Cold Pursuit

Siden selvtægtfilmen Taken fra 2007 er 66-årige Liam Neeson bedst kendt som den hævngerrige skytsengel med et meget specifikt sæt af egenskaber. Han har bekæmpet skurke ombord på et fly i Non-Stop og i et tog i Sidste stop.

Man kunne derfor frygte, at Cold Pursuit er Taken placeret i Colorados snedækkede bagland.

Filmen har gudskelov større ambitioner end at ville være en kopi, men desværre kommer den til at gabe over alt for meget.

Da sneplovkøreren og Årets Borger, Nels Coxman (Liam Neeson), finder ud af, at sønnens dødelige heroinoverdosis var forårsaget af en gruppe pushere, går han straks på rov. Han vikler drabsmændene ind i hønsenet og sender dem fluks ned i en dyb, mørk vandgrav.

Så langt, så letgenkendeligt.

Den lokale narkobaron Viking (Tom Bateman) får nemlig nys om, at hans mænd bliver henrettet og skyder straks skylden på den indfødte amerikaner White Bull, der kontrollerer narkodistribueringen omkring skibyen Kehoe.

Filmen flirter med neowestern-genren, hvor mytologiske amerikanske figurer placeres i en moderne kontekst. Nels er den ensomme selvtægtmand, Viking er den hvide kolonist, mens White Bull er den indfødte, der ønsker blodhævn.

Historien baserer sig på Kraftidioten om en norsk hævner. Den er skrevet af danske Kim Fupz Aakeson (Unge Astrid), mens Hans Petter Moland (Flaskepost fra P) sidder i instruktørstolen. Det gør han også i Cold Pursuit, der altså er en slags amerikansk oversættelse. Og de nordiske rødder er ikke svære at få øje på. Kehoe, som ligger et stenkast fra Denver, kunne lige så godt være de norske fjelde, og der er en snert af nordic noir over dramaet, når ligene begynder at hobe sig op i den idylliske lille flække.

Hver gang nogen stiller træskoene, skilter filmen med personens navn og religion. Det kulminerer i et ganske morsomt indslag efter det afsluttende opgør mellem alle tre faktioner, hvor samtlige ofre plastres op på lærredet samtidig.

Filmen mister dog fokus ved at splitte sin opmærksomhed mellem de tre grupper, og handlingen skrider hurtigt ud i sneen. Både Viking og White Bulls slæng af håndlangere får hver især en håndfuld scener, hvor de – som Jules og Vincent i Pulp Fiction – diskuterer alt mellem himmel og jord.

At give skurkene en personlighed, før de bliver slagtet, er altid en god idé. Men den amerikanske manuskriptforfatter Frank Baldwin er ingen Quentin Tarantino, og scenarierne virker pinagtigt opstyltede.

Viking klager gang på gang over, at sønnens neurotisk anlagte diæt ikke overholdes. En håndlanger fortæller på detaljeret vis, hvordan han scorer rengøringsdamer på moteller, og White Bulls bande går i clinch med en ekspedient på deres skihotel, da hun spørger dem, om de har nogle ”reservationer”.

Få af disse personer har nogen effekt på den overordnede handling.

Undtagelsen er Vikings sikkerhedsvagt Mustang, der har en affære med en af kollegaerne. Den tråd ender med at have afgørende konsekvenser for handlingens udfald, og Domenick Lombardozzi spiller det store kødbjerg med overraskende ømhed.

På den anden side af skalaen bruger filmen ugudeligt lang tid på to lokale betjente, der prøver at finde informationer om konflikten mellem White Bull og Viking. Efter et par scener forsvinder de ned i et sort hul uden at have efterladt sig så meget som et fingeraftryk.

På denne måde tøffer Cold Pursuit tålmodigt af sted, indtil det er tid til den endelige konfrontation. Der bliver aldrig fundet en balance mellem Nels’ selvtægtmission og konflikten mellem de to narkobaroner, og hævntemaet forsvinder i kulden.

Spredehaglsstrategien har mere tilfælles med serien Fargo end med en spillefilm. Men hvor serien har godt og vel ti timer til at sætte forskellige handlingstråde i spil og flette dem sammen, ender Cold Pursuit med at have for lidt kød på knoglerne til at fænge.