Den sidste viking

Man mærker hurtigt, at man er på sikker grund i Den sidste viking. En animeret rammehistorie sætter scenen med en morale om en vikingebygd, der kapper lemmer af for at tilpasse sig hinanden, før scenen skifter til liveaction og den afsluttende klapjagt efter et bankrøveri. 

Anker får sin bror Manfred til at begrave en sportstaske med 42 millioner kroner på deres barndomsgård i Sverige, men da han kommer ud igen efter at have spjældet den i femten år, er Manfred forsvundet ind i en spaltet personlighed som John Lennon. 

Snart dukker Ankers voldspsykopat af en røverpartner op og truer med død og lemlæstelse, hvis ikke han får hele røverbyttet. Imens hægter en suspekt og drikfældig overlæge fra psykiatrisk afdeling sig på Anker for at genforene The Beatles med et par andre skizofrene. Den ene mener, han er Ringo Starr, den anden, at han er både Paul, George, Björn fra Abba, Schopenhauer, Heinrich Himmler og utallige andre. 

Det er omtrent så fjollet, som det lyder, og så betryggende Anders Thomas Jensen’sk, som man kunne ønske sig. Den folkekære instruktør samler det meste af sit gamle slæng til en absurd krimikomedie om to brødre med lig i lasten og hver sin traumeventil. Anker tæsker folk for et godt ord eller en træls bemærkning, Manfred springer resolut ud af det nærmeste vindue, hver gang nogen glemmer at kalde ham John. 

Nikolaj Lie Kaas og Mads Mikkelsen har været fast inventar i Anders Thomas Jensens univers siden Blinkende lygter, men har ikke spillet så tæt sammen siden De grønne slagtere. Det er en velkommen genforening. 

Kaas spiller Anker som en hårdtprøvet straight man i et univers af mere eller mindre diagnosticerede galninge. Men trods sit navn er han ikke så meget et fast holdepunkt som en kaoscyklon, der dukker forstyrrende op og vender Manfreds ordnede vrangforestillinger på vrangen. 

Mads Mikkelsen er filmens skrøbelige og sårede sjæl som den socialt forstyrrede storebror, der ”har en diagnose”, jeg helt ukvalificeret ville kalde svær aspergers. Men Manfreds krukkerier er også et bolværk mod en verden fuld af mennesker, der hverken gør, som de siger, eller siger, hvad de gør. 

Som altid i Anders Thomas Jensens film banker der et varmt hjerte bag karakterernes crazy-komiske eskapader, og Den sidste viking formår som de bedste af hans film at være omtrent lige så oprigtigt rørende, som den er latterbrølsfremkaldende. 

Og selv om instruktøren forsværger at have Blinkende lygter i tankerne, er det påfaldende her i sølvbryllupsåret, hvor meget hans seneste film har tilfælles med hans første. 

Som i Blinkende lygter indsnævrer handlingen sig hurtigt til et afsides skjulested i skoven, hvor barndomstraumer figurerer i flashback, og en umage gruppe af dansk films favoritskuespillere gakker sig til forståelse på tværs af forskelle og fordomme. 

Brødrenes barndomshjem er nu beboet af Søren Malling som vansiret tøjdesigner og Sofie Gråbøl som hans voldsparate partner, mens Lars Brygmann forsøger at mane til sindsforstyrret besindighed som IKEA-besat overlæge. 

Lars Ranthe er en fjern, truende skikkelse i flashbacks som brødrenes tyranniske far. Nicolas Bro er en mere konkret trussel som den undskyldende voldsmand Flinke Flemming, der nærmest tager blodig revanche over Bodil Jørgensen som brødrenes søster efter at være blevet hundset rundt af hende i Riget: Exodus. 

Og så er der Kardo Razzazi, den såkaldte tilskudssvensker i produktionen. Han er alle følelsers holdeplads som et holocaust-forskrækket musiktalent, der pakker sin dybe usikkerhed væk bag et tankemylder af personlighedsspaltninger. 

Tempoet tapper en smule af hen mod slut, hvor alle tråde samles og det fortrængte uundgåeligt vender grumt tilbage, men Den sidste viking er ikke desto mindre en vaskeægte publikumsbasker. Hvilket jeg kan skrive under på efter to gange at have oplevet den i en stopfyldt sal! 

Humoren er knastør og herligt på kanten af det politisk korrekte, som vi kender det fra Anders Thomas Jensen. Efter et lille dyk med Mænd & høns og et stærkt comeback med Retfærdighedens ryttere holder Danmarks mest folkekære komedieinstruktør et imponerende niveau med sin sjette spillefilm. 

Der behøver ikke gå fem år igen, før vi får den syvende.