Cloud

Det er en ynkelig kulturel gyllepøl, at snart sagt alle importerede film uanset oprindelseslandet skal hedde noget på engelsk, for at man kan få et dansk publikum til at interessere sig for dem. 

Som danskfødt sprognørd ville man gerne skære igennem og kalde denne film ved sin smukke, japanske originaltitel Kuraudo. Men ak, intet understøtter en sådan puritanisme, for filmens originaltitel er selv en japlish horeunge, nemlig en japaniseret udgave af det engelske ord ”cloud”. Som dermed uigendriveligt er filmens internationale titel: Ikke Kuraudo, men Cloud. 

Der er i forbindelse med filmen en pointe i at tænke på sådanne foranderlige ord, der ændrer form og smelter sammen – ligesom himmelbuens skyer. 

For det er en lettere hallucinatorisk film, hvor virkelighed og internet overlapper i stadigt mere truende mønstre. Hvor det som bekendt ikke er paranoia, hvis ”de” rent faktisk er ude efter dig. Og dét er de!

Cloud følger en ung mand, Ryôsuke (Masaki Suda). Han opdager, at han har et talent for at tjene penge via nethandel. Han køber et eller andet billigt halløj, designer nogle attraktive webannoncer og sælger tingene med en fortjeneste. Det lyder jo tilforladeligt. 

Hvem har ikke gjort noget lignende, om ikke andet via lavpraktiske annoncetekster i Den Blå Avis eller på Facebook? 

Men horrorgenren er fuld af fortællinger om handler, der ender ad helvede til. Hvad end det så er djævelen, der købslår om hovedpersonens sjæl, eller hovedpersonen, der blandt en marskandisers labyrint af kuriositeter mener at have spottet et godt køb. Såsom en udstoppet, behageivrig abehånd eller et kunstfærdigt indrammet spejl. 

Først når det er for sent, viser det sig selvfølgelig, at abehånden opfylder alle ønsker med et uønsket kunstgreb, ligesom spejlets forrige ejer skar halsen over foran sin refleksion, hvorfor glasfladen nu fungerer som port til mareridtets vrangverden. 

For Ryôsuke går det galt, da han opslugt af sin internetsucces skubber sine nærmeste væk, deriblandt kæresten Akiko (Kotone Furukawa). Og omvendt tiltrækker folk, der som kunder til hans webshopvarer burde være adskilt fra hans hverdag via virtuelle transaktioner. Som var de blot fiktive købere i cyberspace. I skyen. 

De er ikke blot vrede, utilfredse kunder, men bliver stadigt mere nærværende og uomgængelige. Dog uden at reducere fornemmelsen af hallucinatorisk flimmer. 

Virkelighedsplanerne overlapper, og i et af filmens nøglebilleder står en kunde på den anden side af Ryôsukes glasdør og vil ind i hans virkelighed. Dørfladen er lavet af ornamentglas, så personens udseende opløses som set gennem insektøjne. 

Det sætter vores fantasi i gang, så i værste fald hvad som helst kan ske. Godt går det heller ikke. 

Kuraudo eller Cloud er skrevet og instrueret af Kiyoshi Kurosawa. Alt efter, hvordan man kategoriserer og tæller, er det siden instruktørdebuten i 1973 hans femtende film i horrorgenren. Selv om man håndplukker og forsøger kun at nævne højdepunkterne, ender man med en halvlang liste: Cure (1997), Kôrei/Séance (2000), Kairo/Pulse (2001), Sakebi/Retribution (2006), Kurîpî/Creepy (2016) og Chime (2024). 

Skal man partout plukke et enkelt pletskud, må det blive Kairo. Her bliver et teknologisk fænomen – internettets forbindelser – en portal til noget kosmisk og åndeligt urovækkende. Og med Cloud er vi altså tilbage i samme grænsepsykedeliske worldwideweb-sfære. Hvor Kurosawa åbner for den uhyggelige tanke, at vores digitale eksistens selv er blevet svævende, flygtig og uforudsigelig. Som et mareridt eller – som allerede forfatteren Edgar Allan Poe påpegede om sindets værste dæmoner – som en sky. 

Man overvejer at opsige sit Amazon-medlemskab og henlægge fremtidige køb af kuriositeter til sin lokale marskandiser. En drilsk abehånd eller et besat spejl ved man trods alt efter generationers akkumulerede erfaringer nogenlunde, hvor man har. 

Som Nets sammenbrud for blot en måned siden demonstrerede, har vi stadig intet effektivt beredskab for, hvad selv den mindste internetskavank kan åbne for. Og det skybrud af kalamiteter får Ryôsuke kært at føle.