Biografanmeldelse
18. jan. 2017
Dancer
Sergei Polunin fik millioner af hits på Youtube og international opmærksomhed med danse-videoen Take Me to Church. Dancer fortæller historien om den ukrainske balletdanser. Foto | Mark Wolf

Dancer

Ballettens bad boy Sergei Polunin kæmper med dansen som både en gave og en byrde i vedkommende dokumentarfilm.

Af Rasmus Stenbæk Iversen

Dokumentaren om den ukrainske balletdanser Sergei Polunin, starter ikke med klassisk musik, som man måske kunne forvente.

Black Sabbaths Iron Man brager overraskende ud og sender et øjeblikkeligt signal om, at Polunin ikke er nogen traditionel danser.

Under tilnavnet ”The Bad Boy of Ballet” blev han verdenskendt som supertalentet, der festede i fuld offentlighed og tog stoffer under sit ophold i London fra 2009 til 2012.

Dancer er et portræt af Sergei Polunins imponerende opstigning til danseverdenens allerøverste tinder, men også om hans tvivl, afmagt og besættelse af balletten.

Polunin blev født i 1989 i den syd-ukrainske by Kherson. Som barn dyrkede han gymnastik, men hurtigt viser det sig, at den unge Sergei har talent for balletten. Først sender hans forældre ham på den nationale danseskole i Kiev, og efterfølgende rejser Sergei til London. I en alder af tretten år bliver han optaget på den prestigefyldte British Royal Ballet School.

Men vejen dertil er ikke nem.

I interviews med Polunin, hans familie og venner fortælles det, hvilke ofrer familien må gøre. Sergeis far rejser til Portugal og bedstemoren til Grækenland for at arbejde og tjene penge til hans uddannelse.

Sergeis talent fornægter sig ikke. I London går han en kometkarriere i møde, og i 2009 bliver han den yngste førstedanser for Royal Ballet nogensinde.

Undervejs fortæller en kollega, at Polunin er unik, fordi han aldrig danser den præcis samme koreografi, men ubesværet varierer sin dans.

I London får Polunin også sit liden flatterende ry som bad boy. I et radioprogram fortæller han åbent, at han flere gange har været påvirket af kokain på scenen, mens han dansede, og han frekventerer hyppigt nattelivet i London.

Festerne og stofferne er et udtryk for Polunins voksende utilfredshed med livet som topdanser. Han føler sig begrænset af balletten, og de mange forestillinger udmatter ham fysisk og mentalt. I 2012 trækker han sig overraskende ikke bare fra Royal Ballet, men fra ballet i det hele taget.

Gudskelov for Dancer er Polunin reflekteret om sin egen skæbne og bevæggrunde. Ærligt lader han til at åbne op for sine følelser og tanker omkring sit forhold til dansen. Han elsker balletten, men den kræver disciplin, selvopofrelse og udelt opmærksomhed.

”Jeg håbede, at jeg fik en skade, så jeg ikke behøvede at danse længere,” fortæller Polunin undervejs om sit ambivalente forhold til ballet.

Store dele af filmen viser Polunin i aktion som balletdanser. Billederne taler deres tydelige sprog. Selv om man ikke er sønderligt interesseret i ballet, er det evident, at Polunin er en gudsbenådet danser med en muskuløs krop, der ubesværet kaster sig ud i de mest umulige positioner.

I 2015 gør Polunin comeback som danser og brager endnu en gang igennem til offentligheden. Denne gang er det dog ikke som førstedanser på en kendt balletscene. I en lille video danser han i bar overkrop passioneret til mega-hittet Take Me to Church af den irske sanger Hozier. Videoen har pt. mere end sytten millioner visninger på Youtube.

I klippet kan vi samtidig endelig se de mange tatoveringer, der pryder Polunins overkrop og arme. På balletten skulle de dækkes af tøj eller sminke, men nu viser han dem åbent frem. Omsider har Polunin gjort sig fri af ballettens strenge regler.

En gennemgående konflikt i Dancer er Sergeis forhold til sin far og mor.

Han frabeder sig, at de ser ham danse i London, fordi han er bange for det ekstra pres, det vil lægge på ham. Men mod slutningen, da Polunin danser en stor forestilling i Moskva, inviterer han omsider sine forældre med som gæster.

Det bliver en anelse for sentimentalt i den store genforeningsscene, men det ændrer ikke på, at Dancer er et interessant og vedkommende portræt af en mand, for hvem dansen både er en forelskelse og forbandelse.

Titel:
Dancer

Land:
England, Ukraine, USA

År:
2016

Instruktør:
Steven Cantor

Medvirkende:
Sergei Polunin, Jade Hale-Christofi, Igor Zelesnky

Spilletid:
85 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for alle over 15 år

Premiere:
16. januar

Fra samme skribent

Boganmeldelse
07. aug. 2025
At åbne rum

At åbne rum

Serieanmeldelse
29. okt. 2021
Overleverne

Overleverne

Biografanmeldelse
28. juli 2021
The Ice Road

The Ice Road

Serieanmeldelse
30. juni 2021
Efterskolen

Efterskolen

Nyhed
18. dec. 2025
Ekko bringer de sidste julegaver ud

Ekko bringer de sidste julegaver ud

Oscar 2026
17. dec. 2025
Dansk Putin-film i hård Oscar-kamp

Dansk Putin-film i hård Oscar-kamp

Gaucho Gaucho
Biografanmeldelse
18. dec. 2025

Gaucho Gaucho

All Her Fault
Serieanmeldelse
17. dec. 2025

All Her Fault

Avatar: Fire and Ash
Biografanmeldelse
16. dec. 2025

Avatar: Fire and Ash

Skolens tabte børn
Serieanmeldelse
16. dec. 2025

Skolens tabte børn

King
Serieanmeldelse
16. dec. 2025

King

Mest læste

William Friedkin er død
Nekrolog
08. aug. 2023

William Friedkin er død

Ekko bringer de sidste julegaver ud
Nyhed
18. dec. 2025

Ekko bringer de sidste julegaver ud

Historien på film
Flammen & Citronen
Tema
03. nov. 2007

Flammen & Citronen

Rob Reiner er død
Nekrolog
15. dec. 2025

Rob Reiner er død

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten