Cézanne og Zola

Umiddelbart tænker man jo, at man har set den før. Man må have set den før.

Den der film om ham 1800-tals maleren med stråhatten og det uregerlige skæg, som står og arbejder på sit staffeli i en dal i et så sommergennemlyst Provence, at han må knibe øjnene sammen.

Den dygtige franske filmmager Danièle Thompson har set de der vanlige, provencalske naturlyrikere og forhøjet indsatsen, Paul Cézanne, med en ikonisk digter, Émile Zola. Vupti har vi, når sandheden skal frem, et veritabelt overbud af information om kunst- og kulturlivet i Frankrig i sidste del af det 19. århundrede.

Man får hurtigt fornemmelsen af, at hvis det fandtes, så er det med i filmen.

Rigmandssønnen Paul (Guillaume Gallienne) og den fattige Émile (Guillaume Canet) var bedstevenner i Aix-en-Provence, da de var børn, og forholdet bliver kun tættere, da de vokser op og deres karriere skyder i hver sin retning.

Den afmålte, korrekte Zola bliver verdensberømt forfatter og indretter sig med det højere borgerskabs ydre pragt, mens Cézanne hutler sig igennem med minimal støtte fra sin familie og med sit flamboyante, flabede væsen imod sig. Billeder får han heller ikke solgt, og selvleden bliver ikke bedre af, at han fornemmer, at hans ven inderst inde foretrækker en maler som Manet.

Vi følger dem i mange, mange årtier, helt frem til deres sidste møde, som blev et ikke-møde få år før først den enes og så den andens død i begyndelsen af det nye århundrede.

Jeg løb lidt kold i det med damerne. Hvem var vildest med hvem hvornår, og er det bare mig, eller virker de lovlig nemt udskiftelige, de damer? Er det en pointe? Er det dovenskab?

De virker i hvert fald unødvendige for filmens eksistentielle konflikt mellem to temperamenter, bag hvilke den samme kunstneriske åre, den samme nødvendighed, skriger om at komme til orde.

Cézanne er på en måde den ”nemme” rolle at spille, lutter sprutten og hån og uartigheder – indbegrebet af den anfægtede kunstner – mens Zola måske egentlig lever det liv, der koster hårdest, omme bag ved opknappetheden og luksuslivets behageligheder, der frister til at bedøve sanserne og slører synet på uretfærdighederne i samfundet.

Det er vel ikke nok at gifte sig med en kvinde af tvivlsom moral, og hvordan følger man oprøret helt til dørs, når man er blevet sådan lidt fysisk magelig i det?

Hvis man frygter, at det hele bliver sådan en provencalsk butterdejs- anretning, der dufter af mere, end den smager, og truer med at smatte sammen med et sagte puf, inden man får sat tænderne i den, så tager man fejl.

Der er masser af næring i Cézanne og Zola.

Det fyger med navne på kendte kunstnere og intellektuelle, referencer til deres værker og til fejder i samtiden, og det er ikke altid, at man – jeg! – lige har præsent, hvilke præcise forskelle i filosofi og kunstsyn, der gemmer sig bag referencerne, og google kan man ikke i en biografsal.

Men de mange litterære lag er ikke det største problem i Cézanne og Zola. Det er til gengæld den æstetik, den anvender til at fortælle sin historie.

Den har ellers potentielt mere at byde på end flertallet af franske kunstnerbiografier på film, men leveres i den der opulent efterårs-rødmende og sommerbugnende billedstil, der står i grel kontrast til den eksistentielle uenighed mellem de to kunstnere, som instruktøren gerne vil dramatisere.

Alt i filmen føles som en harestuvning med ekstra fløde, og den lider af den syge, alle dyrt producerede film pådrager sig: At hver en krone, hver en euro, skal kunne ses.

Det bliver så tungt og demonstrativt med al denne 1800-tals skønhed, og jeg griber mig selv i at ønske, at man fortalte om det opulente i en Dogmefilm-æstetik, hvor idéerne kunne brydes, uden at der kom en høj hat eller en brokadekåbe på tværs.