Close

”Coming of age” er det engelske begreb for den type filmfortællinger, der handler om et menneskes overgang fra barn til voksen.

I Danmark kalder vi det ungdomsfilm.

Her er unge en målgruppe, som voksne filmskabere forsøger at ramme. Så film om at blive voksen skal nærmest per definition skræddersyes til ”de unge”. Det er tilmed ved lov formaliseret i en særlig støttepulje på Det Danske Filminstitut.

Ironisk nok er det unge publikum, der i øvrigt er en lige så forskelligartet masse som ”midaldrende” og ”ældre”, mindre interesseret i film, som er lavet direkte til deres egen målgruppe.

De vil hellere se voksenfilm.

Det slår mig, at belgiske Lukas Dhonts Close og for den sags skyld hans debutfilm Girl ville have svært ved at blive produceret i Danmark.

De falder uden for vores kassetænkning, fordi de handler om teenagere, men ikke er skabt med unge for øje. Filmene er coming of age-dramaer, ej ungdomsfilm.

De første 40 minutter af Close, der skildrer et meget nært venskab mellem trettenårige Léo og Rémi, er helt vidunderlige. Drengene løber igennem blomstermarker, cykler om kap, leger soldater, pjatter med spaghettien og sover i samme seng.

Deres skønne færd rundt i naturen er overdådigt fotograferet med mindelser om The Tree of Life, men uden Terrence Malicks’ religiøst-mystiske overbygning.

Det er ofte pure cinema – båret alene af billeder, stemninger og musik, som rammer noget universelt. Alle vil kunne genkende barndommens følelse af frihed og uendelig lykke.

Det er tydeligt på Eden Dambrines blik, at hans Léo er fascineret af den fine og poetiske Rémi (Gustav De Waele), som spiller obo og har en blid, generøs mor (Émilie Dequenne).

Léo er blevet en naturlig del af deres hjem. Men da klassekammeraterne i skolen spørger, om de er bøsser, trækker Léo sig langsomt.

Han giver sig til at dyrke maskuline dyder, begynder at spille ishockey og bliver venner med en mere mandhaftig fyr. Rémi er dybt såret, og det ender i et rasende, fysisk slagsmål foran alle skolekammeraterne.

Intet tyder på, at drengene har en seksuel relation, men uskyldstabet sætter en kile i deres forhold og får tragiske konsekvenser, som ikke skal afsløres her. Men Léo bliver i hjerteskærende grad ramt af den værst tænkelige blanding af sorg og skyld, og i resten af den fortættede film prøver han at tackle følelser, han ikke aner, hvad han skal stille op med.

Vi har set mange film om skyld og straf, tilgivelse og soning, men sjældent med et helt ungt menneske i hovedrollen. Og Lukas Dhont giver sig tid til at vise, at det er svært for Léo at åbne sig. Når det endelig sker, er den emotionelle effekt så meget desto større.

De unge hovedrolleindehavere spiller med en forbilledlig naturlighed. Man mærker deres spinkle krop sitre af alt det svære, der bobler indeni og ofte vælter ud af usikre mennesker, som endnu ikke har fundet sig til rette i sig selv.

Nogen tid før slagsmålet i skolen opstår der også håndgemæng mellem drengene, da de en aften sover sammen hjemme hos Rémi.

I sommerferien delte de ubekymret samme seng, men efter at være blevet genstand for mobning af klassekammeraterne vil Léo ikke længere ligge ved siden af Rémi. Om morgenen vågner Léo alligevel ved, at vennen er rykket ned på hans madras i nattens løb. Hvad der starter som legende brydning udvikler sig til, at Rémi bliver banket fysisk på plads.

Homofobien er så internaliseret, at venner bliver til fjender.

Lukas Dhont fik idéen til Close, da han læste en amerikansk psykologs studie af, hvordan drenge opfattede venskaber. Mens trettenårige beskriver deres venner med en næsten intim kærlighed, bliver følelserne mere distancerede og stoiske, efterhånden som drengene bliver ældre.

Samfundet får drenge og mænd til at miste kontakten med deres følelser, når de vokser op.

”Hjertesorg er mest blevet behandlet på film i romantiske forhold. Jeg ville lave en film om, hvordan venskab kan skabe både glæde og sorg,” sagde Lukas Dhont på Cannes-festivalen.

Med Close har han skabt en film, der bedre end nogen anden viser, at et venskab kan indeholde lige så meget sanselighed som et parforhold.

Det er svært at forestille sig en dansk ungdomsfilm blive valgt til programmet i Biografklub Danmark, der serverer ”modne” dramaer for sit store publikum i omegnen af 200.000 mennesker. Derfor er det temmelig sensationelt, at Close er kommet med i et selskab, der normalt er garant for et større publikum herhjemme. Det fortjener filmen, for den kombinerer det bedste fra den europæiske kunstfilmtradition og den kommercielt underholdende industri, som særligt Hollywood er blevet synonym med.

Det viser Lukas Dhonts styrke som instruktør, at han med sin blot anden film har skabt et lille, personligt værk, der stille og roligt lader det store drama vokse ud af det lille.

Mens Girl ramte tidsånden i sin slående skildring af et ungt menneske, der er i gang med en transition til transkvinde, er Close noget så gammeldags som et tidløst rørende ungdomsportræt. Og 31-årige Dhont er sin generations måske største instruktørtalent.

Forhåbentlig fortsætter han et stykke tid endnu med at lave tindrende smukke historier om unge mennesker, så folk i alle aldre kan lade sig rive med af hans enormt sensitive blik på de smertefulde erfaringer, der former et menneske.