Captain Fantastic

Der findes en ærkeamerikansk, venstreorienteret ideologisk cocktail, der er brygget på Henry David Thoreaus civilisationskritiske tilbagetog til skoven og Karl Marx’ kapitalisme-kritiske klassekamp. En blanding af socialdarwinisme og socialisme: at kunne overleve i vildnisset med kun de mest nødtørftige hjælpemidler fra moderniteten.

Sådan lever ægteparret Cash med deres seks børn i alle aldre. De er afsondret fra resten af samfundet oppe i det skovrige, nordvestlige USA.

I begyndelsen af Captain Fantastic har moren i månedsvis ligget på hospitalet i New Mexico, tæt ved sine rige forældres hacienda. Så kommer det forfærdelige budskab: Hun har begået selvmord.

Far Cash ringer til sine svigerforældre, der har afskrevet ham som skingrende skør. De mener, at han er i færd med at fratage sine børn deres virkelighedssans og gøre dem til filosoffer, der kun kan flå en hjort og forstå Dostojevskij. Nu vil de give deres eneste datter en kristen begravelse, stik imod hendes ønske om at blive brændt og asken skyllet ud i et offentligt toilet.

Ben Cash er imidlertid viljestærk og drager af sted med alle børnene i en gammel skolebus for at hente mors lig hjem til skovene. Men verden udenfor er ganske anderledes. Indimellem er den grum og grotesk.

Captain Fantastic bygger på instruktørens Matt Ross’ egen barndom i diverse kollektiver. Han fik en pris for bedste instruktør i den næstbedste konkurrence i Cannes. Uden at have set de andre kandidater er det svært at sige, om han har fortjent prisen. Men valget er rimelig traditionelt og lidet avanceret.

Det er en sorgindhyllet feelgood-film, som stort set bruger den gængse dramatiske opsætning om at være på farten ned ad desillusionernes motorveje med slingrekurs mod sandhed om og konsekvens for familien. Præcis som Little Miss Sunshine gjorde for ti år siden, og som efter min mening er mere helstøbt og mindre sentimental.

På trods af morens smertelige selvmord lægges der ud med en munter udlevering af de hellige hippiers selvfede frelsthed med filosoffen Noam Chomsky som profet. Samtidig forsøger filmen at udfolde et simrende Strindberg’sk familiedrama om hvad og hvem, der dræbte moren. Og er faren bag sin politiske korrekthed ikke en langhåret, fuldskægget fascist?

I sidste ende er filmen mindst ti minutter for lang med en slutning, der er fundet i en skuffe for den slags i Disney-studierne. Det gør ikke filmen decideret dårlig, men for mudret i målsigtet. Sympatisk forsøger den at undgå de værste klichéer. Den ender såmænd med en mild solidaritet over for den patriarkalske hovedperson og hans gode vilje.

Faren spilles af en veloplagt Viggo Mortensen, der solidt bygger videre på sin gode farmand fra katastrofefilmen The Road. Dengang en Oscar-værdig præstation, og mon ikke denne her skaffer ham endnu en nominering? I hvert fald vil jeg spise en grøn palme på, at det mestendels var hans præstation, der udløste den fornemme franske kritikerpris.

Mortensens maniske incitament og ammende ildhu er energien i hans inderlige spil. Både som machomand til venstre for midten og som velourpapa, blød som en pakke babybleer i et kapitalistisk supermarked. Hvor en af filmens bedste scener foregår, da han skal lære sine børn, hvordan man ”befrier varerne”, alias begår butikstyveri, når ingen ser det.

Alle spiller godt.

George MacKay, som man lagde mærke til som den yngste Bielski-bror i partisanfilmen Modstand, er fin som den stærke og dog skrøbelige ældste søn, der er kluntet, men så begavet, at han er optaget som studerende ved et af USA’s fineste universiteter. Og så er der den altid seværdige karakterskuespiller Frank Langella. En streng og strikt svigerfar, der alligevel repræsenterer den sunde snusfornuft midt i al natursværmeriet.

Ikke en filmisk genistreg, men en grådlabil godte.