uden for støttesystemet. Han kom frem med gyserfilmen Nattens engel i 1998, og hans seneste film, Pistoleros fra 2008, var en Robert Rodriguez-inspireret drengerøvsfilm. Hans gennembrud er endnu udeblevet, og det kommer heller ikke nu trods hans overraskende nye fokus på ældresegmentet. Det grå guld virker netop lettere shaky, og man kommer til at spekulere over, hvem den egentlig henvender sig til?

Familien Danmark er ved at gå ned med stress i et inferno af lortebleer, dagpengestop og ikke ligefrem rentefri lån. Og det grå guld? De er taget på golfferie i Spanien. De har nemlig allerede røvet den generation, der kommer efter dem ... Men det handler filmen heller ikke om.