Charter

Det starter med et opkald i mørket. Otteårige Vincent ringer og græder ind i røret: ”Mama.”

Mor. Det lille ord, der betyder så uendeligt meget, starter en lavine af katastrofetanker hos Alice (Ane Dahl Torp).

Alle klokker og alarmer sættes i gang, også selv om vi ikke ved, hvorfor Vincent er trist. Først meget senere får vi at vide, hvorfor han ringede. Og da vi når dertil, er det umuligt ikke at tænke, at hele det pinsomme scenarie kunne være undgået.

Men da er lavinen for længst skredet ned af bjerget og har ødelagt alt på sin vej.

Alice arbejder til daglig på et hospital i Stockholm, men alarmberedskabet er rykket ind i hendes krop.

At dømme ud fra de mørke rande under de isblå øjne og den nærmest gennemsigtige hud har det stået på længe. I hvert fald siden skilsmissen og en slidsom forældremyndighedssag om børnene Vincent og den lidt ældre Elina, som hun står til at tabe.

Afgørelsen er lige på trapperne. Så da Alice får opkaldet fra sønnen, sætter hun i march mod den lille nordlige flække, som hun forlod sammen med parforholdet.

34-årige Amanda Kernell, der fik stor succes med sin debutfilm Sameblod, har både skrevet og instrueret skilsmissedramaet Charter.

Der er et nært søsterskab med aktuelle film som landskvinden Maria Bäcks Psykose i Stockholm og til dels Netflix-hittet Pieces of a Woman.

På det seneste er det piblet frem med fortællinger om moderskabet, både på film og i litteraturen. Herhjemme ikke mindst med Olga Ravns roman Mit arbejde. Fælles for dem alle er, at de er langt fra rosenrøde.

I Psykose i Stockholm er moren diagnosticeret, men i de andre fortællinger beskrives moderskabet som en tilstand, der ryster psyken i en sådan grad, at man også nærmer sig noget, som man bør få hjælp til.

I Mit arbejde beskriver moren, hvordan hun ikke kan være i nærheden af sit nyfødte barn, samtidig med at hun ikke kan undvære det. Og Pieces of a Woman gennemgår kvinden en tragisk fødsel, hvor barnet tabes.

I begge værker ses barnet som en nærmest fysisk del af moren, der går til grunde, hvis delen mangler.

Det er sundt at have i baghovedet, når man ser Charter, hvor den på overfladen irrationelle og egoistiske Alice er svær at holde af.

Da hun ankommer til den lille landsby, bliver hun mødt af sigende blikke. Sagsbehandleren vil ikke høre på hende, og læreren er blevet instrueret i, at børnene kun må hentes af faren.

Alices kortsigtede plan er derfor at tage børnene på tur til Tenerife. ”Jeg er din mor. Det må jeg gerne,” siger hun til den tvivlende præ-teenager Elina, der kun tager afsted for at beskytte sin bror.

Kernell maler et billede af den glade ferieø i triste nuancer, der rimer mere på fængsel end frihed. Vincent og Elina er taget som gidsler i pool-paradiset, hvor Alice insisterer på morskab, blandt andet med en tåkrummende karaoke-seance.

Da Elina gør oprør ved at forsvinde med nogle teenagedrenge, bliver det først rigtig grumt. Alice slæber sin lille dreng med rundt på stripbarer og technofester for at finde datteren. Moren ved, at hun bliver anholdt for kidnapning, hvis hun kontakter politiet.

Men på trods af alle de utroligt dumme beslutninger, holder man alligevel med hende.

Ane Dahl Torp spiller Alice med en så fintfølende præcision, at hun hele tiden balancerer på kanten af en foruroligende mental ustabilitet, men aldrig tipper over. Vi er aldrig i tvivl om, at det er desperationen over at skulle give afkald på sine børn, der får hende så langt ud.

Børnene (Troy Lundkvist og Tintin Poggats Sarri) gør det godt, og det er særligt kemien mellem mor og datter, der fænger.

Den ellers nøgterne realisme spædes til tider op med nogle lidt for slidte metaforer. Som da Vincent får en fugl i et bur, og Alice går længere og længere ud i det mørke, stille hav.

Men oplevelsen af at blive revet i to – som mødre, børn og fædre oplever hver dag i skilsmisse-Danmark – er smerteligt vedkommende.