Corn Island

En gammel robåd skærer langsomt gennem stille vand og tåge. Flodens spejlblanke overflade perforeres af småregn, og den tætte stilhed brydes kun af klagende fugleskrig og årernes taktfaste rytme.

Bådens eneste passager er en ældre, hvidhåret herre i gummistøvler, striktrøje og lædervest. Han træder i land på en lille, ellipseformet ø ikke langt fra flodens bredder, og kameraet indrammer det vejrbidte ansigt, mens han med tilfredshed betragter sit kommende landbrug.

Så simpelt og poetisk begynder georgiske George Ovashvili sit prisvindende arthouse-drama. Ligesom instruktørens The Other Bank fra 2009tager Corn Island fat i grænsekonflikten mellem Georgien og den autonome region Abkhasien, der opstod i kølvandet på Sovjetunionens kollaps i 1992.

Meget symbolsk er filmens ramme reduceret til den lille naturskabte ø, der består af den mængde sten og jord, som hvert år skylles gennem Enguri-floden fra Kaukasus til Det Sorte Hav.

Den gamle bonde (Ilyas Salman), den ene af filmens navnløse, tavse hovedpersoner, er blot en af mange, der hvert år forlader fastlandet for at drage nytte af den frugtbare øjord. Han henter sit barnebarn, den unge pige (Mariam Buturishvili), ud til øen, og de to generationer arbejder i determineret stilhed på at få landbruget til at spire.

Vi observerer dem bygge en hytte, pløje jorden og dyrke majs. Deres kommunikation foregår uproblematisk gennem gestik og blikke, og det slidsomme arbejde afbrydes kun af beskedne måltider som tørret fisk og brødhumpler.

Ligesom det manuelle landbrug kræver stor tålmodighed af sine hengivne arbejdere, skal man som publikum være indstillet på at søge kvaliteten og skønheden i handlingens meditative tempo og de dvælende billeder.

Er man ikke det, vil oplevelsen givetvis føles som at se græsset – i dette tilfælde majsen – gro i 100 minutter.

På trods af at filmen foregår i nutidens Europa, er der noget surrealistisk over æstetikken, der underbygges af et sømløst svævende kamera.

Filmen foregår i vor tid, men de bjergtagende naturbilleder fra det tyste flodlandskab giver en særegen fornemmelse af at befinde sig i en tidslomme. Stilheden forstyrres kun, når bevæbnede officerer drøner forbi i motorbåde og med deres truende geværskud minder os om krigen.

Med kontrasten mellem kampen for mad og den meningsløse grænsekrig fortæller Corn Island metaforisk og rørende om den politiske konflikt. Trods den spændingsfyldte situation udspiller dramaet sig dig mellem linjerne: kampen for overlevelse gennem hårdt arbejde, barnebarnets spirende pubertet og de ulmende grænsekonflikter.

De mange ekspressive nærbilleder af de tavse hovedpersoners tænksomme ansigter bidrager med intensitet, og de kan læses som undertekster til de dialogløse scener.

En dag finder den gamle bonde en såret georgisk soldat i sin majsmark og beslutter stiltiende at redde ham i skjul for fjenden og pleje ham, indtil han er i stand til at flygte.

Soldatens tilstedeværelse skaber gnidninger mellem den beskyttende bedstefar og teenagebarnebarnet, hvis spirende seksualitet fremtirres af den eksotiske tilflytter.

Corn Island tyr dog på intet tidspunkt til sentimental melodramatik eller forudsigelighed. Tragedien slår ned som lyn og torden fra det vældige himmelhvælv.

Nogle vil formentlig knække nakken på det døsige tempo og manglen på dialog. Men selvom man ofte savner, at personerne taler med hinanden, bliver de få, korte dialogsekvenser ironisk nok filmens svage punkt. De synes at bryde det mytiske.

Corn Island er utvivlsomt en smal film, men der sker uudtalte ting på den lille ø, som i glimt rummer overrumplende filmmagi.