Castle Rock

Castle Rock er årets gave til Stephen King-fans. Mysterieserien er nemlig én stor hyldest til horrormesteren. 

I disse franchise-tider virker konceptet oplagt. Stephen King har altid fortalt historier fra det samme univers, hvor karakterer fra en roman kan dukke op i den næste, en idé, der for alvor har vundet indpas i Hollywood med Marvel-filmene. 

Castle Rock er navnet på en lille by, som går igen i Kings forfatterskab, og serien samler nye og gamle idéer og karakterer til et mysterium i mesterens ånd. 

Sidste dag på arbejdet binder inspektøren for Shawshank-fængslet den ene ende af et reb om et træ, den anden om sin hals og sætter sig så ind i sin bil. Gasser op og drøner afsted. Snap! 

Da hans efterfølger gennemgår inventaret, finder hun en afmagret, forpjusket fyr gemt af vejen i en forladt del af fængslet. Inde i hans bur står en spand fyldt med flere års afklippede negle. Udenfor står en stol og en spand fyldt med cigaretskodder. 

Hvem er fyren, og hvorfor blev han holdt fanget? Det eneste, han selv vil ud med, er navnet på en advokat: ”Henry Deaver.” 

Henry appellerer dødsdomme i Texas, men bliver nu hevet hjem til den samspilsramte flække, som han forlod mange år forinden. Som barn forsvandt han selv nogle uger i skoven, efter hans stedfar var død under mystiske omstændigheder. 

Dem er der mange af i fortællingen, og serieskaberne Sam Shaw og Dustin Thomason er dygtige til kun lige at åbne skabsdøren en sprække for at skræmme én med de skeletter, der gemmer sig derinde. 

Der er rislende myrekryb og solide gys i hvert af de foreløbigt tre afsnit, og produktionsdesignet lader ikke det mindste tilbage for de King-gysere, der får medvind i biograferne. 

Men serien rammer også plet, hvor det virkelig tæller. Fans af verdens bedst elskede skrækmager ved, at King ikke blot vil sige ”bøh”, han er først og fremmest en menneskekender, der forstår at skabe vedkommende karakterer. 

Og karaktererne i Castle Rock er lige så plagede, usikre og menneskelige som hans egne skabninger. Ikke mindst takket være det talentfulde ensemble. 

André Holland er et solidt anker for historien som den samvittighedsfulde advokat Henry Deaver, mens altid fremragende Melanie Lynskey spiller en forfjamsket og sårbar ejendomsmægler, der plages af psykiske evner.

Og Bill Skarsgård, der også spiller dræberklovnen Pennywise i både den seneste og næste års dobbelte filmatisering af It, brænder igennem med en ubestemmelig uhygge som den navnløse fængselsfange.

Har man blik for de utallige referencer til Kings fortælleunivers, er der masser af sjov at hente i at fange navne på steder og karakterer. Ikke mindst, hvis man sætter serien på pause på de rigtige tidspunkter og læser avisoverskrifter og -udklip.

Shawshank er selvfølgelig fængslet, som Andy Dufresne flygter fra i En verden udenfor. Castle Rock er også stedet, hvor dræberhunden Cujo engang raserede, og hvor fire drenge i Sammenhold drog på en ekspedition for at finde et drengelig ved jernbanesporene.

Castle Rock er fantastisk fanfiction, men henvisningerne er ikke kun sjov for de indviede. Serien tager den logiske konsekvens af, at så mange grufulde historier har udspillet sig det samme sted: Der må være en dragende, latent ondskab i byen, som leder folk i fordærv.

Det er samtidig det mysterium, der driver serien fremad. Noget er råddent i Castle Rock, og det er hovedsagelig en fornøjelse at mærke fordærvelsen sprede sig.

J.J. Abrams agerer executive producer på serien, hvis mange gåder leder tankerne hen på hans tidligere kæmpesucces Lost – og ligesom med den serie kan man frygte, at gætterierne er mere interessante end afsløringerne.

Seriens første tre afsnit virker som en appetitvækker, inden helvede virkelig bryder løs.