Cheer

”Den person, som fandt på at slynge nogen op i luften og se, hvor mange gange de kan dreje rundt, er psykopat,” siger den unge cheerleader Morgan og fortsætter.

”Men det er mig, som er den tossede, for jeg gør det jo!”

I Netflix-dokumentarserien Cheer kommer vi helt tæt på USA’s førende college-cheerleaderhold Navarro, som i en lille by uden for Dallas, Texas, har samlet nogle af landets dygtigste cheerleaders. Her følger vi deres kamp for at blive klar til årets vigtigste to minutter og femten sekunder i landets største cheerleading-konkurrence ved navn Daytona.

Der er stadig mange, som har fordomme om cheerleading. For dem er det ikke en sportsgren i sig selv, men noget, der foregår på sidelinjen til sportsbegivenheder. Og vi kender alle klichéen om de dumme, smukke, populære, rige cheerleader-piger.

Men denne forestilling får Cheer hurtigt manet til jorden.

Her er intet så let, glamourøst og overfladisk som det billede, en populær filmserie som Bring It On tegner.

Cheerleaderne er stærke og atletiske. Med imponerende og komplicerede formationer, skarpe linjer, sindssyge spring og saltoer, power og udstråling er Navarros cheerleading-nummer en kombination af gymnastik, cirkus og dans i højeste klasse.

Man kan kun sidde tilbage med enorm respekt for deres evner!

Et kamerahold følger træningen hos Navarro og giver et indblik i en fascinerende verden fyldt med flid og indædt kamp for at være på toppen. Det er det hårde liv for topatleter, hvor trykkede ribben, brækkede arme og hjernerystelser, når man bliver tabt på gulvet, er hverdagskost.

Der er en intensitet over træningen, hvor atleterne jubler og hopper i begejstring, når det lykkes, men holder vejret, hver gang det går galt.

Alle cheerleaderne presser sig selv til det yderste – både fysisk og mentalt. Der er en konstant konkurrence om, hvem der får de eftertragtede pladser på måtten, og hvem der må se til fra sidelinjen som reserver. Og man kan blive udskiftet hvert øjeblik, hvis man ikke holder niveau.

Som serien skrider frem, lærer vi holdets medlemmer at kende. Bag det brede cheer-smil er der en tristhed. Det er unge mennesker, som livet har behandlet hårdt, men nu har fundet en mening og et fællesskab i cheerleading.

Det går lige i hjertekulen at se Jerry, der som barn blev sat på gaden sammen med sin mor. Hun ofrede alt, så han kunne få råd til den dyre cheerleading-sport, og døde af lungekræft. Alligevel er Jerry altid smilende – holdets lyspunkt. Han har en positiv attitude til alt, hvad han foretager sig i livet. Det har hans mor nemlig opdraget ham til.

Eller Morgan, hvis mor forlod hende og hendes bror, da de var helt små. Faren droppede børnene til fordel for en ny familie og installerede dem i en trailer, hvor de så ellers kunne klare sig selv.

Cheerleading bliver deres fristed, og den helt store stjerne er cheftræneren Monica.

Under det første interview sidder hun på sit kontor omsvøbt af sine pokaler. Hun er ekstremt professional og et konkurrencemenneske til tåspidserne, men er også en fantastisk rollemodel og ekstra mor for de unge.

Hun giver dem en retning i livet – struktur og disciplin – som mange af dem aldrig har haft, og de forguder hende. Hun er næsten overmenneskelig i deres øjne. ”Jeg ville gøre alt for den kvinde,” forsikrer Morgan.

Man hepper på holdet af cheerleadere, både på og uden for måtten, og i Netflix-serien bliver det tydeligt, hvor vigtigt det er at have en gruppe mennesker, som vil gribe dig, hvis du falder.

Minutter før holdet skal optræde til Daytona-konkurrencen, samles de i en rundkreds og råber i vilden sky: ”Jeg tror på fællesskabets kraft!”