Biografanmeldelse
22. feb. 2023
Cocaine Bear
Skoven bliver forvandlet til et blodigt gerningssted, da en bjørn ved et uheld bliver proppet med kokain, som sender dyret på et amokløb efter flere stoffer. Foto | Universal Pictures

Cocaine Bear

Bindegal thriller-komedie om en kokainpåvirket sortbjørn på bersærkergang er afsindigt underholdende.

Af Claus Nygaard Petersen

Galskaben når sit højdepunkt, da den narkopåvirkede sortbjørn sniffer en bane kokain fra et afrevet menneskeben.

Det skulle man i hvert fald tro.

Men Cocaine Bear lader sig ikke diktere af noget så kedeligt som ”nu må det være nok”-tankegangen. Den kulsorte komedie-thriller arbejder tværtimod ud fra mottoet ”jo vildere, jo bedre”.

Smugleren Andrew C. Thornton (Matthew Rhys i en sjov cameo) er i gang med at transportere en stor sending kokain i et lille fly. Han smider lasten ud over et naturreservat, hvor kumpaner skal afhente de ulovlige stoffer.

Da han selv skal springe ud af flyet, banker han hovedet imod loftet og falder dramatisk i døden.

I skoven finder en sortbjørn nogle af de mange tasker fyldt med kokain. Og da den først får smag for det hvide pulver, skyer den absolut ingen midler i en morderisk jagt efter mere til snuden.

Imens leder gangstere efter den dyrebare last, og et par børn er også i skoven, hvor de leder efter et vandfald. Den enes mor søger efter børnene, mens en flok andre mere eller mindre uskyldige menneskers vej krydser det skarptandede kokainmonster.

Cocaine Bear erpå sin vis meget ligetil, men instruktør Elizabeth Banks og manuskriptforfatter Jimmy Warden forsøger at fylde filmen med så mange vittigheder, absurde optrin og gruopvækkende øjeblikke som overhovedet muligt.

Derfor kommer vi kun overfladisk ind på livet af de fleste mennesker i filmen. De er først og fremmest ofre, der er til for at blive flået af bjørnen.

Og det bliver de med stor bravur!

Selv om bjørnen er hundrede procent CGI-skabt, er den yderst overbevisende. Den har tilmed fået tilføjet en masse små finurligheder, som ikke ville være mulige med en ægte bjørn.

Som når den tager en bane kokain på det afrevne ben eller de mange morsomme øjeblikke, hvor bjørnens attitude er mere som en party-fyr i byen end et dyr. Man kan selvfølgelig indvende, at der ikke er så langt mellem de to.

Cocaine Bear er af og til som en gyser, hvis den var lavet af Anders Thomas Jensen. Der skrues helt op for det bizarre og kitschede 1980’er-univers, og filmens excentriske personer er små gaver til lattermusklerne.

Især Margo Martindales skovbetjent er garant for stor underholdning. Hendes håbløse stræben efter naturvejlederen Syd (Jesse Tyler Ferguson) har mange gode momenter.

Keri Russell er overbevisende som moren, der vil gøre alt for at få sit barn tilbage. Der er snusfornuft og handlekraft, og hvis man endelig skal klage over noget, er det, at filmen har for mange spændende folk til, at de alle kan få nok tid på lærredet.

En af dem er afdøde Ray Liotta.

Cocaine Bear er den sidste film, han nåede at færdiggøre før sin alt for tidlige død. Som så mange gange før spiller han en gangster. Der er ild i øjnene og en skræmmende tilstedeværelse, som kun Liotta kunne bibringe.

Og der er bid i Cocaine Bear i mere end en forstand. Man skiftevis skraldgriner og taber kæben af nogle af de mange WTF-øjeblikke.

Det vildeste er næsten, at historien er baseret på virkelige begivenheder. Filmatiseringen tager sig dog nogle kreative friheder, som der er brug for. I virkeligheden døde bjørnen højst sandsynligt kort tid efter at have indtaget den store mængde kokain. Den nåede således ikke at gå bersærkergang.

Bliver filmen en kommerciel succes, skulle det ikke undre, om der kommer en fortsættelse.

En af personerne i filmen bemærker undervejs, at det ville være vildt at se en stor hjort på coke. Eller man kunne fokusere på narkobaronen Pablo Escobars flodheste, som er sluppet løs af deres fangenskab og nu truer den naturlige fauna i Columbia.

Mulighederne er mange, men en ting er sikkert: Skoven bliver aldrig den samme efter kokainbjørnens hærgen!

Titel:
Cocaine Bear

Land:
USA

År:
2023

Instruktør:
Elizabeth Banks

Manuskript:
Jimmy Warden

Medvirkende:
Keri Russell, O’Shea Jackson Jr., Ray Liotta, Margo Martindale

Spilletid:
95 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for børn fra 15 år

Premiere:
23. februar

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
27. nov. 2023
Thanksgiving

Thanksgiving

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten