Serieanmeldelse
22. jan. 2024
Dark Horse

Der er en trykket stemning i bilen, når Eva (Birgitte Hjort Sørensen) efter endnu et forlist forhold rykker teltpælene op og tager datteren (Josephine Højbjerg) med sig til provinsen.

Foto | Monolit Film

Dark Horse

Ambitiøs ungdomsserie om nattelivets farer og svære familierelationer løfter pegefingeren, når den vil skildre beruselsens pris.

Af Kjartan Hansen

To kvinder ser dybt ind i hinandens øjne og smiler. Der er amoriner i luften, selv om de mødes under dække af, at de skal lave lektier. 

Så ringer Olivias telefon. Godhjertet, som den unge kvinde er, besvarer hun opkaldet og afslutter sin date i utide. 

Det viser sig nemlig, at kusinen Anna har glemt at skjule sin computer, så hendes dominerende mor opdager, at datteren er taget til fest frem for at være på skolen. 

TV 2’s nye ungdomsdrama følger syttenårige Anna. Hun flytter ind på familiens gård, som onkel Christian (Mads Rømer) har overtaget sammen med hendes mor Eva, der netop har afsluttet endnu et parforhold. 

Mens Eva ihærdigt prøver at få sin nye virksomhed på benene, kæmper teenageren med at finde sin plads i provinsbyen. Men noget tyder på, at mor og datter gemmer på en hemmelighed. 

Imidlertid får Anna godt øje til den charmerende Karl, hvis tandpastasmil, hundeøjne og krøllede lokker gør hende blød i knæene. 

Stille som hun er, mistænker ingen hende for at volde problemer. Seriens titel kommer dog af, at hun ikke desto mindre vil imponere fyren ved at stjæle det euforiserende stof ketamin – der normalt bruges som hestebedøvelse – fra onklens stald og tage til fest. 

Den halsløse gerning starter samtidig en kædereaktion, som Anna intet kan stille op med. 

Snart udfoldes en fortælling, der blander moderne ungdomsfortællinger som Jonas Risvigs Salsa og Drenge med Breaking Bad, hvor adgang til stoffer både er løsningen og roden til hovedpersonens vanskeligheder. 

Birgitte Hjort Sørensen boltrer sig i rollen som Eva, der er en streng mor, omend hun selv lever et udsvævende liv præget af sprut, mænd og skumle forretninger. Hun bliver spydig, når hun ikke får sin vilje, men bag det skræmmende ydre er hun såret, desperat og selvmedlidende. 

Sørensens præstation er fremragende intens, og man mærker angsten for Evas næste udsving i Josephine Højbjerg og Nina Rasks anderledes nedtonede skildring af henholdsvis Anna og Olivia. 

I kontrast til seriens destruktive persongalleri er der kræset for billedsiden, så hver indstilling er en fryd for øjet. 

Ungdomsfesterne i byen er ikke jævne halballer, men bades i fotogent, grønt lys, mens en dj spiller blød techno for de velklædte medvirkende. Vidste man ikke bedre, ville man tro, at de var på en smart bar i København. 

Både indretningen på gården, den lokale blomsterforretning og de flestes påklædning er en anelse for trendy og Instagram-venlig til den ellers skumle fortælling. 

Når serien er bedst, ses unge mennesker træffe dårlige beslutninger, fordi de ikke kan tale åbent med en voksen. Serien fortjener også ros for at vise, at stoffer er lige så udbredte i middelklassen som på samfundets bund. 

Første gang Anna sniffer ketamin med sit nye slæng, udfoldes en sanselig seance. Den lukkede kreds udviser både angst og forventningsglæde, som efterfølges af euforisk beruselse. 

Men lykken er kort, for Dark Horse præges af en løftet pegefinger. Nærmest øjeblikkeligt er de medvirkende fanget i en nedadgående spiral. 

Annas største frygt er at blive opdaget. Her kommer Olivia ind i billedet. De indleder et ulige venskab, hvor Anna manipulerer med kusinen, ligesom moren gør det med hende selv. 

Spørgsmålet er, om Olivia forbliver hendes fortrolige, når hun opdager, hvor slemt det står til. 

En lignende fabel kendes fra Euphoria, der vægter oplysning over formaning. Den amerikanske ungdomsserie tager seerne i hånden, så de igennem dens følsomme hovedperson forstår forskellen mellem sprut, hash og andre rusmidler. 

Den nuancering mangler Dark Horse, som nøjes med en gammel traver. Nemlig at stoffer er farlige og fører til kriminalitet. 

Ligesom 1950’ernes problemfilm som Bundfald og Farlig ungdom tages et virkeligt problem op, mens der skrues op for melodramaet, hvilket forhindrer en mere nuanceret behandling af emnet. 

Det er uklart, om hovedforfatter Sara Isabella Jønsson Vedde ikke stoler på seeren, eller om TV 2 har pålagt hende benspænd. I hvert fald bruges unødvendigt krudt på at skære moralen ud i pap.

Titel:
Dark Horse

Land:
Danmark

År:
2024

Instruktør:
Karoline Lyngbye, Katrine Brocks

Manuskript:
Sara Isabella Jønsson Vedde, Mie Skjoldemose

Medvirkende:
Josephine Højbjerg, Birgitte Hjort Sørensen, Nina Rask, Mads Rømer

Spilletid:
Seks afsnit af cirka 40 minutter

Anmeldelse:
Fire afsnit

Premiere:
21. januar på TV 2 Play og TV 2 Echo

Relevante artikler

Biografanmeldelse
19. mar. 2023
Superposition

Superposition

Serieanmeldelse
05. dec. 2022
Tinka og sjælens spejl

Tinka og sjælens spejl

Biografanmeldelse
06. sep. 2021
Miss Osaka

Miss Osaka

Biografanmeldelse
19. juli 2021
Hvor kragerne vender

Hvor kragerne vender

Fra samme skribent

Serieanmeldelse
23. okt. 2025
Boots

Boots

Serieanmeldelse
15. okt. 2025
Chad Powers

Chad Powers

Biografanmeldelse
09. sep. 2025
Se gennem Aske

Se gennem Aske

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Apple Tree Productions lukker
Nyhed
09. dec. 2025

Apple Tree Productions lukker

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten