Cykeltur med Molière

Teater og film er søskende-kunstarter, men de leger ikke altid godt med hinanden. Teater på film bliver hurtigt et cirkusshow med lidt for store armbevægelser.

Cykeltur med Molière kaster sig ud i den svære disciplin, og det lykkes nogenlunde. Mest fordi der gerne må grines, når de teatralske miner bliver for selvhøjtidelige. Desværre er der lidt langt mellem grinene.

Filmen er en kærlighedserklæring til en af teaterhistoriens største dramatikere, klassicismens frække dreng Molière.

Det er en sød komedie, som er modeleret over det syrlige Molière-mesterværk Misantropen. Ideen opstod, da instruktør Philippe Le Guay ville overtale sin skuespillermuse Fabrice Luchini til at spille med i hans forrige film, den vellykkede Kvinderne på sjette sal. Det krævede kilometervis af gå- og cykelture rundt om den lille franske ø Île de Ré, før Luchini sagde ja. Han var træt af film, men var brændende forelsket i Molière, som han reciterede hver morgen.

Denne lille oplevelse har dannet grundlag for film med en tilsvarende præmis.

Luchini spiller på det nærmeste sig selv som den misantropiske skuespiller Serge Tanneur, der har vendt jetset-livet ryggen på Île de Ré. Lambert Wilson spiller stjerneskuespilleren Gauthier Valence, som er hunky hjertekirurg på tv – komplet med charme, selvfedme og lækkert hår – og som en dag banker på hos sin gamle læremester for at invitere ham med i en opsætning af begges yndlingsstykke, Misantropen. Men Tanneur spiller kostbar og vil kun overveje tilbuddet, hvis Valence bliver på øen og øver i fem dage.

Situationen spidser til, da de selvfølgelig begge vil have hovedrollen som Alceste. Løsningen bliver at skiftes efter plat og krone-princippet.

Øvescenerne mellem de to er filmens bedste. De puster, sprutter, hvæser og klynker liv i Molières aleksandrinervers, så man må måbe over sprogets mysterier. Især Luchini giver en gratis mesterlære i håndværket som skuespiller.

Replikkerne afspejler naturligvis konkurrencen mellem vennerne. Nogle gange er de medspillere, nogle gange modspillere. Tanneur er af den gamle skole og accepterer ikke snublen i versefødderne eller blippende smartphones. Til gengæld husker Valence ham på at leve livet, med alt hvad dertil hører af vin, kvinder og jacuzzis.

Kammerspillet er intenst, næsten klaustrofobisk. Man fornemmer, at både skuespillere og instruktør stornyder at nørde igennem med materialet. Til tider føles det lidt internt. Som om man belurer en privat seance, der lige så godt kunne foregå i en kælder uden kameraer.

Når duoen tager på zen-cykeltur, får man lov til at trække vejret i den pittoreske natur. Desværre er fotograferingen og klipningen kedelig og konservativ.

Ude i det fri forelsker Tanneur sig i en italiensk kvinde, der er bitter oven på en skilsmisse. Hun bløder dog hurtigt op under en meget fransk samtale om skønheden i selvmodsigelser. Men Valence kan heller ikke lade være med at kigge efter donna’en, og så strammer den teatralske knude til.

Frændefejden spædes op med humor, helt a lá Misantropen. Men hvor Molière byder på skarp samtidssatire, holder filmen sig til ufarlig hø-hø-hygge. Blandt andet støder de to venner på en aspirerende porno-actreuse, som ikke rigtig har noget at gøre i historien. Til gengæld glor mændene åndssvagt, når hun beklager sig over jobbets arbejdstider og dobbeltpenetration klokken otte om morgenen.

Af og til kammer det helt over i slapstick. Der er mere end én cykel, som kører i søen. Fysisk komik er egentlig helt i Molières ånd. Men her er timingen for teater-tung i trådet.

Trailer: Cykeltur med Molière