Death of a Child

Doug er far-kikset på den hyggelige måde. Iført tvivlsomme solbriller og lidt for stramt sportstøj kører han sin familie rundt i en stor Chevrolet. Han er godt gift, parret har to knægte, en prægtig villa og vovse.

Men han kan ikke levere sætningen ”Life is good” uden at lyde sagtmodig. Den amerikanske far plages nemlig konstant af ubærlig skyld.

I 2004 glemte han sin datter i en glohed bil en ellers helt almindelig dag og opdagede det først, da han ville hente hende i den børnehave, hun aldrig var blevet afleveret i.

Lille Kristen mistede livet i varmen, og her har vi det makabre tema i dokumentaren Death of a Child: en hverdagsforglemmelse, der resulterer i barnedød.

Det svensk-danske instruktør-ægtepar Frida og Lasse Barkfors har tidligere behandlet social fordømmelse og svært forståelige ugerninger i Pervert Park, der på afdæmpet vis tegner et enestående portræt af sexforbrydere i USA.

Også denne gang er metoden at finde det menneskelige under det forfærdelige ved at give ordet til dem, vi som samfund normalt ikke ønsker at lytte til. Og igen sker der noget virkelig interessant, når de fordømte får ordet.

De angrende forældre i Death of Child forøger ikke at rense sig gennem bortforklaringer eller fortrængning. De tager ansvar og er for altid knækket af skam og skyld.

Vi møder tre andre forældre, som også glemte et barn i en bil. Og som gennem forsømmelsen mistede barnet. De reflekterer over tabet i interviews og hverdagssituationer, og de forskellige skæbner snor sig ind og ud af hinanden, så skyldfølelser sammenlignes, og et større billede viser sig.

De har alle lidt et identitetstab.

Uanset om man før var gospelleder, grillmester eller peruaner, så er man efter sådan en skæbnesvanger dag først og fremmest en forfærdelig forælder.

Dokumentaren påstår ikke, at det er synd for dem. Hukommelsessvigtet var vitterligt forfærdeligt – børnenes død kan ikke bagatelliseres. Samfundet, medierne og retsvæsenet har travlt med at udpege forældrene som forsømmelsesmonstre, men Barkfors-parrets humanistiske projekt viser os, at de udskammede egentlig blot er mennesker, som på et fatalt tidspunkt forsømte deres poder.

Frida og Lasse Barkfors undviger kløgtigt den sensationalisme, det brutale emne inviterer til. De døde børn præsenteres med navn på en sort skærm, og mere ser vi ikke til dem. Her er hverken gamle fotografier, iscenesættelser, retssagsoptagelser eller avisudklip, for instruktørerne fokuserer på bearbejdelsen af fortiden, og det fungerer som en overordentlig stærk pointe, at børnene kun optræder ved deres fravær.

Det amerikanske liv skildres gennem grandiose billeder af amerikanske vidder og hverdag. På lydsiden brummer insektlivet fra de subtropiske områder af USA mellem enkle pianostykker.

Solen træder frem.

Idyllen tindrer i modlysbillederne, og familielivet synes herligt i de gyldne morgentimer og purpurfarvede aftener.

Men under den idylliske hverdag lurer det tragiske. Det var samme sol, som opvarmede bilerne, og de varme billeder peger altså også på den fortid, ingen i Death of a Child nogensinde kan lægge bag sig.

Mod slutningen zoomer dokumentaren ud, så vi får overblikket med. En psykologiprofessor forklarer hjernens evne til at snyde én i en rutineplaget hverdag.

Og vi får fortalt, at man i 90’erne besluttede at flytte børnestole fra forsædet til bagsædet i biler af sikkerhedsmæssige årsager. Siden er tallet af glemte børn i varme biler steget støt.

Den slags fakta lindrer ikke hos Doug. Han kan ikke fjerne skylden med viden. Efter Kristens dødsfald forventede alle, at Dougs hustru ville forlade ham, og han ønskede også selv, at hun ville hade ham.

Det er smukt at overvære, hvordan konen er i stand til at tilgive Doug. Og samtidig gør Death of a Child det let at forstå. Hvilket helvede det må være at gå gennem livet uden at kunne tilgive sig selv.