Serieanmeldelse
08. okt. 2016
Crisis in Six Scenes
I lang tid troede Sidneys frisør (Max Casella), at han led af narkolepsi. Men så viste det sig, at det var Sidneys bøger, der fik ham til at sove med det samme. Foto | Eigil Bryld

Crisis in Six Scenes

Man kan ikke holde et komisk geni nede seks afsnit i træk, men affæren mellem den gammeldags Woody Allen og en moderne tv-serie virker halvhjertet.

Af Jeppe Mørch

Woody Allen ejer ikke en computer, han ved ikke, hvad streaming er, og neurosernes auteur har aldrig sendt en mail.

Måske er det derfor, han i flere af sine senere film nostalgisk skuer bagud. I Midnight in Paris trylles en forfatter til 20’ernes kunstneriske hovedstad, Magic in the Moonlight spidder overtro anno 1928, mens biografaktuelle Café Society har 30’ernes Hollywood som scene.

Woody Allen udsender en ny film hvert år, som varer 90 minutter. Det virkede derfor ikke som en oplagt pardannelse, da instruktøren i fjor annoncerede, at han skulle lave en tv-serie for Amazon.

Ikke længe efter proklamerede han da også, at han havde fortrudt opgaven noget så grusomt. Det var alligevel ikke så nemt at klemme en serie indimellem de film, der jo skal laves.

Den tidligere standup-komiker optræder ofte i interviews med selvironiske bemærkninger om sine egne begrænsninger og sin dødsangst. Men denne gang virker det til, at modviljen forplantet sig til selve serien.

Crisis in Six Scenes byder på en uskarp Woody Allen, der er på udebane. Men så stort et komisk geni kan tilsyneladende ikke holdes fuldstændigt nede seks afsnit i træk, så af og til overrumples man pludseligt af vidunderlige vittigheder.

Allen spiller en af hovedrollerne, nemlig forfatteren Sidney J. Munsinger. Det er første gang siden den jævne To Rome with Love (2012), at han selv spiller med i et af sine egne projekter (i Café Society optræder han dog som fortæller).

Vi starter hos frisøren, for Sidney skal klippes. Ellers er intet nyt. Allen spiller den rolle, han altid har spillet: en hurtigsnakkende, angstfyldt kunstner med kæmpe ego, lavt selvværd, en ludende holdning og hypokondriske udfald.

Han vil gerne ligne James Dean, forklarer han frisøren. Serien bruger efterfølgende irriterende meget tid på, at Sidney efter klipningen ikke ligner James Dean – mildt sagt ikke Allens skarpeste pointe.

Crisis in Six Scenes foregår i de tumultariske 1960’ere. Sidney er gift med parterapeuten Kay, der spilles af en snøvlende morsom Elaine May. De bor i en forstadsvilla i New York – langt væk fra universiteternes hippier.

De er egentlig imod Vietnamkrigen, og de kan også godt se det fornuftige i de sortes oprør. De gør bare ikke noget ved det, og pludselig bliver Allen skarp: Sidney undviger demonstrationer, fordi han er allergisk for tåregas.

Ægteparrets småborgerlighed bunder ikke i overbevisning, men i almindelig dorskhed.

Selv om Woody Allen engang lavede Mig og revolutionen, er han ikke nogen fandenivoldsk, politisk stemme. Så han må forsøge at tilføje Crisis in Six Scenes vildskab udefra.

Den rolle tildeles Miley Cyrus, der spiller den politiske flygtning Lennie. Hun bryder ind i deres villa en nat, og det aldrende ægtepar må søvndrukne lægge øre til en energisk tale om fascistoide svin, napalm, Fidel Castro og Karl Marx.

Cyrus tilfører løjerne kærkommen intensitet, men hun tildeles ikke mange sjove replikker, selv om serien gerne vil være en farce.

Man kan skimte en parallel mellem seriens tidsalder og nutiden. I dag er politikerleden i udbrud, og mange steder regner det dagligt med bomber. Alligevel forbliver de fleste af os apatiske.

Men Woody Allen bruger ikke den politiske ramme til andet end katalysator for trakasserier og oneliners. Sidney er ikke en sløv samfundsborger, vi skal spejle os i. Han er en idiosynkratisk Allen-persona, der skal være sjov.

Hvilket han ikke er ofte nok.

Crisis in Six Scenes indeholder imidlertid et ganske komisk metalag. Sydney pønser på at skrive en tv-serie, fordi der er flere penge i det end i skønlitteraturen. Den skal handle om en familie, der bor i en hule, fordi de er neandertalere. Sønnen er en sensitiv dreng, der tegner bisoner og forelsker sig i naboens datter. Problemet er bare, at hun er på næste udviklingstrin mod at blive menneske.

Hvis man befinder sig på udebane, kan man lige så godt gakke helt ud, tænker Sidney. Gid Woody havde gjort det samme.

Titel:
Crisis in Six Scenes

Land:
USA

År:
2016

Serieskaber:
Woody Allen

Medvirkende:
Woody Allen, Elaine May, Miley Cyrus, John Magaro

Spilletid:
25 minutter per afsnit

Anmeldelse:
Seks afsnit

Premiere:
30. september på Amazon i USA

Relevante artikler

Biografanmeldelse
05. okt. 2016
Café Society

Café Society

Cannes 2016
09. maj 2016
Amazon indtager Cannes

Amazon indtager Cannes

Top 5
05. aug. 2015
Woody Allens muser

Top 5: Woody Allens muser

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
12. dec. 2017
Spoor

Spoor

Serieanmeldelse
11. dec. 2017
Jim & Andy: The Great Beyond

Jim & Andy: The Great Beyond

Biografanmeldelse
07. dec. 2017
The Square

The Square

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Apple Tree Productions lukker
Nyhed
09. dec. 2025

Apple Tree Productions lukker

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten