Den unge Karl Marx

En film om Karl Marx starter naturligvis hos samfundets bærme.

I skovens dybe, stille ro trænger sollys gennem buskads, så farvetoner changerer i efterårets nedfaldne blade. Før harmonien brydes af martrede mennesker.

De forpinte samler brænde med salg for øje, men det var ulovligt i 1840’ernes Tyskland, og den sortklædte ordensmagt kommer ridende med bajonet og knipler. For at dræbe.

I skoven støder idyl og brutalitet sammen, og en indignation opstår.

Raoul Peck, der tidligere har optrådt som kulturminister i sit hjemland i Haiti, viste tidligere i år, at han er fremragende til at filmatisere indignation. Dokumentaren I Am Not Your Negro beskriver forfatter James Baldwins kamp mod racisme i USA gennem tankevækkende arkivklip og et smukt, ufærdigt Baldwin-manuskript.

Nu er Raoul Peck hoppet fra USA til Europa, fra dokumentar til fiktion. Men uretfærdighed fungerer igen som den benzin, der antænder interesse.

Fremfor at få en skuespiller til at gestalte ikonet som den gamle, trivelige mand med det hvide hår og viltre skæg, som kendes fra fotografier, har Peck– som titlen forklarer – valgt at fokusere på de år, hvor Marx møder Friedrich Engels, og marxismens doktrin undfanges.

I Den unge Karl Marx, der har premiere i 100-året for den russiske revolution, drikker den store tænker som en svamp. Han boller. Han ryger efter sex. Han knækker sig. Og han har problemer med at få familiens økonomi til at hænge sammen.

Sådan får Raoul Peck og August Diehl i rollen som Marx hevet myten ud af bøgerne og ind i et filmisk univers, hvor han ligner et rigtigt menneske omgivet af rodede noter og grædende babyer.

Filmen skifter sømløst mellem tysk, fransk og engelsk, når den følger sin hovedperson rundt i Europa, og i baggrunden leger børn med træhjul foran kærrer, så tiden slås an.

I Manchester vokser Engels op i den spæde industrialiserings billedskønne os som søn af en fabriksejer. Men til forskel fra sin far kan han se arbejdernes kummerlige forhold, og blandt monstrøse maskiners infernalske larm beslutter Friedrich sig for at forlade sin klasse og kæmpe proletariatets sag.

Det bliver indledningsvis en kende langhåret, da krøllede Marx diskuterer Hegels retsfilosofi med journalister på Rheinische Zeitung, men ellers er Raoul Peck imponerende dygtig til at forvandle marxismens utilnærmelige kompleksitet til bombastiske og fængende sammenstød.

Marxismen hviler på dialektiske principper, for Marx og Engels troede på, at historien udvikler sig gennem konflikter og modsætninger. Med andre ord: Sammenstød skaber nye helheder.

Det tankesæt konkretiseres konstant i Karl Marx de unge år, og det er filmens største styrke.

Diehl gestalter Marx som en ilter kleppert med utrættelig lyst til diskussion og alkohol. Han er typen, man nødigt vil debattere med på et værtshus, for så bliver man sat eftertrykkeligt på plads.

Velfriserede Stefan Konarske portrætterer Engels som en flegmatisk idealist, hvis observante øjne har registreret periodens største uretfærdighed.

De to støder sammen, smitter af på hinanden, og Det kommunistiske manifest begynder langsomt at tage form. Traditionelt fortolker filosoffer verden og historien, og mødet indgyder Marx og Engels håbet om, at tænkere også kan forandre deres samtid.

Karl Marx rejser rundt med konen Jenny, der i skikkelse af Vicky Krieps formår at tøjle den olme tyr, hendes geniale mand så ofte optræder som. Med intelligens får hun pillet de to tænkere ned fra højderne, når de intellektuelt kører i ring.

Som da hun lakonisk foreslår, at de kan kalde deres værk for Kritik af den kritiske kritik.

I det 20. århundrede førte kommunisme utallige dødsfald med sig, for de marxistiske tankers sammenstød med tyranniske diktatorer skabte en ny, skræmmende helhed. Den unge Karl Marx antyder blændende, at det er virkelige, fejlbarlige menneskers håndtering af abstrakte tanker, der afgør historiens gang.