Death of a Unicorn

Hvad nu hvis enhjørninge – enhver femårig piges yndlingsfabeldyr – i virkeligheden var frygtindgydende monstre? Det er den morsomme præmis i den ujævne gyserkomedie Death of a Unicorn.

Jenna Ortega har rollen som Ridley, der bliver hevet med til et forretningsmøde af sin far, Elliot (Paul Rudd), som er mellemleder i medicinalindustrien. Den døende chef Odell Leopold (Richard E. Grant) vil nemlig sikre sig, at han finder den rette mand til at varetage familiens interesser for eftertiden, så Elliot gør sit bedste for at virke som en hengiven far. Men Ridley spiller ikke med på løgnen.

Da de påkører en enhjørning på vej til Leopold-familiens villa, sætter uheldet gang i fatale forviklinger. Elliot og Leopold-familien opdager, at monstret kan have helende egenskaber. De er fast besluttet på at udnytte dem, imens andre enhjørninger ankommer for at lede efter deres forsvundne kammerat.

Leopold-familien ligner den virkelige, skandaleramte Sacklerfamilie til forveksling og er grådig og tilpas moralsk anløbne til at ville holde den nye mirakelkur for sig selv. Medmindre de ved at dele den kan tjene et par hurtige hundrede millioner.

Den karikerede kapitalist Odell Leopold kaster om sig med new age-floskler og er overbevist om, at han er en åndens mand. Hans nærmeste familie er Téa Leonis satinklædte Belinda og Will Poulters meget overfladiske Shepard. De er imødekommende, men også vildt selvoptagede og kortsynede.

Det havde måske været mindre realistisk, men langt mere effektivt, hvis de straks havde ladet den venlige facade krakelere, så publikum tidligere kunne begynde at heppe på monstrene. Desværre har debutanten Alex Scharfman ikke stor lyst til at spille med åbne kort.

Enhjørningerne er morderiske, ofte på voldsom, blodig vis, men de er muligvis også engleagtige væsner fra det hinsides, som heltinden øjeblikkeligt føler empati for. Menneskene er måske nok griske og korrupte, men de forsøger også blot – som Elliot – at holde sig oven vande i et afstumpet system.

Man ved med andre ord aldrig helt, om man bør håbe på, at de klarer skærene, eller godte sig, når de møder en krank skæbne. Den dobbelthed gør filmen mere absurd. Det er måske meningen, men også underligt utilfredsstillende.

Verdens tilstand taget i betragtning virker det misforstået at holde igen med at håne de ultrarige, når man kunne spidde dem med noget skarpt – hvilket filmen da også efterhånden indser.

Death of a Unicorn er optaget i Ungarn og Slovenien, selv om handlingen foregår i de canadiske bjerge. De to landskaber er digitalt syet sammen, men illusionen holder ikke. Også enhjørningerne mister bid – fra at virke frådende og truende i enkelte scener bliver de hurtigt tandløse.

Heldigvis er filmen velspillet.

Jenna Ortega bekræfter endnu en gang, hvorfor hun i øjeblikket er Hollywoods foretrukne tvære teenager, selv om hun nu faktisk er 22.

Paul Rudd giver Elliot en velafstemt blanding af selvoptaget nar og velmenende fjols. Richard E. Grant og Téa Leoni får ikke meget at arbejde med, men ser ud til at nyde de øjeblikke, de får. Og Will Poulter stjæler ubesværet hver eneste af sine alt for få scener.

Der er skam sjov og ballade at finde i Death of a Unicorn. I sig selv er det urkomisk at se folk skrige og spæne bort fra et monster, der i en anden film ville hedde noget a la Glimmermanke. Genrefans vil også muntre sig over de mange referencer til filmklassikere. Som navnet Ridley – fra Alien – eller et nik til Will Poulters gennembrudsbarnerolle i komedien Son of Rambow.

De riges privilegieblindhed er morsomt skildret, som da Belinda forsikrer gæsterne om, at deres butler ”laver min berømte musaka”. Og det er ikke mange film, hvor personerne improviserer enhjørningeblodcocktails som godnatdrink.

Men filmen mangler skarphed og slagkraft. I stedet for at ramme som en mavepuster nøjes den med satiriske vrinsk.