CODA

Det totalt uegale felt af independent-film, der kappedes om årets Oscar siger noget om, hvor afhængige filmbranchen er af at have blockbusters som en mat baggrund at skinne på. 

I et normalt år ville film som Nomadland og Minari have været David mod Hollywood-maskinens Goliat. Men fjerner man hitmaskineriet, hvad har man så tilbage? 

Gode film, men ikke ligefrem publikumsbaskere. 

Indtil videre er dette års helt store indie-hit CODA, en amerikansk genindspilning af den franske Familien Bélier fra 2014. 

Filmen, der er skrevet og instrueret af Sian Heder, var den helt store vinder på dette års virtuelle Sundance-filmfestival. Ikke bare vandt den hovedprisen. Den slog også festivalens salgsrekord, da Apple+ diskede op med 25 millioner dollars for rettighederne. 

På papiret giver det mening. 

Filmens titel er en forkortelse af Child Of Deaf Adults, altså barn af døve voksne, og den handler om en ung pige, der er det eneste hørende medlem af en døv familie. 

Det er selvfølgelig sympatisk at give et indblik i en marginaliseret verden med en kvinde i centrum og bag kameraet. Men hvis du bad Apples virtuelle assistent Siri fortælle dig en opløftende, politisk korrekt ungdomshistorie fra Joe Bidens Amerika, ville den lyde omtrent som CODA. 

Man er lovligt undskyldt, hvis man som filmfan forventer meget mere af en så kritikerrost og publikumspopulær film. 

Den varmeste gnist kommer fra Emilia Jones i hovedrollen som Ruby Rossi, hvis familie lever af trawlfiskeri i den søvnige havneby Gloucester, Massachussetts. 

Ruby ville være en outsider i skolen, selv hvis hendes forældre ikke ydmygede hende ved at dukke op med bilanlægget pumpende, så de kan nyde basvibrationerne. Når hun ligefrem går udmattet til undervisning i en fiskehørm, er det intet under, at skolens seje klike holder sig på afstand. 

Også selv om Ruby faktisk er meget sejere end dem. Hun lytter nemlig til 60’er-kultbandet The Shaggs – på vinyl! 

Ruby melder sig ind i skolens kor, og da hun kommer fra en døv familie, hvor ingen kan tjekke, om hun synger falsk, er hun selvfølgelig lidt usikker. Men korlederen ser med det samme hendes enorme talent, og da han sætter hende sammen med den flotte tenor Miles, er resten af filmen som sat på skinner. 

Kan den pligtskyldige datter bryde ud af sit unge livs rutine for at forfølge sin store lidenskab – den ene kunstform, der ekskluderer hendes familie? 

Den bitre modstand, hun møder fra sin familie, virker forbløffende. Rossi-familien skildres som kærlig og støttende, men alligevel er de opsat på med vold og magt at holde Ruby fra at synge. 

”Hvis jeg var blind,” spørger moren, ”ville du så male?” 

Det er fortænkt og i modstrid med filmens budskab om inklusion. Et gennemskueligt forfatterkneb til at skabe konflikt lige så lamt som den mest klichéfyldte romcom. 

CODA er en skabelontegnet crowdpleaser, et varmt skumbad af en film, der omklamrer publikum med en vammel fornemmelse af elskværdigt hyggedrama. 

Indimellem lykkes det Emilia Jones at lappe på manuskriptets himmelråbende svagheder med sin charmerende naivitet. Og hendes familie spilles med uforfalsket autenticitet af ikke-hørende skuespillere – en detalje, som skaberen af den franske originalfilm ikke mente, var vigtig. 

Men Marlee Matlin, der i 1987 vandt en Oscar for bedste hovedrolle for Children of a Lesser God, har slet ikke nok at lave i rollen som Rubys mor. 

Er CODA virkelig det bedste, vi kan forvente af amerikansk independentfilm? Den kommer samme år som Sound of Metal, der også handler om en musiker i et døvesamfund. 

Den film har noget på hjerte, mens CODA ikke handler om andet end at sætte sin prinsesse fri.