Countdown

Der findes en app, som fortæller, hvornår du skal dø.

Moderne teknologi har gjort det umulige muligt. Så hvorfor ikke benytte en app til at fratage livet det sidste store mysterium: Døden.

De unge festaber tror imidlertid ikke på appens magt, og rundt om bordet morer de sig over deres respektive udløbsdatoer, der virker fjerne og ufarlige. Bortset fra en af pigerne, der til sin store rædsel erfarer, at hun ifølge appen kun har få timer tilbage at leve i.

Selv om hun ikke rigtigt tror på det, er hun noget urolig. Så da hun få minutter før appens planlagte dødsøjeblik tilbydes et lift af sin svært berusede kæreste, afslår hun og går alene hjem.

Den unge kvinde ser spøgelser omkring hvert et hjørne, og appens hidsige opdateringer om hendes snarlige død virker ikke beroligende.

Hele vejen hjemsøges hun af en ulækker fornemmelse af, at hun alligevel har begået en overordentlig stor hybris. Langsomt vokser frygten for, om hun snart skal straffes for sin grove undervurdering af det apparat, hun opbevarer i sin lomme.

Hun har ret.

Ved hjælp af ganske primitive gysereffekter formår Countdown i løbet af sine første ti minutter at skabe en klam allegori over den stigende afhængighed af avanceret teknologi i Vesten.

Mange kender oplevelsen af at have nævnt et produkt i en privat samtale og kort efter finder en reklame for selvsamme, så snart telefonen åbnes.

Vi forventer alt af vores computere og smartphones, og nu tager de hævn ved at samle informationer om os, så de i sidste ende kan styre os. Og når først man er fanget i den moderne teknologis komfortkløer, er der ingen vej tilbage.

For appen kan ikke slettes.

Det er elegant og subtilt, men desværre formår Countdown ikke at følge sin raffinerede pointe til dørs.

Elizabeth Lail spiller den nyuddannede sygeplejerske Quinn, der kort efter den første piges død finder ud af, at hun selv kun har få dage tilbage. Det går hurtigt op for hende, at der står dæmoniske kræfter bag rædslerne, og sammen med Matt (Jordan Calloway), der har samme problem, forsøger hun at undslippe døden.

De opsøger hackeren Derek og præsten Father John, der hver især bidrager til filmens komiske højdepunkter.

Father John er en vellykket karakter. Den tegneserie-glade mand er kun gået ind i præstefaget, fordi det gav de bedste muligheder for at have med dæmoner at gøre, og han er enormt begejstret for sine nye venners forbandelse.

Men de to hyggespredere står i vejen for gyserens stærke idé. Sammen hjælper de nemlig vores helte med at finde en udvej, og den udefinerbare ondskab, der plager Quinn og Matt, reduceres til en simpel dæmon, der kan overvindes via et endnu mere simpelt ritual.

Det er frustrerende, for det afspejler på ingen måde den uoverskuelige præstation, det ville være at løsrive sig fra teknologi-giganternes falkeblik i virkeligheden.

Værst af alt får dæmonen et ansigt, som ikke er skræmmende. For de magter, der overvåger os lige nu, har ikke et ansigt. Og det er rigtig uhyggeligt.