C’est la vie!

Mange elskede, lo og tudede over De urørlige med Omar Sy som sort sygeplejer til Francois Cluzets lamme og vredladne patient. 

Og fred være med det. Det var ingen god film, langt fra endda, men den havde en ukompliceret og direkte folkelig appel, som man dårligt kunne overhøre. Siden kom Samba, der var marginalt bedre. 

Alt det har ændret sig nu. Det er rørende at se kunstnere vokse og blive modne. 

Når man ser instruktør- og manusparret Nakache og Toledanos nye film, C’est la vie!, er det, som om det er nogle helt andre, der har lavet den. Den er så sikker på hånden, så dreven i timingen og rig i teksturen. 

Filmen handler om en erfaren, men temperamentsfuld festarrangør, Max, der som en anden gangsterfilmkliché har ét sidste job at lave, før han går på pension. 

Og hvilket job! 

Han skal arrangere en bryllupsfest på et lejet barokslot uden for Paris, og han har samlet sit sædvanlige kæmpemæssige hold af catere og tjenere med flere omkring sig – plus et par, han ikke kender, men som bedyrer, at de har prøvet det hele før. 

Og vi ved jo egentlig godt, hvad der skal ske. Alt skal gå galt, i hvert fald true med at gå galt, og så reddes i sidste øjeblik. 

Fjender skal blive venner, kærestefolk skal gennemleve en kurre på tråden. Alle skal så meget lort igennem for at ende med en veritabel apoteose, der binder en opløftende sløjfe på det hele, så man nede i biografsalen skal sidde og kæmpe med tårer og en klump i halsen. 

Nøjagtig sådan er C’est la vie! Men alt i den virker, uden at man føler sig forulempet og ovenud manipuleret med. 

Det er en af den slags film, der uden blusel og smålige hensyn til subtilitet viser Eiffeltårnet i første scene. Hvorfor dog kokettere med det? I scenen efter kører festarrangøren forbi Place de la Concorde. Så ja, vi er i Paris. Det er skamløs postkortreportage, men man tager det gerne med. 

”Underholdning er en videnskab,” siger bryllupssangeren James, en af filmens skønneste karakterer, der har vidtløftige ambitioner, men som synger alle sine latinohits på samme skraldespandske mumbo jumbo, om de så er på portugisisk eller italiensk. 

Når man har set filmen, skriver man gerne under på, at underholdning er en videnskab. For hvor er det store menneskemængder, instruktørerne og forfatterne har at jonglere med, og hvor er det imponerende, at hver karakter har en personlighed og en baghistorie. 

Der er for eksempel den nybagte tjener, der i virkeligheden er lingvist og ved at flegne ud over nye, mere lempelige grammatikregler! 

Der er de – givetvis – illegale afrikanske indvandrere, som betragter franskmændene med fornøjet skepsis. Der er også festfotografen, der tror, han kan forbyde gæsterne at fotografere på deres mobiler, og som lever af at tømme bordet for kanapeer og føle sig misforstået. Og så er der den mystiske efternøler til festen, som står i periferien med en mappe under armen. En mappe, der gemmer på mere end én hemmelighed. 

Man bekymrer sig for dem, charmeres af dem – de er såmænd ikke så fremmede i forhold til ens egne kolleger og pukkelryggede familie. Alle har noget at slås med, alle har noget, vi skal tilgive dem. 

Det er selvfølgelig ikke stor, uforgængelig kunst fra den allerøverste franske skuffe, men det er folkelig kunst af en art, som har forståelse for al menneskelig dårskab. Festarrangørens motto er ”On s’adapte”: Man må tilpasse sig situationen. 

Og så er filmen fuld af gode tips til festarrangører, også amatørerne blandt os! 

For eksempel får man den gyldne nødløsning til, når man opdager, at kødet, man havde tænkt sig at servere, er blevet råddent, og man mangler noget til at distrahere gæsterne med, mens en anden cykler ud og henter pizzaer. Så serverer man optøede butterdejssnitter med ansjos, alle ved det. 

C’est la vie! er sådan en film, man skylder sig selv at se.