The Deminer

Fakhir Berwari uskadeliggør miner i Iraks hårde ørkenjord. Det gør han hver dag og så ofte, han kan komme til det.

Siden 2003 har han forsøgt at rydde sit hjemland for de bomber og miner, som mange års krig og ødelæggelse har spredt rundt i landet. Først under Irak-krigen og siden under IS’ hærgen.

Ene mand, frivillig veteran, familiefar til otte børn. Antallet af uopdagede miner er ubegribeligt, så opgaven er enorm.

The Deminer følger en af den slags hverdagens helte, som man kun kan blive rørt over eksisterer, men som man er glad for ikke at være i familie med. Filmen giver et fascinerende og personligt indblik i krigens konsekvenser og i de mennesker, der forsøger at løse krigens efterladte problemer.

”Det er ligesom en actionfilm, men det er virkelighed,” fortæller Fakhirs voksne søn Abdulla.

Han guider tilskueren igennem de mange videooptagelser, der er blevet lavet af og med Fakhir på hans minerydningsopgaver. I en optagelse fra fejringen af Saddam Husseins fald i 2003 bliver Fakhirs bil ramt af en terrorbombe, og kameraet følger med hele vejen ind i støvskyen og murbrokkerne.

Da Fakhir desarmerer sin første vejsidebombe i frustration over de officielle minerydderes langsommelighed, er kameraet også med.

Privatvideoer blandes med optagelser fra Fakhirs arbejde i marken, hvilket tilføjer dokumentaren et ekstra lag af autenticitet. Vi bliver ført med helt ind på første parket i minerydningerne.

Omgivelserne kan fremstå paradoksalt fredfyldte. Fugle synger over en dugfrisk græsmark i morgensolen, mens villakvarterer slumrer med legetøj i haven og sofaer i stuerne. Bomberne er plantet overalt, og noget så hverdagsagtigt som at åbne en hoveddør kan potentielt udløse en eksplosion.

Det er bizart og ubegribeligt, hvordan man kan gøre den slags mod civile.

”Hvis jeg fejler, er det kun mig, der dør. Men hvis det lykkes for mig, kan jeg redde mange liv,” forklarer Fakhir til spørgsmålet om, hvorfor han hver dag sætter liv og lemmer på spil.

Det kunne let være blevet en patetisk film, men gennem det nøgterne kameraarbejde og privatoptagelserne undgår instruktørerne at sætte Fakhir op på en piedestal. Fokus er alene på hans handlinger, og det er mere nervepirrende end nogen actionfilm.

Der bliver dog også plads til Fakhirs familie, som er stolt af hans heltemod, men forståeligt nok også er noget urolig over den livsfarlige mission.

Filmen dykker ikke dybere ned i, hvem Fakhir er som menneske, men det er på sin vis heller ikke relevant. Handlinger siger som bekendt mere end tusind ord, og for en sjælden gangs skyld øger det indlevelsen ikke at vide særligt meget om sin hovedpersons psyke.

Kameraet kommer endda til tider så tæt på, at det bliver helt uvirkeligt. Gentagne gange går det galt, og kameraet bliver indhyllet i ødelæggelserne fra miner og vejsidebomber. Man tænker, at Fakhir næppe kan have overlevet.

Men så fortsætter han ufortrødent på sin næste opgave. Og den næste og den næste igen. Hver gang med livet som indsats. Som tilskuer føler man, at man sidder med Fakhirs liv i sine hænder. Men man kan bare holde vejret og håbe.

PS: Det er en særlig vigtig film at holde mobilen slukket under. Mange eksplosioner udløses nemlig af Nokia-ringetoner!