Democracy Noir

”Vi troede alle, at Viktor Orbán var the good guy. Det er derfor, at det kom som et chok, da det hele begyndte,” fortæller journalist Oroszi Babet.

Ligesom så mange andre stemte hun på Viktor Orbán, da han stillede op til valget i 2010 og blev premierminister. En sejr, der skulle blive begyndelsen på hans foreløbigt fjorten år lange regime.

Democracy Noir beretter om den betændte politiske situation i Ungarn nu og her. Dokumentaren et opbygget omkring tre kvinders fortællinger: journalisten Oroszi Babet, politikeren Tímea Szabó og aktivisten Niko Anta.

Dokumentaren handler om Orbáns misbrug af magt, men i lige så høj grad handler den om tre kvinder, der gør alt i deres magt for at få deres land tilbage.

De kæmper deres kamp med de våben, de hver især har til rådighed: journalistik, politik og demonstrationer. Kvindernes historier gribes af filmskaberne, der giver dem plads til at være nærværende i deres hjem og på arbejdspladsen, men også i deres anekdoter. 

Efter partiet Fidesz’ sejr i 2010 begyndte partiet under Orbáns ledelse at ødelægge den demokratiske institution. Man ændrede valgloven, lancerede propagandamedier, erstattede hele den ungarske højesteret med deres egne politikere og omlagde valgkredse med det formål at fremme bestemte kandidaters chancer. 

Kort fortalt: Orbán og hans parti gjorde alt, hvad de kunne for at fjerne alle former for demokrati, så han i realiteten blev en diktator.

Kvinderne og dokumentarens mål er at sætte fokus på, at han er mere end blot en magtliderlig politiker. Han har taget hele Ungarn til fange i sin korruption.

Og hvis du ikke selv kan regne ud, hvem the bad guy er ud fra de politiske standpunkter, skal dokumentarens underlægningsmusik nok hjælpe dig godt på vej. Den alt andet end diskrete musik understreger med dystre toner, at Orbán slet og ret er en skurk.

Ydermere taler hans tætte relationer med henholdsvis Putin og Trump heller ikke i hans favør.

Niko Antal føler sig ført bag lyset af Orbáns uortodokse tilgang til sit virke som premierminister, mens hendes mor er tilhænger af hans politik.

I hjemmet åbnes der for en spændende dynamik i mor og datters dialog, men den udforskes desværre ikke yderligere.

Orbán nyder især opbakning uden for hovedstaden Budapest.

Fidesz’ trofaste vælgere er mildt sagt ikke stærkt repræsenteret i dokumentaren, og de få, der medvirker, fremstår ret endimensionelle.

Deres svar er overfladiske og giver reelt intet indblik i baggrunden for deres politiske overbevisning. Det er en klar svaghed. For selv om de fleste herhjemme vil være modstander af Orbáns diktatur, er det afgørende spørgsmål jo, hvorfor majoriteten af den ungarske befolkning stadig bakker ham op eller bare er tavse. 

Til gengæld yder en minoritet modstand.

Tusindvis begiver sig ud i al slags vejr for at demonstrere på Budapests gader, dokumenterer offentlige og private videooptagelser.

Men Democracy Noir tør godt hvile på det sørgelige faktum, at demonstrationer ikke nødvendigvis ændrer noget som helst. Dokumentaren fremstår mest troværdig, når den lader sine medvirkende overgive sig til realiteterne: ”Jeg plejede at have drømme. Det har jeg ikke længere.” 

Sårbarheden er tydelig at mærke i en stærk scene på den pub, hvor Tímea Szabo og hendes politiske kampagne holder til valgaften 2022. Det bliver et politisk nederlag for Tímea og den femte sejr til Orbán og Fidesz i streg.

”Jeg kan ikke holde til det meget længere,” siger den grædende kvinde, som Tímea forsøger at trøste, mens Orbáns sejrstale vises i fjernsynet i baggrunden. 

”Hvad mere kan vi gøre?” spørger kvinden, og spørgsmålet får lov at hænge ubesvaret. Det er rørende at se dem kæmpe en kamp, der kan forekomme umulig.