Chernobyl

Panikken er total i kontrolrummet på det topmoderne Vladimir Illich Lenin-atomkraftværk, bedre kendt som Tjernobyl-kraftværket.

Klokken 1:23:47 om natten den 26. april 1986 lyder en eksplosion. Få sekunder tidligere havde natholdet startet en skemalagt test af reaktor 4, og da forsøget er ovre, trykker de på nødknappen for at stoppe reaktoren.

Det skulle de aldrig have gjort.

Grundet konstruktionen accelererer kerneprocesserne ukontrollabelt i de første få sekunder. Brændselsstavene smelter, damptrykket stiger, og reaktoren eksploderer med en uhørt kraft, der sender radioaktiv stråling svarende til 400 Hiroshima-bomber ud over Europa.

HBO-miniserien Chernobyl følger i første afsnit de skæbnesvangre beslutninger i den selvoplysende nat.

Svenske Johan Renck, der blev et stort navn som musikvideoinstruktør og har instrueret afsnit af serier som Breaking Bad og Halt and Catch Fire, orkestrerer begivenhederne som ren horror.

Vi er med i de snævre korridorer rundt i værket, hvor atomfysikere i hvide kitler løber panisk rundt, mens katastrofens omfang går op for dem i takt med strålesygens indtog. Opkast, brandsår og for nogles vedkommende dødelig dosis på få minutter, imens værkets komité samles i en beskyttet bunker og uvidende brandmænd hidkaldes for at slukke den enorme brand.

Tjernobyl-ulykken i 1986 er vel nok menneskehedens største hybris-fortælling, og Johan Renck skildrer den immanente arrogance i statsapparatet over for atomfysikkens kræfter med dramatisk effekt.

Reaktorens indre forbliver mørklagt som et monster i en gyserfilm, vi kun kan ane gennem omgivelsernes frygt.

Vi ved, hvad de mange billeder af støv i luften signalerer. Da nabobyen Pripyats indbyggere samles på en bro i sommertøj for at se det spektakulære nattesyn, har man lyst til at råbe ”løb!” af sine lungers fulde kraft.

Renck og medskaber Craig Mazin har på baggrund af en omfattende research forsøgt at få så mange detaljer som muligt fra katastrofen med, hvilket er prisværdigt. Desværre skæmmer det også manuskriptet, da detaljerne ikke indlemmes i plottet, men stikker ud som overtydelige detaljer, man får lyst til at google.

Eksempelvis var broen i Pripyat rent faktisk det bedste udkigssted. Den er senere blevet døbt ”Dødens Bro”, da de fleste tilskuere døde af kræft de efterfølgende år.

På plussiden har serieskaberne gjort klogt i at forsimple det omspændende bureaukrati, der i starten forsøgte at dække over ulykken. Det samme gælder bureaukraternes kontroverser med Sovjetunions førende forskere, der ønskede mere åbenhed og dermed lagde kimen til Gorbatjovs glasnost.

Et stjernecast bestående af Jared Harris (Mad Men, The Terror), Stellan Skarsgård og Emily Watson fører os gennem begivenhedernes gang med overbevisende spil på trods af de lidt firskårne karakterer.

I en birolle ses David Dencik som Mikhail Gorbatjov med skaldet isse og modermærke. Han rådføres af eksperter, mens han tager nogle af de vigtigste beslutninger i sit liv som leder af Sovjetunionen.

For hvordan får man slukket for en brændende reaktor?

Jared Harris spiller den kommunistiske atomforsker Valery Legasov, der har svært ved at tro sine egne øjne, da han ankommer til kraftværket. Han overtaler den øverstkommanderende Boris Shcherbina (Skarsgård) til at iværksætte en evakuering af Pripyats indbyggere, der uvidende har været udsat for dødelig stråling i et døgn.

Senere ankommer også Watsons forsker Ulana Khomyuk, som i modsætning til de andre ikke er en historisk person, men en samlet hyldest til de forskere, som fandt ud af, at risikoen for en endnu større katastrofe i de følgende uger var til stede.

Det er nervepirrende at følge forskernes kamp mod bureaukratiet, og selv om dramatiseringen til tider tager overhånd, er Tjernobyl-ulykken en vigtig lektie, der aldrig må gå i glemmebogen.

Det gør Chernobyl sit til.