Christopher: A Beautiful Real Life

I 2023 lancerede Netflix spillefilmen A Beautiful Life instrueret af Mehdi Avaz. Her spiller sangeren Christopher – med det borgerlige navn Christopher Nissen Haugaard – den unge fisker Elliot, som har en usædvanlig stemme og ender med at få en pladekontrakt. 

Det er en sød historie, og det hele rummer et tykt lag af ironi, eller i hvert fald ”meta”, fordi alle jo udmærket ved, at det er Christopher himself, en af de største danske popstjerner i den lette ende gennem de seneste ti år, som spiller den ”anonyme” fisker. 

Men det smager jo faktisk lidt af fisk. Det britiske komediedrama Fisherman’s Friends fra 2019 – baseret på Cornwall-fiskere, som var så gode til at synge i kor, at de fik en pladekontrakt – var jo også modelleret over virkeligheden. 

Læg dertil, at Christophers hustru Cecilie Nissen Haugaard, der er fotomodel og endnu mere kendt som influenceren Cillemouse, i 2024 skrev bogen Instragrim. 

Den handler om, at Instagram er et totalt forlorent univers, men bogen blev modtaget, ja, grimt. Den blev vurderet til at være lige så fake som hendes egen Instagram-profil, der mest handler om, hvor hårdt det egentlig er at leve som mor og kvinde, når man er privilegeret i alle ender og kanter. Bogen udløste en shitstorm af en anden verden, men satte også ”det virkelige” til debat. 

Så stort og filtret et bagtæppe har Nynne Duvaa Halls dokumentar Christopher: A Beautiful Real Life – og ordet ”real” er netop fremhævet for at vise sammenhængen med de andre ikke-virkelige ting. 

Det store spørgsmål er derfor også, om filmen – der er én lang reportage, som primært følger Christopher på arbejde som popstjerne – nu også er real, ægte, sand? 

Den fremstår temmelig renvasket og æstetiseret – smuk at se på, men desværre også forbløffende ordinær og i sidste ende kedelig. Halvt Christiania-cykel, halvt New York-limo. 

Når man ti gange har set Christopher og Cecilie tørne sammen, fordi hun er alene med to børn, der skal have mad og lege, imens han i sit ansigts sved på tour i månedsvis tjener millioner hjem til familien – har man fattet, at arbejdsfordelingen er meget skæv. 

Når Cecilie i scene efter scene er på randen af sammenbrud – når hun ”savner støtte”, ”er helt alene med det hele”, ”har smadret 50 glas inden klokken 10”, og når selv en kort tur med klapvognen ligner en prøvelse – så tipper sympatien. Man sidder tilbage med indtrykket af en kvinde, der brokker sig konstant til sin stakkels mand, hvis indsats ikke får megen anerkendelse fra hendes side. 

Ikke desto mindre er der nogle små juveler i filmen, hvor en sjælden nærhed og en uventet ærlighed i kampen om den svære work-life-balance virker relativt autentisk. Og filmen bliver – selv om den åbenlyst er lavet med omvendt fortegn – faktisk en udstilling af, hvor lidt mandens indsats i et traditionelt forhold respekteres. 

Cecilie går hjemme og er også lidt model indimellem, mens hendes mand arbejder så hårdt, at han er ved at gå ned fysisk på det. Så enhver kan vel forstå, at hun trænger til ferie? 

Christopher: A Beautiful Real Life er nok mest for dem, der trænger til sødme, pæne mennesker og popkultur. Den graver ikke dybt i noget som helst. Men hvis man elsker popfænomenet Christopher eller følger Cillemouse og alle hendes kvaler på Instagram, er den helt sikkert et must.