Dahlgårds tivoli

Lige siden fødslen i starten af 1990’erne har reality-tv ageret skambanket prygelknabe.

Med god grund!

Oftest er det en ucharmerende omgang, der bekræfter alle fordomme: Linseliderlige gemytter sælger værdighed til manipulerende producenter for lidt spotlys og skærmtid med håb om en fremtidig karriere som kendis. Eller gæstebartender.

Men selv på den goldeste mark, skyder der af og til skønne blomster frem, og i 1999 blev danskerne præsenteret for en ganske sælsom programrække på DR1. Her atten år senere vil jeg vove den påstand, at der aldrig før eller siden er blevet produceret bedre reality-tv herhjemme.

Dahlgårds tivoli er en absurd-komisk dokusoap om gøgleres strabadserende arbejdsliv – fortalt af de medvirkende selv på cigarethæst midtjysk.

Tivoliarvingen Palle Dahlgård opsummerer hele familiens fælles projekt på en rejse til Italien, hvor man var på jagt efter et forlystelsestandhjul:

”Altij først, altij størst!”

Patriark med kræmmersjæl
Leif Dahlgård, Palles far, er seriens guldringsbærende patriark. Han er født i tivoli, han mødte sin kone Anni i tivoli (som femtenårig gav han hende en gratis tur i radiobilerne), og nu arbejder hans børn i tivoliet.

Leif fremturer med grå krøller, guldtand, kræmmersjæl og krøllede poloer. Tivoliejeren har altid en smøg placeret mellem sine to guldringe, for han ryger mere end nogen film noir-agent.

Hierarkiet i programserien minder om Herskab og tjenestefolk, når forlystelser og godtfolk bevæger sig rundt på jyske markedspladser. I de finere vogne bor Leif og familien Dahlgård. Når tivoliet er lukket ned for natten, stimler de sammen til kaffe, ostemadder og overvejelser om dagens dont.

Under dem, i de mere uhumske vogne, bor de ansatte – en lille håndfuld danskere og nogle polakker (konsekvent kaldet po-lakker).

Kontrasten kan umiddelbart få Leif Dahlgård til at ligne en værre slaveejer, men serien er mere nuanceret end som så. Mange af de ansatte er skæbner, der har brug for benhård disciplin, en struktureret hverdag samt fast kost og logi. Og er man først kommet under Leifs vinger, kan man altid regne med hans støtte.

Nyansatte Johnny Frandsen, der har gæld efter et knallerttyveri, anklages på et tidspunkt for at lugte noget så grusomt, og det finder leder-Leif sig ikke i.

”Han er lige så meget værd som alle jer andre,” lyder det fra bossen.

Et tidsbillede
I Kristian Bang Foss’ kollektivroman Stormen i 99, der handler om ufaglærte fabriksarbejdere,spiller en fæces-indsmurt toiletkabine en afgørende rolle.

Det samme er tilfældet i et afsnit af Dahlgårds tivoli, og faktisk eksisterer der en anden, mindre latrinær lighed mellem dokusoapen og kollektivromanen.

Også i tivoliet følger vi forskellige komiske figurer på en arbejdsplads, og sammen udgør de et billede af deres tid. Til tonerne fra tvivlsomt, Aqua-inspireret legetøjspop viser Dahlgårds tivoli et arbejdsmarked anno 1999 frem.

Få danskere gider det udmattende tivoliliv. Mange af dem, der starter, når at kvitte jobbet i løbet af ét afsnit – og så må Leif jo kigge andre steder efter arbejdskraft.

Han kigger mod Østeuropa – i særdeleshed Polen.

Men det behøver ikke nødvendigvis skabe store gnidninger eller ødelæggende sprogproblemer. Landmandssønnen Jan Lund får forklaret en polak, at han skal flytte over i en vogn bag tombolaen med ordene: ”Sager … tombola.”

Kunstfilm og lokal-tv
Der optræder ingen opstillede interviews i Dahlgårds tivoli. Kameraet lusker rundt bag tivolifolket og lader dem sætte egne ord på hverdagen.

