Cutterhead

Location, location, location.

Som en tvivlsom ejendomsmæglertype ville formulere det, er det altafgørende. Det seneste års tid har vi set talenter, der debuterer med fremragende spillefilm, hvor lokaliteter er blevet udnyttet til fulde.

Tænk bare på Hlynur Pálmasons Vinterbrødre, hvor Faxe Kalkbrud blev så betagende fotograferet, at det lignede en anden planet. I den anden grøft finder vi Gustav Möller, der beviste, at man ikke behøver meget mere end et hæve/sænkebord, en telefon og Jakob Cedergren naturligvis for at kreere en højintens, dansk thriller med en enkelt location i Den skyldige.

32-årige Rasmus Kloster Bro har også valgt en markant location til sin spillefilmdebut – metrobyggeriet.

Dagligt går københavnere forbi de mørkegrønne plankeværker uden at skænke det en tanke, at der eksisterer en hel verden under deres fødder.

Det eneste, vi hører nede fra dybet, er, når de negative historier rammer overfladen og skaber overskrifter.

Metrobyggeriet er blevet kåret til Danmarks farligste arbejdsplads. Strakspåbud, ulykker og social dumping hører med til historien om den italienske hovedentreprenør CMT, der vandt ordren med et bud 700 millioner kroner billigere end den nærmeste konkurrent. Og Kloster Bro skal have ros for at lade de negative konsekvenser af den beslutning være en del af fortællingen.

Rie (Christine Sønderris) er en pr-medarbejder, der har fået lov til at komme ned i den gigantiske tunnel-boremaskine for at sætte ansigt på nogle af de udenlandske arbejdere. Da vi møder hende, virker hun usandsynligt blåøjet, mens hun forsøger at vinkle historien om den udenlandske, underbetalte arbejdskraft til ”en lille del af Europa, der arbejder sammen for at lave noget fantastisk”.

I de snævre gange, der leder tankerne hen på en ubåd, møder hun kroatiske Ivo (Krešimir Mikic). Han har ansvaret for det store borehoved, og med sig ind i maskinens inderste har han sin hjælper Bharan (Samson Semere), en flygtning fra Eritrea.

Men pludselig indtræffer katastrofen, og Rie er nu fanget i en luftsluse tyve meter under jorden.

”Pludselig” er også ordet, der beskriver Ries forvandling. Der går ikke mange sekunder, før den godtroende optimist er forvandlet til en handlekraftig powerkvinde, som beskidt og storsvedende, afklædt ned til undertrøjen, hamrer et jernrør mod en dør, mens hun lægger planer mod bedre vidende.

Rie formår at komme ind til rummet, hvor Ivo og Bharan sidder fanget, og nu handler det om at holde hovedet koldt og bruge den sparsomme ilt med omhu, indtil hjælpen kommer – hvis den kommer!

Rasmus Kloster Bro (uddannet på Super16) har sammen med fotograf Martin Munch skabt et univers, der veksler mellem højintenst håndholdt kamera i små rum og storslåede, gudesmukke billeder. Scener som første møde med borehovedet og en dødskamp i slutningen vækker mindelser om Vinterbrødre.

Det er ikke den eneste lighed. Lars Halvorsen står også bag lyddesignet til Cutterhead, og ligesom i Vinterbrødre er lyden eminent fysisk mærkbar. Særligt da trykket under jorden udløser en sprængt trommehinde.

En fyldt biografsal tog sig simultant til ørerne med smertefuld grimasse under den seance.

Derfor er det også ærgerligt, at manuskriptet virker fortænkt.

Det hakker en smule, når fortællingen kører ligeud ad thriller-landevejen, mens man æstetisk forsøger at gå nye veje. Der søges for hårdt efter tårer, når Rie ser videoer af sin datter på mobilen, eller når hun og flygtningen Bharan skal have en hjertesnak på et afgørende tidspunkt.

Og det er lidet troværdigt, at man i de døende minutter begynder at forhøre sig om fremmedes fortid.

Det til trods er Cutterhead endnu en bemærkelsesværdig debut, og man må håbe, at det danske publikum snart får øjnene op for de mange talenter, der i disse år vælter ud fra filmskolerne.