Biografanmeldelse
03. sep. 2014
Det er aldrig for sent
Diane Keaton og Michael Douglas kæmper en forgæves kamp for at indgyde den kedsommelige Det er aldrig for sent en smule charme.

Det er aldrig for sent

Bægeret flyder over med forcerede optrin og moraliserende lektioner i Rob Reiners komedie om kærlighed i den tredje alder.

Af Jeppe Mørch

Selvom man er kommet op i alderen, kan man sagtens have et sexliv. Så længe det sker i et monogamt forhold og ikke bare er for sjov.

Det synes at være en af de mange moraliserende pointer i Rob Reiners nye, gumpetunge alderdomskomedie, Det er aldrig for sent.

Reiner har ellers før instrueret vellykkede og charmerende komedier som Da Harry mødte Sally og Spinal Tap. Men det er årtier siden, og denne gang kan end ikke dygtige skuespillere som Diane Keaton og Michael Douglas rette op på den nysselig og kedelige fortælling om alderdomskærlighed.

Det er aldrig for sent handler om ejendomsmægleren Oren Little (Michael Douglas), der er blevet en tvær, gammel mand, siden hans kone døde. Nu mangler han bare at få solgt deres dyre herskabsvilla, før han kan flytte langt væk fra alle de larmende børnefamilier, som han bor side om side med.

Men det viser sig at være svært for Oren at få lukket sin sidste handel.

Og pludselig dumper Orens søn ind i komedien, som en del af et klodset setup, der skal få den sure gamle mands hjerte til at tø op. Sønnen er narkoman, og han står over for et længere fængselsophold. Derfor må Oren tage sig af barnebarnet Sarah.

”Heroin er et grimt stof, men det har givet mig en smuk datter,” forklarer den lasede søn sin far. Oren ved ikke, hvordan man tager sig af sådan en lille pige, så han får hjælp af sin søde nabo Leah (Diane Keaton).

Michael Douglas bærer i filmen altid friske, lyse jakkesæt, og han har en for alderen imponerende sølvgrå hårpragt. På den måde minder han en del om den danske liebhaver-mægler Jan Fog i rollen som dandyen Oren.

I starten er han en sand kyniker, hvilket Det er aldrig for sent forsøger at vise gennem forskellige, små sælger-tricks.

Da en asiatisk familie kommer for at se på det meget dyre hus, har han placeret billeder af andre asiater i rammer rundt om i villaen. Men hans lille trick afsløres selvfølgelig, og han må indse, at han ikke kommer langt med sådan en ufin fidus.

Michael Douglas vendte efter længere tids sygdom tilbage i Mit liv med Liberace i 2013. Her leverede han en pragtpræstation som den flamboyante Liberace, og han blev belønnet med en Golden Globe-statuette for portrætteringen.

Der er næppe nogen priser på vej til Douglas for Det er aldrig for sent.

Alt i komedien bevæger sig mod det kedsommeligt gode, og den massive mangel på reel modstand gør filmen fuldstændig uinteressant. Som når tilfældig chat på Facebook på ulogisk vis er med til at afsløre, at narko-faren måske alligevel er uskyldig.

Den ellers normalt så charmerende Diane Keaton har heller ikke meget at arbejde med. Hun spiller den ekstremt grådlabile Leah, der optræder som sanger på den lokale bistro. Hun klarer sig sjældent gennem en hel sang uden at bryde sammen i tårer over sin afdøde mand. Hun mangler en ny mand, Oren mangler en ny kone, og sådan passer det hele lidt for godt sammen.

De senere år har budt på mange film, der specifikt er målrettet det grå guld, som filmbranchen så gerne vil have til at fylde biograferne i dagtimerne. The Best Exotic Marigold Hotel og Kvartetten er andre eksempler på denne type af ofte tandløse komedier, der helst ikke må forarge på nogen måde.

Når Det er aldrig for sent forsøger at være fræk, sker det gennem en stor sort hund. Den skider på græsplænen, boller en stor tøjbamse og bliver skudt lige i røven af paintballgevær.

De er ikke sjovt, men bare dumt.

Alt andet i filmen er sukkersødt på en ulideligt forceret måde. Det virker som et håbløst billede på den nye, forbedrede Oren, når han træder i karakter som den gode bedstefar, der kan huske, hvor mange stykker pølse, Sarah foretrækker i sin sandwich.

Og det bliver værre endnu, da Oren skal kureres for sine småracistiske tilbøjeligheder.

Pludselig sættes han i en situation, hvor han skal hjælpe en sort kvinde med at føde. Han klarer komediens uelegant opstillede udfordring, og helt kvalmt bliver det, når den lille sorte dreng efterfølgende døbes Oren.

Originaltitel:
And So It Goes

Land:
USA

År:
2014

Instruktør:
Rob Reiner

Manuskript:
Mark Andrus

Medvirkende:
Michael Douglas, Diane Keaton, Sterling Jerins, Scott Shepherd

Spilletid:
94 min.

Aldersgrænse:
Tilladt for alle

Premiere:
4. september 2014

Relevante artikler

Biografanmeldelse
18. dec. 2013
A Late Quartet

A Late Quartet

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
12. dec. 2017
Spoor

Spoor

Serieanmeldelse
11. dec. 2017
Jim & Andy: The Great Beyond

Jim & Andy: The Great Beyond

Biografanmeldelse
07. dec. 2017
The Square

The Square

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Apple Tree Productions lukker
Nyhed
09. dec. 2025

Apple Tree Productions lukker

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten