De uønskede

En begravelse i boligblok 5. Habys bedstemor er død, og da elevatoren ikke fungerer, må kisten løftes højtideligt, men besværligt ned ad en graffitimalet trappeopgang.

Da de sørgende har taget afsked ved rustvognen, klippes der til en ceremoni foran en lignende boligblok et andet sted i Montfermeil i udkanten af Paris.

Borgmesteren tæller spændt ned, trykker på en knap, og med ét imploderer bygningen bag dem og sender en trykbølge af støv ned over forsamlingen. Da støvskyen letter, er borgmesteren død af et hjerteanfald.

Ladj Ly stiller modstanderne effektivt op i begyndelsen af De uønskede, opfølgeren til hans Oscar-nominerede debut Les misérables. Begge tackler livet i Victor Hugos gamle bydel, hvor samfundets laveste i dag er immigranter stuvet sammen i faldefærdige almene boligblokke, som kommunen tripper for at rive ned.

Debuten følger en fatal politiaktion, men nu går Ladj Ly et skridt højere op i magtens hierarki til bystyret, hvor den nyligt udpegede borgmester Pierre spiller med musklerne over for kommunens fattigste. Egentlig er Pierre bedst tilpas i sin børnelægepraksis, men han er benovet over den topposition, partiet har tildelt ham – mest for at undgå en mulig korruptionssag, der hænger over viceborgmesteren Roger.

Pierres parti ønsker at feje årtiers fejlslagen integrationspolitik under gulvtæppet ved at smide byens hovedsageligt sorte, muslimske immigranter på porten og gøre plads til nye, kristne flygtninge fra Syrien. Da Pierres socialrådgiverhustru får sin bil spraymalet, beordrer han politiet at rydde en parkeringsplads foran boligblokken, hvor mange af bygningens mænd skraber et livsgrundlag sammen af gammelt skrot og rustne bilvrag.

For Pierre er det politiske spil mindre idealernes kampplads end galopperende personfejde, og skuespilleren Alexis Manenti spidder borgmesteren som et overmodigt skvat, der står rank med politiet i ryggen og selvtilfreds byder sin kone på en cocktail efter rømningen.

Hun foretrækker urtete. Kvinderne er fornuftens forsvarere i De uønskede. 

Over for Pierre og hans magtfuldkomne fremgang står aktivistiske Haby, der bor i boligblokken. Hun er jurastuderende, praktikant i kommunens arkiv og frivillig socialrådgiver for frustrerede immigranter i første, anden og tredje generation. En moderne fransk kvinde, som hun selv siger det, da hun stiller op til kommunalvalget med sloganet: ”Vi vil ikke længere bare se på!”

Filmen følger disse to modpoler på kollisionskurs, ansporet ikke mindst af Habys desillusionerede ven Blaz, der ikke deler hendes tiltro til, at systemet kan forandres på fredelig vis.

Det er en brændende aktuel konflikt i Frankrig, som brød ud i lys lue sidste sommer med massive protester efter endnu et politidrab på en ung teenager med afrikanske rødder.

Virkeligheden overgår fiktionen, selv når manuskriptet tilspidser konflikten så meget, at det rasende klimaks føles utroværdigt. Publikum har særligt hovedrolleindehaveren Anta Diaw at takke for, at man også fornemmer en vis vaklen bag Habys aktivisme og næsten tror på, at hendes omsorg, tålmodighed og gåpåmod kan slippe op. 

De uønskede er muskuløs socialrealisme, hvor håndholdt kamera, mørktonede billeder og et sitrende lydmiks gør kommunalpolitik til thriller-stof. Stilistisk ligger den tæt på debutfilmen og er da også lavet af omtrent samme hold. 

Hvor Les misérables var stramt fokuseret på betjente strandet bag fjendens linjer – en klokkeklar inspiration for danske Shorta – er De uønskede mere klassisk fortalt, men med et større budget.

Droneoptagelser viser betonblokken i centrum for bybilledet. En torn i øjet på nogle, for andre en sidste bastion. Ladj Ly voksede selv op her og minder os om, at et parallelsamfund for den ene, er dagligdag for en anden.