Biografanmeldelse
02. dec. 2020
Croods: En ny tid
Det er nemt at se forskel på den primitive familie Croods og den civiliserede familie Bedrested i animationskomedien Croods: En ny tid. Foto | Dreamworks

Croods: En ny tid

Med højt tempo og et sammenstød mellem stenalderen og den moderne verden er animationskomedie meningsfuld underholdning for hele familien.

Af Marcus Uhre

Den animerede stenalderfilm Croods fra 2013føltes mest af alt som et venstrehåndsarbejde fra animationsstudiet Dreamworks.

Croods: En ny tid er noget så sjældent som en toer, der på nærmest samtlige punkter er bedre end etteren.

I begge film følger vi en primitiv familie af hulemennesker, der konstant ramler ind i moderne og fremmede koncepter som ”privatliv”, ”brusebad” og ”vægge”.

I etteren indlemmede patriarken Grug den forældreløse nomade Guy i den fællesskabsorienterede familie som kæreste til datteren Eep. Hun beskriver forelskelsen som at have sommerfugle i maven … bare ikke ligesom dem, hun fik til frokost.

Vi forlod familien i jagten på Morgendagen, et fortryllende paradis, hvor man ikke længere er hverken sulten eller bange.

Nu har de så endelig fundet deres nye bosted, hvor maden gror i tonsvis, og ingen farer lurer.

Først da de har spist sig mætte og raseret området, finder de ud af, at Morgendagen allerede er beboet af den civiliserede landbrugsfamilie Bedrested, ført an af en metroseksuel mand med stemme af Lars Brygmann.

Det giver sammenstød mellem de to familier. Hulefamilien har svært ved at forstå et moderne liv, hvor man har eget soveværelse eller skal påføre sig parfume.

Grug frygter at miste sin familie til teknologien. Hans søn Thunk bliver besat af stenalderudgaven af en iPad, nemlig et vindue!

Konen Ugga har det egentlig fint med ikke at skulle slide og slæbe hver eneste dag, og datteren Eep har meget travlt med at tage på en børnevenlig udgave af en druktur med sin første veninde.

Eep er til gengæld bange for at miste sin kæreste, da den nye klan tydeligvis passer bedre til hans gamle vaner. I sidste ende er hun jo bare en hulepige.

Historien er i og for sig konventionel, men det gør ingenting, for filmen skifter let og ofte gear og bliver aldrig kedelig.

Universet er farverigt og sprudler med forskellige økosystemer og mærkelige væsener, hvis knogler nok ikke nåede frem til Nationalmuseet – som de nuttede ulve-edderkopper eller aggressive smæk-aber, der kommunikerer med en samling gode gammeldags lussinger.

Det er nærmest blevet en tradition for familieanimation at have nuttede dyr med på rollelisten, selv om de i virkeligheden er ligegyldige tilføjelser til historien.

Men her fungerer det rent faktisk. Måske fordi der er så mange forskellige typer af nuttede dyr med, samtidig med at de er med til at holde filmens høje tempo i gang og understrege ligheder og forskelle mellem den moderne verden og stenalderverdenen.

I modsætning til lignende historier som Familien Flintstone har animatorerne gjort et virkelig imponerende arbejde, så man i den grad kan se, hvor langt animation er kommet.

Samtidig er det en film, som kan igangsætte samtaler. Hvorfor er det vigtigt at have sit eget værelse? Hvornår skal man flytte hjemmefra? Hvorfor skal man stifte sin egen familie og ikke bare blive boende derhjemme?

Croods: En ny tid er kort sagt en familiefilm for hele familien og ikke bare noget, man som voksen ser for børnenes skyld.

Titel:
Croods: En ny tid

Originaltitel:
The Croods: A New Age

Land:
USA

År:
2020

Instruktør:
Joel Crawford

Manuskript:
Kevin Hageman, Dan Hageman, Paul Fisher, Bob Logan

Medvirkende:
Jens Jacob Tychsen, Laus Høybye, Cecilie Stenspil, Lars Brygmann

Spilletid:
95 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for alle

Premiere:
3. december

Relevante artikler

Biografanmeldelse
20. mar. 2013
Croods

Croods

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
01. feb. 2023
Mumier på udebane

Mumier på udebane

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten