Biografanmeldelse
22. okt. 2025
Chainsaw Man – The Movie: Reze Arc

Tre brølende motorsave skyder ud af drengen Dejis hoved og hænder og får Wolverines adamantiumkløer til at ligne en dåseåbner.

Foto | Mappa

Chainsaw Man – The Movie: Reze Arc

Kreativiteten er så massiv, at Ekkos anmelder føler, at hans hjerne skal eksplodere af eufori over den tøjlesløse fortælleglæde.

Af Nicolas Barbano

Denji er en forgældet, forældreløs sekstenårig, der har fusioneret med sit kæledyr, en sød lille motorsavsdjævel.

Ligesom de fleste andre pubertetsknægte drømmer han om babser og kærlighed, men i anspændte stunder domineres hans fysik af en noget særegen type erektion. Tre brølende motorsave skyder ud af hans hoved og hænder og får Wolverines adamantiumkløer til at ligne en dåseåbner.

Chainsaw Man – The Movie: Reze Arc er en animeret biografsequel til tv-serien Chainsaw Man. Begge værker bygger på Tatsuki Fujimotos manga, der i Japan er nået til bind 22.

Danske fans kender mangaen i respektfulde højre-til-venstre udgivelser fra Viz Media, hvor den er oversat til engelsk. Så det er ikke urimeligt, at biograffilmen i Danmark distribueres med engelske undertekster. Heldigvis dog med det originale japanske lydspor.

Filmens handling svarer til mangaens bind fem og seks, hvor den kærlighedshungrende Denji på samme dag taber sit hjerte til to kvinder: Makima, der har shanghajet ham til sit Tokyo-korps af dæmondræbere, men også inviterer ham i biffen. Og servitricen Reze, der forfører ham med rødmende kinder og ublu nøgenbadning. 

Filmens engelske titel slutter med: Reze Arc. Ordet ”arc” betyder ”bue”, men skal i forbindelse med plots og karakterer forstås som ”forløb”. Denjis erotiske rus med Reze er en rejse i en større odyssé, og man bør ikke se Chainsaw Man-filmen uden først at have gennemlevet plottet i de foregående manga- og/eller animeforløb (mangaen kan lånes på biblioteket, og tv-serien er legalt tilgængelig via streamingtjenesten Crunchyroll).

Chainsaw Man – The Movie: Reze Arc starter blødt og sødt med nørdet teenageromantik. En boble af ung kærlighed, man kan spejle sig i og blive rørt over. Men som rummer en bombe, der bliver synlig, da boblen brister.

Traditionelt starter man en motorsav ved at hive i rekylsnoren. Denji aktiverer sin monstrøse metamorfose ved at trække i en tilsvarende startsnor, der stikker ud af hans bryst – som en menneskelig motorsav.

Også Reze har en oldschool-kickstarter. Den sidder i hendes halsbånd og ligner ringen til en hundesnor, men viser sig at svare til ringen i en håndgranats sikringsstift. Ikke uden grund er hendes kælenavn ”Bomb Girl”.

Dermed er der lagt to tikkende bomber i den filmiske brændeovn. Denji fantaserer om piger i undertøj, og filmens romantiske kurve kulminerer med Hitchcock’sk fyrværkerikys. Det er pirrende opbygning til en ganske anden type detonation, en actionfinale, hvor filmisk kreativitet skrues op i toppen af det røde felt, så man vitterligt aldrig har set noget lignende.

Ikke blot forvandles Denji til en humanoid kædesavskonstruktion. Han angriber ridende på ryggen af en maritim, luftbåren stridsvogn i form af en svævende haj.

Det sker som en af tusind idéer i en apokalyptisk storbykrig med uoverskuelige civile dødsfald og Gaza-agtig totalødelæggelse. Hele tentakler af varmt blod gennemskyller storbyens stræder, mens asfalt krakelerer, skyskrabere vælter, og biler flyver gennem luften i et inferno af ild, blod og lemlæstelse. 

Rent teknisk er filmen en sømløs hybrid af håndtegnet 2D-animation kombineret med 3D-computerbaggrunde. Det er iscenesat med psykedeliske stiliseringer, ekstreme farveskift og et overskud af overrumplende billedvinkler. 

En kreativitet så massiv og vedvarende, at jeg følte, at min hjerne skulle eksplodere. Både af eufori, som taknemlig tilskuer til tøjlesløs fortælleglæde, men også af panik ved tanken om bagefter at skulle sammenfatte indtrykket i en anmeldelse.

Jeg må ikke glemme lydsiden, som er tilsvarende sublim. Med eklektiske klange af Kensuke Ushio, mixet så man overraskes af de mange stemninger.

At det kræver en indsats at forberede sig til at se filmen, belønnes således i overflod. Det er virkelig en film, der i den grad fortjener at blive oplevet i biografen.

Titel:
Chainsaw Man – The Movie: Reze Arc

Originaltitel:
Gekijô-ban Chensô Man Reze-hen

Land:
Japan

År:
2025

Instruktør:
Tatsuya Yoshihara

Manuskript:
Hiroshi Seko

Medvirkende:
Kikunosuke Toya, Reina Ueda, Tomori Kusunoki, Shogo Sakata, Maaya Uchida, Natsuki Hanae, Fairouz Ai

Spilletid:
100 minutter

Premiere:
23. oktober 

Relevante artikler

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
03. dec. 2025
Rejsen mod nord

Rejsen mod nord

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten