The Cloverfield Paradox

”Schlocky” er et godt ord.

Egentlig betyder det, at noget er billigt og dårligt. Underlødigt, og det er ikke nødvendigvis dårligt, når det gælder film. Kunstneriske ambitioner kan godt komme i vejen for en god gammeldags gyser.

Det gør de ikke i The Cloverfield Paradox, tredje film i den stærkt usammenhængende Cloverfield-serie. Det er en film og en serie, der først og fremmest vil have folk til at gispe efter vejret og spilde deres popcorn.

Handlingen udspiller sig angiveligt omtrent samtidig med den første film, en found footage-gyser, hvor et gigantisk Godzilla-lignende monster angriber New York.

En global energikrise får menneskeheden til at sætte sin lid til et hold astronauter, der tester en eksperimenterende accelerator så farlig, at de er nødt til at arbejde på en rumstation ved navn Cloverfield.

En ekspedition på seks måneder strækker sig til to år uden resultater, mens livet på Jorden nærmer sig Tredje Verdenskrig, og de slidte nerver på rumstationen truer med at bryde ud i mytteri.

Og så pludselig lykkes det! Da de sætter gang i endnu et forsøg, skifter laserstrålerne fra hostende blå til stabil lilla, og så er Jorden reddet.

Der er bare ét problem, som de opdager, da de kigger ud af vinduet: Jorden er forsvundet. Kvantemekanik er en lunefuld størrelse.

Hvilket er et nøgleord for resten af filmen. Lunefuld.

Den russiske ingeniør Volkov, der spilles af norske Aksel Hennie, mister hurtigt forstanden. En ubestemmelig, men ildevarslende banken på skibet viser sig at komme fra et vægpanel, hvor Elizabeth Debicki, hvis astronaut ikke tidligere har været ombord på rumstationen, viser sig at være gemt.

Og da den irske komiker Chris O’Dowds astronaut Mundy forsøger at svejse panelet sammen igen, efter de har hevet hende ud, hiver det pludselig hans arm af.

Den arm dukker op igen andetsteds på skibet i fuld vigør, som om den er forhekset. ”Styrer du den?” spørger en af astronauterne. ”Nej, jeg rækker dig en fuckfinger lige nu,” svarer den enarmede astronaut.

Instruktør Julius Onah kaster mange bolde op i luften i sin debutfilm, der er stilsikkert iscenesat, men ret beset en forvirrende affære. Vil den være sjov? Skræmmende? Rørende? Svaret er alt på en gang, og det er ikke altid lige vellykket.

Historiens følelsesmæssige anker er Gugu Mbatha-Raws kommunikationsofficer, hvis mand tilskynder hende til at tage på missionen. Der ligger noget afgørende og uudtalt bag hendes beslutning om at forpligte sig på en årelang mission væk fra ham, og den afsløring trækker både pirrende og distraherende ud.

De kunstneriske rapserier fra klaustrofobiske rumgysere som Alien og Event Horizon er skamløse, men fra tid til anden hårrejsende. Også selv om de ofte dygtige enkeltsekvenser er svejset lidt lemfældigt sammen.

Det er næsten, som om historien bag The Cloverfield Paradox er bedre end historien i filmen. Filmen var meldt til biografpremiere, men under Super Bowl-kampen overraskede Paramount ved at meddele, at den kunne ses på Netflix, så snart kampen var ovre.

Den form for viral marketing ligger i tråd med første film, hvis teaser-trailer ikke havde en titel, kun et skud af Frihedsgudindens hoved, der blev kylet gennem en gade på Manhattan.

Den fremragende 10 Cloverfield Lane, der havde premiere for to år siden, gjorde først væsen af sig et par måneder inden premieredatoen. Ingen anede, at der ville komme en fortsættelse.

Nu er Cloverfield en franchise. Fjerde film er allerede optaget og får ifølge rygterne premiere til efteråret.

Den film foregår efter sigende under Anden Verdenskrig. Tjah, hvorfor ikke? Cloverfield-filmene er alle del af samme univers, men er væsensforskellige oplevelser. Det gør franchisen til noget nær Black Mirror for biografpublikummet. Og som i Netflix’ successerie er det ikke hvert afsnit, der er lige medrivende.

Men nogle gange kan man også tage til takke med noget, der er helt almindeligt schlocky.