Cobra Kai – sæson 3

Hvem skulle have troet, at vi havde brug for en fortsættelse af Karate Kid-filmserien?

Det kitschede kampsportsdrama fra 1980’erne er noget af det mest forældede, man kan forestille sig. Men i 2018 blev universet med overraskende succes genoplivet i Cobra Kai, der blev vist på YouTube Red.

Skurken fra den oprindelige film, Johnny Lawrence (William Zabka), beslutter sig for at genåbne sin gamle dojo, karateklubben Cobra Kai, 34 år efter sit nederlag til Daniel LaRusso (Ralph Macchio) i slutningen af første film.

I de to første sæsoner begynder man at forstå de hårde kår, der drev Johnny til at blive en bølle, ikke mindst hans traumer fra den modbydelige sensei John Kreese, der mere end nogen ødelagde hans liv.

Vi lærer samtidig at forstå Johnnys had til Daniel, som var noget mere privilegeret med sin mere kærlige og fredelige sensei, Mr. Miyagi, og nu har sin egen karateklub.

Den nådesløse ”slå først, slå hårdt, ingen nåde”-filosofi, som Johnny nu lærer videre til nye Cobra Kai-elever, giver tro på fremtiden for high school-tyranniserede nørder. En flot bue fra 80’ernes selvcentrerede yuppie-filosofi til Trump-æraens macho-populisme.

Selv om dialogen ofte er mindst lige så kunstig og kikset som i 80’er-filmene, og hverken Zabka eller Macchio er mestre ud i naturlig repliklevering, ser man gerne gennem fingre med det.

I Karate Kid-universet kommunikerer man med næverne. Tranespark og trommeslag bliver i de fantastisk velkoreograferede kampsekvenser udtryk for den filosofiske konflikt og frustration, personerne aldrig kan udtrykke med ord.

Samtidig bruger Cobra Kai sin 80’er-nostalgi enormt vellykket.

Både Johnny og Daniel er på hver sin måde fanget i årtiet med såvel tragiske som komiske konsekvenser. Johnny har aldrig lært at bruge en computer og lytter stadig til glam metal, mens Daniel er håbløst besat af sit forhold til den nu afdøde Mr. Miyagi og fortiden som karatestjerne.

Teenagerne i de to dojos, der alle har historier lig Johnny og Daniels, kæmper hadefuldt på vegne af de granvoksne senseis. Både hormoner og spark flyver i alle retninger, og i sæson 2 kulminerer det i et regulært blodbad med fatale konsekvenser.

Konflikten imellem de to karate kids, der aldrig rigtigt blev voksne, er en genistreg.

Men i tredje sæson har Netflix taget faklen videre, og noget er gået galt. Frem for at dykke længere ned i konflikten imellem Johnny og Daniel, bruges tiden på Cobra Kais grundlægger John Kreese og hans år som elitesoldat i Vietnam.

I en serie, der allerede én gang har menneskeliggjort en skurk, virker det måske fornuftigt nok at gøre kunsten efter med en endnu større én.

Men en ganske forhastet serie af tilbageblik, som forklarer Kreeses ondskab, er langt fra overbevisende. De får ham kun til at virke mere tegnefilmsagtig.

I tredje sæson har Kreese overtaget Cobra Kai igen, og Johnny må starte en ny dojo. Helt forvirrende bliver det, da Daniel drager på et ligegyldigt nostalgitogt til Okinawa for at støde ind i bifigurer fra Karate Kid II.

Man har tydeligvis valgt at prioritere nostalgiske gensyn med filmkarakterer i stedet for at videreføre det, serien gjorde rigtigt til at begynde med.

Kvinden Ali, som både Johnny og Daniel var forelskede i, vender sågar tilbage i form af Elizabeth Shue. I sin korte optræden gøres hun pludselig til årsagen til de to hanrejers konflikt, selv om hun aldrig var mere end en tilfældig undskyldning.

Den virkelige årsag er, at de to mænd har kæmpet sig op fra elendigheden i kraft af meget forskellige livssyn, der af natur er dødeligt modstridende.

”Lad være med at leve i fortiden,” siger Ali til ekskæresterne, men det er ironisk nok lige præcis dét, serien gør i sin tredje sæson.