Chappie

Instruktør Neill Blomkamp etablerede sig som sci-fi-genrens vidunderbarn med den formidable apartheid-allegori District 9, men skævede lidt meget til Hollywood med den satiriske blockbuster Elysium.

Chappie virker som en hybrid af de to: en morsom og intelligent sci-fi-fabel om at finde sin plads i en fjendtlig verden, fortalt efter bedste skabelonstruktur.

I 2016 bliver en specialstyrke af politirobotter indsat for at rydde op i den bande-plagede, sydafrikanske metropol Johannesburg. Manden bag robotterne er det unge supergeni Deon (Dev Patel), der som hobbyprojekt arbejder på at perfektionere kunstig intelligens.

Imens skumler kollegaen Vincent – spillet af Hugh Jackman med australsk accent, tyskergarn og håndværkershorts – fordi hans egen to-etagers dødsmaskine ikke kan blive finansieret.

Deons nyeste opfindelse er en software, der får det papudskårne filnavn Consciousness.dat. Dette stykke kunstige intelligens installerer han i en kasseret politirobot, der vågner op til dåd under navnet Chappie.

På vej hjem bliver Deon og Chappie dog kidnappet af nogle smågangstere, spillet af Yolandi og Ninja Visser, som er en lokal sydafrikansk rapduo, der spiller ”sig selv”. På et par dage opdrager de Chappie fra babystadiet til bling-behæftet gangster med fuck da poh-lice-attitude, så han kan assistere dem under et røveri.

Det er sjovt, som da Deon taler babysprog til Chappie – for at blive mødt med et indigneret ”What’s up, fuckmother?” (eller i underholdende dansk oversættelse: ”Hva’ så, snapserøv?”).

Og så er det rørende, fordi vi præsenteres for patosfyldte barndomsøjeblikke i et superkomprimeret forløb: ”Mor” Yolandi læser godnathistorie og fortæller om døden, ”far” Ninja små-mobber og lærer sønnike at være gangster-cool – alt imens tillidsfulde Chappie er fanget i midten og mister sin uskyld i jagten på anerkendelse.

Når konflikten yderligere optrappes af, at Chappie på grund af et defekt batteri kun har fem dage at leve i, bliver man for alvor opmærksom på at blive trukket rundt i manegen ved hjertestrengene.

Manuskriptet er bygget op omkring den afgørende konfrontation med Vincents superskurkerobot, der varsles som en tjekhovsk revolver og følges til dørs uden svinkeærinder.

Dog er Blomkamp – der sammen med sin kone Terri Tatchell står bag manuskriptet – forsigtig med ikke at forveksle spektakel med drama. De helt store tjubang-sekvenser fungerer som vendepunkter for det karakterstudie, der udfoldes i filmens mere lavmælte scener.

Det kræver mere af birollerne, end de kan levere.

Jackman morer sig som forbitret kontorrotte, men er for patetisk til at virke truende, mens Patels karakter kun vender sporadisk tilbage med løftet pegefinger efter første akt.

De to rappere rammer rigtigt, når det gælder, men kammer regelmæssigt over i enerverende energisk overspil, der havde gjort sig bedre i baggrunden af en Mad Max­-film.

Til gengæld er Sharlto Copleys motion capture-præstation som Chappie intet mindre end bjertagende, selvom han er gemt bag en CGI-skabt robotkrop og en drenget falsetstemme. Med et nuanceret kropssprog kommunikerer han nysgerrighed og barnlig begejstring, sårbarhed, skuffelse og gryende selvsikkerhed på vej til voksenlivet.

Det er en præstation, der giver teknologiens mester og Gollums far, Andy Serkis, kamp til stregen.

Chappie viger hverken æstetisk eller tematisk langt fra instruktørens tidligere film. Historien udspiller sig igen i støvede slumkvarterer, hvor desperate outsidere forbereder sig på det uundgåelige sammenstød med autoriteterne.

Ganske som i Elysium bliver dette slået fast med en børnebogshistorie om et dyr, der er anderledes end de andre – et sort får.

Var man i et mere kværulerende hjørne, kunne man anklage Blomkamp for at drive rovdrift på sine egne idéer. Men at blive i sin tryghedszone er ingen synd, når man stadig får publikum helt frem i sædet med såvel kinetisk action som godt gammeldags, veldoseret hjerterum.