Crisis in Six Scenes

Woody Allen ejer ikke en computer, han ved ikke, hvad streaming er, og neurosernes auteur har aldrig sendt en mail.

Måske er det derfor, han i flere af sine senere film nostalgisk skuer bagud. I Midnight in Paris trylles en forfatter til 20’ernes kunstneriske hovedstad, Magic in the Moonlight spidder overtro anno 1928, mens biografaktuelle Café Society har 30’ernes Hollywood som scene.

Woody Allen udsender en ny film hvert år, som varer 90 minutter. Det virkede derfor ikke som en oplagt pardannelse, da instruktøren i fjor annoncerede, at han skulle lave en tv-serie for Amazon.

Ikke længe efter proklamerede han da også, at han havde fortrudt opgaven noget så grusomt. Det var alligevel ikke så nemt at klemme en serie indimellem de film, der jo skal laves.

Den tidligere standup-komiker optræder ofte i interviews med selvironiske bemærkninger om sine egne begrænsninger og sin dødsangst. Men denne gang virker det til, at modviljen forplantet sig til selve serien.

Crisis in Six Scenes byder på en uskarp Woody Allen, der er på udebane. Men så stort et komisk geni kan tilsyneladende ikke holdes fuldstændigt nede seks afsnit i træk, så af og til overrumples man pludseligt af vidunderlige vittigheder.

Allen spiller en af hovedrollerne, nemlig forfatteren Sidney J. Munsinger. Det er første gang siden den jævne To Rome with Love (2012), at han selv spiller med i et af sine egne projekter (i Café Society optræder han dog som fortæller).

Vi starter hos frisøren, for Sidney skal klippes. Ellers er intet nyt. Allen spiller den rolle, han altid har spillet: en hurtigsnakkende, angstfyldt kunstner med kæmpe ego, lavt selvværd, en ludende holdning og hypokondriske udfald.

Han vil gerne ligne James Dean, forklarer han frisøren. Serien bruger efterfølgende irriterende meget tid på, at Sidney efter klipningen ikke ligner James Dean – mildt sagt ikke Allens skarpeste pointe.

Crisis in Six Scenes foregår i de tumultariske 1960’ere. Sidney er gift med parterapeuten Kay, der spilles af en snøvlende morsom Elaine May. De bor i en forstadsvilla i New York – langt væk fra universiteternes hippier.

De er egentlig imod Vietnamkrigen, og de kan også godt se det fornuftige i de sortes oprør. De gør bare ikke noget ved det, og pludselig bliver Allen skarp: Sidney undviger demonstrationer, fordi han er allergisk for tåregas.

Ægteparrets småborgerlighed bunder ikke i overbevisning, men i almindelig dorskhed.

Selv om Woody Allen engang lavede Mig og revolutionen, er han ikke nogen fandenivoldsk, politisk stemme. Så han må forsøge at tilføje Crisis in Six Scenes vildskab udefra.

Den rolle tildeles Miley Cyrus, der spiller den politiske flygtning Lennie. Hun bryder ind i deres villa en nat, og det aldrende ægtepar må søvndrukne lægge øre til en energisk tale om fascistoide svin, napalm, Fidel Castro og Karl Marx.

Cyrus tilfører løjerne kærkommen intensitet, men hun tildeles ikke mange sjove replikker, selv om serien gerne vil være en farce.

Man kan skimte en parallel mellem seriens tidsalder og nutiden. I dag er politikerleden i udbrud, og mange steder regner det dagligt med bomber. Alligevel forbliver de fleste af os apatiske.

Men Woody Allen bruger ikke den politiske ramme til andet end katalysator for trakasserier og oneliners. Sidney er ikke en sløv samfundsborger, vi skal spejle os i. Han er en idiosynkratisk Allen-persona, der skal være sjov.

Hvilket han ikke er ofte nok.

Crisis in Six Scenes indeholder imidlertid et ganske komisk metalag. Sydney pønser på at skrive en tv-serie, fordi der er flere penge i det end i skønlitteraturen. Den skal handle om en familie, der bor i en hule, fordi de er neandertalere. Sønnen er en sensitiv dreng, der tegner bisoner og forelsker sig i naboens datter. Problemet er bare, at hun er på næste udviklingstrin mod at blive menneske.

Hvis man befinder sig på udebane, kan man lige så godt gakke helt ud, tænker Sidney. Gid Woody havde gjort det samme.