Biografanmeldelse
15. mar. 2024
De raske og de rå

Dovenaben Zhi kommer fra en landsby, hvor det sløve liv er det gode liv, men selv vil han have fart over feltet og udfordrer en arrogant racer-tudse til rally. 

Foto | Riverstone Pictures

De raske og de rå

Bag de store animerede øjne er en drøm om fart, men manglende kulturel interesse får racerfilm til at løbe tør for benzin.

Af Rosemarie Kær Lundgaard

I De Langsomme Loriers Landsby i Kina foregår livet i sneglefart, og sådan kan beboerne lide det.

Animationsfilmen De raske og de rå foregår i et samfund af lorier – også kaldet en dovenaber – der er et notorisk langsomt dyr. De kan genkendes på deres Disney-store øjne, som er en drøm for enhver animator.

Men blandt dovenaberne bor også unge Zhi. Han føler sig låst fast i et hverdagstempo, som er alt for sløvt. Der skal mere fart over feltet.

Dagene i landsbyen bruger han på at trimme bonsai-træer, spise dumplings og dyrke tai chi i gårdhaven med sin bedstemor, der prøver at overbevise Zhi om, at han skal finde sin tao.

”Tao” betyder den vej eller sti, man skal gå i sit liv. Zhi har dog allerede fundet sin vej – en racerbane faktisk – og han kan ikke komme hurtigt nok afsted. 

Men med ét vælter utallige tudser i bulldozers ind i landsbyen og erklærer, at den er blevet udvalgt til nedrivning af Albert von Fængeligs byggefirma. Her skal nemlig bygges et eksklusivt sumpområde for det finere tudseborgerskab.

Tudsen von Fængelig er verdens mest profilerede racerkører og et barndomsidol for raceraspiranten Zhi. Men von Fængeligs mange sejre i racerløb er steget ham til hovedet, som navnet antyder.

Han er faktisk så selvsikker, at han allerede på forhånd har fået bygget montren til trofæet for det nye racerløb: Silkevejens Rally.

Zhi tager chancen og udfordrer ham. Hvis han kan vinde løbet, er De Langsomme Loriers Landsby reddet. Men hvis Zhi taber, må han være ansigtet udadtil for det nye sumpområde. Ifølge von Fængelig er Zhi nemlig ”tudsetalt nuttet”.

Den påstand er sand, for der er tydeligvis blevet kælet mere for animationen af lorierne end af tudserne.

Generelt svinger animationen i kvalitet. Dyrene er i øjeblikke detaljerede væsner i livagtige kulisser, men i næste øjeblik ligner det mere noget fra et computerspil. 

Zhi får undervejs hjælp af sin racer-sensei, geden Nis, men der skal fart på, hvis de skal nå at få Zhi klar til at køre Silkevejens Rally, hvor ruten er 4850 km tværs gennem Kina.

Dog er det et næsten uigenkendeligt Kina, der ræses i. Ruten ligner mere et kryds mellem grafikken i Mario Kart og ørkenlandskabet i Dune end det egentlige Kina.

Den kinesiske placering skinner heller ikke igennem i det danske cast, der byder på Jens Sætter-Lassen (Skyggen i mit øje) og Fanny Bornedal (Nattevagten – Dæmoner går i arv). I den danske version har man ikke valgt et mangfoldigt asiatisk cast, ligesom man har til den oprindelige, amerikanske version.

Den danske versionering af stemmerne er ganske udmærket, og ingen jokes falder igennem i oversættelsen. Men der opstår forvirring, når de danske skuespillere skal sige figurernes kinesiske navne.

Producerne bag Shrek og instruktør Ross Venokur forsøger med De raske og de rå at skabe en hyggelig familiefilm. Men stilen kører flere steder af sporet.

Det ellers strømlinede univers krakelerer, når von Fængelig kortvarigt bryder ud i rap, og da en af filmens racerløbssekvenser af uforklarlige årsager går fra 3D-animation til sort-hvid tegnefilm. 

Til gengæld rammer filmen også momentvis plet med sin humor.

Et højdepunkt indtræffer, da von Fængelig ankommer til tonerne af sangen Who Let the Frog Out. Eller da en britisk racerbil trykker på den ildrøde Brexit-knap, der skyder med tekander efter konkurrenterne.

Der er masser af børnesjov at finde i De raske og de rå. Men filmen skulle have interesseret sig mere for kinesisk kultur, der blot bruges som baggrund for løjerne, for at efterlade et indtryk og ikke kun et dækaftryk.

Titel:
De raske og de rå

Originaltitel:
Rally Road Racers

Land:
USA, Storbritannien, Forenede Arabiske Emirater

År:
2023

Instruktør:
Ross Venokur

Manuskript:
Ross Venokur

Medvirkende:
Jens Sætter-Lassen, Thomas W. Gabrielsson, Fanny Bornedal

Spilletid:
93 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for alle

Premiere:
14. marts

Relevante artikler

Biografanmeldelse
29. jan. 2024
Miniheltene

Miniheltene

Fra samme skribent

Serieanmeldelse
09. sep. 2025
The Girlfriend

The Girlfriend

Serieanmeldelse
25. okt. 2024
Before

Before

Biografanmeldelse
05. sep. 2024
It Ends with Us

It Ends with Us

Serieanmeldelse
19. aug. 2024
Chimp Crazy

Chimp Crazy

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Apple Tree Productions lukker
Nyhed
09. dec. 2025

Apple Tree Productions lukker

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten