Daughter of Genghis

Gerel Byamba er bandeleder, nationalist og mor til Temuulen. Han er seks år gammel, da denne meget rørende – og oprørende – dokumentar tager sin begyndelse. 

Vi befinder os i Mongoliet, en selvstændig stat, der ligger syd for Rusland, og som Kina gør krav på. Filmen handler, på overfladen, om kampen imod imperialister på flere fronter. 

Mongoliet er omsluttet af kinesere og russere. I midten er Gerel og hendes medsøstre, som i en syret blanding af feminisme og nazisme kæmper imod overmagten. 

Spørgsmålene kommer som pistolskud. Sælger du din krop? Er du sammen med kinesere? Er du ikke kun et barn? 

Kvinderne bliver puffet, skubbet og også slået, og de er synligt meget bange. Men det mest ulækre er næsten de lyserøde brikse betrukket med plastic. Her foregår de seksuelle aktiviteter i kliniske omgivelser, man ikke engang ville ønske, at ens tandlæge havde. 

Herfra åbner filmen sig langsomt op. Som en lotusblomst. For det handler om alt fra buddhisme til kvindesag, fra nazi-kitsch til drengeliv, fra beton til ørken. 

Der er storslåede billeder af Mongoliets sletter, som sommer og vinter er betagende i al deres horisontalitet og fladhed. Vidder for alle pengene. 

Men det kontrasteres fra to sider af invaderende etnicitet. Dels er der den amerikanske kultur, der ses mange steder i Asien som en slags First World-tilstedeværelse. Alle er mobilafhængige, går i joggingsæt og drikker Coca-Cola af papkrus med låg og sugerør på gaden medbragt fra en fastfoodkæde. Og alle kører i moderne biler. 

Dels er der den russiske stats evindelige nærvær. I de grotesk grimme boligblokkes sovjetiske arkitektur og i skriften på væggen, ofte i neon, som hele tiden er med kyrilliske rødder. 

Det samlede indtryk er på en gang splittet og sammensat. Og da det tilsættes gamle mongolske – og formentlig buddhistiske – ritualer, bliver det hele endnu mere mærkeligt. 

Fortællingen har en smuk bue. 

Vi går fra de gakkede nationalistiske fortællinger i starten, hvor Gerel omgiver sig med nazister, der hylder Adolf Hitler. Hvilket altid bliver ekstra skørt, når det foregår blandt mennesker, som Hitler selv ville have gasset på stedet. 

Men her handler det om det ”rene mongolske blod”. Genghis Khan er angiveligt Gerels forfader, og hun vil kæmpe for sit folk og sin nation til det sidste. Men langsomt bliver historien mere og mere intim og menneskelig. 

Hun har mistet sin mand i en ulykke, og det har gjort hende meget aggressiv. 

Men langsomt bløder hun op, ikke mindst efter en udstationering som sikkerhedstilsynsførende i Gobi-ørkenen. Ironisk nok på et byggeri af en jernbane, som fører de kinesere, hun hader, helt ind i Mongoliets hjerte. 

Til sidst er vi inde ved sorgen og de helt bløde mor-barn-samtaler om faren. Har Temuulen ikke de samme læber som manden på billedet? 

Fotojournalisterne Christian Als og Kristoffer Juel Poulsen filmdebuterer sammen med Ekstra Bladets chefredaktør, Knud Brix. 

Det noget trættende håndholdte kamera opvejes heldigvis af smukke panoramabilleder og nærbilleder af rynkede asiatiske mænd med dårlige tænder eller af drengen og hans mobilspil, hvor en stor haj jagter en lille figur. 

Instruktørernes tilgang er venstreorienteret og en anelse banal. Hvis man er nationalist, skyldes det, må vi forstå, psykiske problemer og indebrændthed. Men tilbage står en politisk virkelighed, hvor Kinas styre ligger i kulturkrig med både Tibet og Taiwan og Mongoliet. 

Så måske er den politisk modstand udtryk for en rask og rationel befolkning? 

Ikke desto mindre fungerer filmen fremragende. Især, fordi Gerel angivelig går fra vold til omsorg, fra konflikt til forsoning. 

Dokumentaren er optaget over syv år. Man ser tydeligt en udvikling i personerne, og fordi der er et barn med, bliver det hele meget fysisk. Temuulen bliver simpelthen teenager og gamer-buttet i løbet af filmen. Hans mor bliver rundere og lidt mere rynket. 

Og i de sidste billeder, hvor Gerel står og smilende taler om sin smerte, er hun en langt smukkere og mere moden kvinde. 

Hvis man trænger til at se noget helt andet end Hollywood, bør man unde sig selv en stor mundfuld tatar. Det her er Mongoliet i nutid, helt råt.