Den lille grå traktor Fergie

”Wuhuu,” jubler drengen Gustav og laver den klassiske jubel-positur med spredte arme ud til siderne. Han sidder overskrævs på en lille, grå traktor og kører derudaf – i et tempo, som selv en gennemsnitlig cyklist kunne overhale.

Den lille grå traktor Fergie er mindst lige så sløv i optrækket.

Gustav bliver af sine forældre hevet med på sommerferie i de idylliske, norske fjelde (ja-ja, det kan godt være, han i starten af filmen siger, at det foregår i Danmark, men det er naturligvis af hensyn til filmens meget unge målgruppe).

Han er rigtig ærgerlig over, at han ikke må blive i byen og hænge ud med vennerne. For selvom han har taget sit skateboard med, nytter det ikke noget. Vejene er ikke asfalterede, og det urbane transportmiddel er dermed overflødigt.

Men det spirende ungdomsoprør fordufter allerede inden for fem minutter af filmens spilletid. Så kommer den næsten voksne pige Grynet ridende forbi og spørger, om han ikke vil ride en tur. Og fra da af er Gustav en glad dreng.

Grynet tager ham med på den gård, hvor hun arbejder. Her møder han Gammelfar, en halvvrissen, pensioneret bondemand med hjertet på rette sted, og Gokke, den nye ejer af bondegården, der er en småt begavet, lettere doven opfinder med enorm appetit på pølsehorn.

Men vigtigst er mødet med Fergie, en lille grå Ferguson-traktor, der er levende. Dens øjne er forlygterne, og den små-båtter, når den taler. Fergie og Gustav bliver bedste venner, og sammen tager de sig af gedekiddet Houdini, der viser sig at kunne danse.

Historien er komplet åndssvag. For eksempel er der ikke nogen i filmen, der sætter spørgsmålstegn ved en levende traktor.

Men ser man bort fra det, er formålet med filmen faktisk virkelig sympatisk. Den er lavet til det allermindste biografpublikum, børnehavebørnene fra tre til seks år.

I stedet for en hurtig YouTube-video på ipad’en mutters alene i sofahjørnet, håber man med filmene om Fergie (der kommer foreløbigt tre i alt) at kunne give små børn en positiv biografoplevelse. Sådan én, hvor de er sammen med forældrene og får del af den fælles glæde, det er at se film sammen.

Men hvordan fastholder man små børns fokus i hele 78 minutter? Det gør man åbenbart med masser af søde bondegårdsdyr og klare farver.

Mange af de voksne karakterer er halvexcentriske og har kendetegn i form af skørt overskæg eller lyserødt punkhår. Det lokale supermarked, der også fungerer som frisør, er lille, men imponerende velassorteret: Foruden mælk kan man købe balloner, maling og hatte til både dyr og mennesker.

Der er masser af musik, og alle smiler og er glade, selvom der også er en lidt sur, ældre dame, der for enhver pris vil vinde en pris ved det årligt tilbagevendende bondemarked.

Ligesom tv-programmet Teletubbies fascinerer små børn i en uendelighed med nuttede gentagelser og langsomt tempo, vil Fergie & co. uden tvivl begejstre kernepublikummet.

Men der er jo nogle, som skal tage de små poder med i biffen – og det kan godt blive pinefuldt, medmindre man selvfølgelig stiller sig tilfreds med et glad barn.

For voksne er der simpelthen ikke noget at komme efter. Farverne er lovligt hysteriske, musikken enerverende og historien urealistisk. Filmen har hverken magi eller logik.

Jeg tænker med længsel tilbage til mine tidligste filmoplevelser: Bennys badekar, Ole Lund Kirkegaard-filmatiseringer som Gummi Tarzan og Lille Virgil og Orla Frøsnapper, Bjergkøbing Grandprix – og de holder den dag i dag. Der er en æstetik, en handling og en humor, der også appellerer til et mere voksent publikum.

Forhåbentligt vil de kommende film i serien formå at gøre flere glade.