Crimes of the Future

David Cronenberg tog en lang pausen fra spillefilm efter den bistre Hollywood-satire Maps to the Stars fra 2014.

Med Crimes of the Future vender canadieren tilbage til det unikke mix af body horror og filosofisk sci-fi, som i 1970’erne gjorde ham til en af sin generations mest nyskabende instruktører.

Det er en genre, han ikke har besøgt siden den syrede og fremsynede VR/gamer-thriller eXistenZ fra 1999.

Crimes of the Future er klassisk Cronenberg.

Det er lidt som rockbandet, der er på tour igen efter mange år og mest spiller deres hits. Han har været her før – filmen deler titel med en eksperimentalfilm, han lavede i 1970 – men der er noget trygt ved at se ham genbesøge sine gode, gamle temaer: krop, teknologi, mutationer, sygdom.

Filmen foregår i en fremtidsverden, hvor smerte ikke længere eksisterer. Det gør det muligt at blive opereret uden bedøvelse og ved fuld bevidsthed. Men det har også åbnet for en strøm af radikale kropseksperimenter – selvpåførte mutationer og ekstreme kosmetiske operationer.

”Kirurgi er det nye sex,” siger en af personerne.

Viggo Mortensen spiller –– i sin fjerde hovedrolle for instruktøren – kropskunstneren Saul Tenser. Sammen med partneren Caprice (Léa Seydoux) optræder han med groteske performances. Han lider af ”accelerated evolution syndrome”, hvor hans krop producerer nye organer – som Caprice opererer ud for øjnene af publikum.

Det er et stærkt, fascinerende setup. Mest grænseoverskridende er en scene, hvor et barn skal obduceres.

Drengen hedder Brecken – måske en henvisning til den amerikanske eksperimental-instruktør Stan Brakhage og hans foruroligende obduktionsdokumentar The Act of Seeing with One’s Own Eyes.

79-årige Cronenberg kan stadig chokere 53 år inde i karrieren.

Fans af Shivers, Videodrome og ikke mindst den kontroversielle Crash, der kombinerer trafikdrab og sex, vil være på hjemmebane. Andre vil nok finde Crimes of the Future skiftevis kvalmende og kedsommelig.

Filmens handling er utroligt statisk. Der sker kun lidt, men snakkes til gengæld meget.

Cronenberg er bedst, når han arbejder inden for genrefilmens stramme rammer. Hans remake af Fluen fra 1986 er et mesterværk, fordi de vilde idéer er rammet stramt ind af kravet om at levere en Hollywood-horrorfilm. Denne gang har producenterne tilsyneladende givet ham frie tøjler.

Crimes of the Future er delvist græsk produceret og optaget i Athen. Rollelisten med amerikanske, franske og græske skuespillere gør filmen lidt europudding-anonym. Jeg savner den specifikke, canadiske kulde fra hans tidlige film.

Viggo Mortensen er til gengæld god.

Med sit hvide hår, furede ansigt og sorte, kappelignende gevandter ligner han i glimt en dyster gyserskurk, måske en slags organvampyr. Han formår med små midler (særligt en enerverende hoste) at give sin karakter fysisk nærvær og stor melankoli.

I en verden, hvor al smerte er forsvundet, har han tilsyneladende ondt hele tiden.

Spændende er også en sitrende, nervøs Kristen Stewart som organbureaukraten Timlin. Rollen var oprindelig tiltænkt Léa Seydoux, der er anderledes nedtonet som Caprice, en slags straight woman over for den sørgmodige Saul Tenser.

Crimes of the Future havde premiere i hovedkonkurrencen i Cannes, hvor man stadig holder af Cronenberg. Der var både stående bifald og vrede udvandringer. Hans provokerende temaer er så relevante som nogensinde.

Han har sine nutidige disciple, ikke mindst sønnen Brandon Cronenberg, der gik ham i bedene med Possessor. Sidste års Guldpalme-vinder, franske Julia Ducournaus Titane, havde ligeledes stemningen og brutaliteten fra Cronenbergs tidlige horrorfilm.

Men der er stadig ingen, der laver film som David Cronenberg. Selv en ikke helt vellykket film som Crimes of the Future sætter det meste moderne kunstfilmhorror til vægs.