De standhaftige

Afghanistan-soldaten Thomas er hjemvendt uden ben fra Afghanistan, men heldigvis kan balletdanseren Sofie give ham føling og førlighed tilbage.

De mødes i genoptræningscentret, hvor Thomas isolerer sig med høj heavy metal i høretelefonerne, mens han stålsat pumper overkroppen stor og fortrænger alt under livet. Hun besøger sin terminalsyge faster og bliver uforklarligt tiltrukket af hans sårede maskulinitet.

For det virker ganske umotiveret, da hun første gang tager kontakt. Hun går ind på hans stue og skælder ham ud, fordi han støder folk fra sig!

Sofie begynder at optræne Thomas med proteser, selv om han er berøringsangst, når det gælder alt, hvad der er i nærheden af hans benstumper. Der er fint og følsomt spil i disse scener fra begge hovedrolleindehavere, på trods af at de arbejder med et postulat af et plot.

Mikkel Boe Følsgaard finder menneskeligheden bag Thomas’ front af aggressiv masochisme, men karakterens selvmedlidenhed er frastødende. Han er en soldatertype frit efter Janus Metz’ Armadillo: ungdommeligt umoden, fissefikseret og afvisende over for sin nærmest overmenneskeligt overbærende kæreste.

Thomas’ erklærede mål med genoptræningen er at ”komme tilbage og pløkke talebanere”, og den indbildskhed – for selvfølgelig bliver han ikke sendt benløs tilbage – burde være tragisk. Men tragedie kræver sympati.

Balletdanseren Cecilie Lassen spillefilmdebuterer uden skavanker, men hun er omsorgsfuld langt ud over det karaktermæssigt troværdige. Deres Florence Nightingale-forhold bygger på forældede kønsroller, hvor hun tålmodigt finder sig i hvad som helst fra hans side, og han bliver tøsefornærmet hen mod slutningen, da hun for første gang handler selvstændigt.

Den svenske instruktør Lisa Ohlin arbejder ud fra et manuskript fra Karina Dam, der er mest kendt for sine bidrag til tv-serier som Limbo, Pagten og Arvingerne. Der er gode idéer – særligt en følelsesladet afsløring sidst i forløbet – men karaktererne bliver alt for ofte strøget med hårene, når de har brug for en verbal lussing.

Det er simpelthen for pæn en film.

Og det er ikke, fordi den holder sig for god til at vise os både Thomas’ benstumper og præcis, hvordan han fik dem. Den historie får vi i åbningssekvensen, hvor Thomas på rekognosceringspatrulje i Helmand (optaget på Fyn) træder på en plasticmine, som gruppens spotter ikke opdagede med metaldetektoren.

Men selv i en så voldsom sekvens forlader filmen sig på krigsgenrens fortærskede traume-greb. Blod og jord flyver i slowmotion over skærmen, lyden dæmpes, og alle bevægelser får et slæbespor på. Det er Final Cut-trick med mindst ti år på bagen.

Anderledes velfungerende er indstillingen, hvor vi ser, ikke Thomas, men hans rindende blod, der løber ud i sandet, da soldater evakuerer ham. Dét billede bliver hængende på nethinden.

Det er der til gengæld ikke meget andet i filmen, der gør. Det skulle da lige være filmtitlen ”De standhaftige”, som på lærredet er skrevet stilbevidst, så begge A’er har fået det ene ben skåret af. En ret usmagelig vittighed, emnet taget betragtning.

Historien udspringer af en virkelig velgørenhedsorganisation, hvor dansere fra Det Kongelige Teaters Balletskole bruger deres træning til at hjælpe hårdt sårede danske soldater til at få førligheden tilbage.

Det er et bifaldsværdigt projekt, men når filmen toner ud med en længere epistel om organisationens arbejde, leder det tankerne hen på de oplysningsfilm, Røde Kors og Red Barnet får lavet: opbyggelige historier med genkendelige karaktertyper, pæne film, der fortæller, hvordan livets grimhed kan overvindes ved fælles hjælp.

Sympatisk, men ude af stand til at ikke fremkalde mere end et uforpligtende træk på skulderen.