Til tider dukker en fortællerstemme op og foregriber begivenhedernes gang, og det indgyder en vis suspense, når stemmen i et afsnit beretter, at der senere vil opstå en dødsensalvorlig ulykke ved tivoliets mytiske hovedattraktion, Jamaicaen.

Redaktionen har naturligvis udvalgt sig de mest dramatiske optrin til de otte afsnit, men den kan næppe beskyldes for at manipulere med de medvirkendes liv.

Leif, Anni, Johnny og Jan taler for sig selv, og de er ikke blevet klippet mere interessante eller spøjse i postproduktionen. For det har de slet ikke brug for!

Til gengæld har klipperne fået lov at boltre sig i kunstfærdige montager, der i hvert afsnit skal sammenfatte de glade nætter i et provins-tivoli. Vi befinder os et ubestemmelig sted mellem ekvilibristisk kunstfilm og ubehjælpeligt lokal-tv, når radiobanens mange elpærer klippes sammen med fulde mennesker og hårdtarbejdende gøglere til musik af Cartoons.

Inspiration for komikere
Dokusoapen indeholder sort komik på et niveau, hvor de færreste danske sitcoms og satireserier kan være med.

Og noget tyder på, at danske komikere har vidst, at der er guld at hente hos Dahlgård-familien og dens ansatte. Flere af figurerne fra Drengene fra Angora slægter tivoliarbejderne på, og der synes at være en særlig lighed mellem Johnny Frandsen og Simon Kvamms Baune.

Leif Dahlgårds temperament indeholder ligeledes mange komiske lag, og det kommer især til udtryk, når han opfinder ordsprog.

Da Leif midt under ulmende utilfredshed blandt medarbejderne pludselig udbryder: ”Sig det til naboen, hvis du er tilfreds, sig det til mig, hvis du er utilfreds,” så lyder han som Rasmus Bjergs Mr. Poxycat, der er leveringsdygtig i Gajol-pakke-citater.

Mere end sociologisk have
Dahlgårds tivoli undgår dog at blive ren sociologisk have, og det fremgår tydeligt, at folkene bag ikke har haft intentioner om at udstille de medvirkende.

Reality-serien formår nemlig dygtigt at få de menneskelige sider frem i de skæve eksistenser.

Johnny starter sin tivoli-karriere nederst i et hierarki, hvor der er umanerligt langt ned til laveste trin. Til et morgenmøde får han en røffel af Leif for at sove over sig, og bagefter spørger Johnny bedende alfa-hannen Bo om lov til at suge hans cigaretskod færdigt.

”Fandeme tak skal du have,” siger Johnny bagefter, som havde han modtaget en overdådig gave.

Men efterhånden udvikler den usikre Johnny sig til en rigtig kammerat, der holder sammen på medarbejdergruppen. Han er næsten ikke til at kende i sidste afsnit med rank ryg og sølvblanke solbriller.

Leifs svigersøn Jørgen har været i tivoliet, siden han var femten. Han ville dengang bare gerne væk fra sine alkoholiske forældre. Nu arbejder han hårdt under svære forhold for at give sine børn en bedre barndom, end han selv har haft.

Utrættelig sælger
Daglige tømmermænd, fjorten timers vagter og hjertekvaler skaber konstant let forståelige skærmydsler i det skægge univers. Der er så mange genialske optrin, og kun en brøkdel er blevet opremset her.

Navnligt Jan formår at underholde. I et afsnit bandagerer han et haglskudt øje med toiletpapir og solbriller, og i et andet er næsen sort i alle tredive minutter, fordi de oliebeskidte fingre ustoppeligt graver i næsen.

På et tidspunkt er Leif kørt helt til København for at faldbyde karusselture den 1. maj i Fælledparken. Nogle nævenyttige unger synes, at hans pris er for høj, men Leif er en utrættelig sælger:

”Den går helt ind i din hjerne,” lover han en pige, og efter Dahlgårds tivoli tror man ham gerne.