Biografanmeldelse
08. mar. 2018
Death Wish – En mand ser rødt
Den ellers fredelige kirurg Paul Kersey (Bruce Willis) tager loven i egen hånd og griber til våben, da hans familie bliver angrebet. Foto | Rogier Stoffers

Death Wish – En mand ser rødt

Genindspilningen af Charles Bronsons omdiskuterede selvtægtklassiker er en reklamefilm for det amerikanske våbenforbund.

Af David Madsen

På papiret er det ikke en tosset idé at lave et remake af En mand ser rødt, der på engelsk har titlen Death Wish.

Den originale film fra 1974 er en hjørnesten i den amerikanske selvtægtgenre og fik både roser og kritik for sin skildring af Paul Kersey, en familiemand, der finder revolveren frem og tager loven i egen hånd i New Yorks gader.

Filmen er præget af 70’erne, hvor The Big Apple var overstrømmet af kriminalitet, politi såvel som politikere ansås for at være korrupte, og det forjættede land var splittet mellem forskellige politiske ideologier.

Amerikanerne befinder sig i en lignende position i dag. Men med den aktuelle debat om skolemassakrer og våbenkontrol burde genindspilningen være håndteret med en større intelligens og finesse.

Der er nærmest en pervers komik i, at Paramount Pictures har overladt tøjlerne til Eli Roth, en instruktør, der er bedst kendt for bestialske torturscener og homofobisk dialog i splatterfilm som Cabin Fever og Hostel.

Lunten bliver i både originalen og remaket tændt, da en anonym bande invaderer Paul Kerseys overklassehjem, hvor hans kone og datter er alene hjemme. De bliver voldtaget, og konen dør af sine kvæstelser.

Remaket skåner os voldtægtsscenen og lader de to kvinder blive skudt uden for billedrammen. Det er en ændring, Eli Roth og manuskriptforfatter Joe Carnahan fortjener ros for. Men herfra går det kun ned ad bakke.

Arkitekten Paul er i den nye film kirurg og har flyttet adressen til Chicago, men det er så bestemt ikke det eneste, som er anderledes.

Da han i den gamle film første gang myrder en tilfældig kriminel, kaster han bagefter op og bævrer som et forslået barn. Men da den nye Paul ser en viral video, hvori han koldblodigt henretter en biltyv uden at blinke, viser han intet tegn på at have følelser.

Det hjælper ikke, at den legendariske B-filmskuespiller Charles Bronson er blevet skiftet ud med Bruce Willis. I hovedrollen gav manden med de isblå øjne og kølige temperament Paul en enorm menneskelighed.

I remaket registrerer man knapt nok Bruce Willis. Med sammenknebne øjne og en søvnig attitude mumler han sig igennem samtlige scener, hvad end de indebærer drama eller action.

Men vandene skiller for alvor mellem de to film, da den nye beslutter sig for at gå i fodsporet på alle andre selvtægtfilm end den, som den er baseret på. Ganske belejligt finder Paul attentatmændenes opholdssted, og nu bliver det et ræs mod tiden for at hævne familien, før politiet finder ud af, hvad han har gang i.

Men hele pointen med 1974-filmen er, at Paul aldrig finder frem til konen og datterens attentatmænd. Hans voldshandlinger er meningsløse, kun blæst op af et dovent politikorps og sensationsjournalistik.

I remaket stiller et par radiojocks ganske vist det pinagtigt overfladiske spørgsmål: ”Er det i orden at skyde biltyve? Er selvtægtsmænd helte eller skurke?” Men filmen er tydeligvis på selvtægtsmandens side.

Til lyden af AC/DC’s Back in Black (ja, virkelig) går Paul i kødet på Chicagos undergrundsverden og bliver aldrig konfronteret med sine afstumpede handlinger. I en særligt smagløs montage sammenligner filmen hans kundskaber som kirurg med en selvtægtsmands håndtering af sin pistol.

Det er tydeligt, at Eli Roth kender originalen og bevidst undgår at lave en fjollet actionfilm som de fire efterfølgere i 1980’erne og 90’erne. Men han har ikke har forstået, at det aldrig har været meningen, at Paul Kersey skulle ses som en skytsengel!

Filmen afslører sit sande ansigt, da Paul sætter sig ned foran tv’et og ser en reklame for automatvåben. Det er, hvad Death Wish anno 2018 er: en 107 minutter lang kampagne for, hvorfor du bør forsvare dig selv og dine elskede med en AR15.

Titel:
Death Wish – En mand ser rødt

Originaltitel:
Death Wish

Land:
USA

År:
2018

Instruktør:
Eli Roth

Manuskript:
Joe Carnahan

Medvirkende:
Bruce Willis, Vincent D'Onofrio, Elisabeth Shue

Spilletid:
107 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 15 år

Premiere:
8. marts

Fra samme skribent

Serieanmeldelse
07. aug. 2020
P-Valley

P-Valley

Serieanmeldelse
25. juli 2020
Cursed

Cursed

Serieanmeldelse
23. apr. 2020
The Midnight Gospel

The Midnight Gospel

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Apple Tree Productions lukker
Nyhed
09. dec. 2025

Apple Tree Productions lukker

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten