Caniba

Det er svært at finde en film, som efterlader én med så ambivalente følelser. Fransk dokumentar om en gammel, japansk kanibal er modbydelig, grotesk og frastødende, men også sært fascinerende og dragende.

Dele af Caniba er så ubehagelige at se på, at det næsten er umuligt at holde øjnene på lærredet i samfulde 90 minutter. Alligevel vil man næppe undgå at følge med, fordi filmens to hovedpersoner er så mystiske, at man nærmest forlanger at finde mening og forstå deres handlinger.

Kort fortalt forsøger filmen at afdække to brødres ønske om seksuel tilfredsstillelse gennem andres eller egen smerte. 

Hovedpersonen er japanske Issei Sagawa, der i 1981 gav efter for sit kannibalistiske begær, spiste og dræbte en ung kvinde under et studieophold i Frankrig. I Japan blev Sagawa løsladt på en teknisk fejl og indledte derefter en farverig karriere som pornoskuespiller, manga-tegner og tv-stjerne. 

Den forhistorie er dog ikke noget, Caniba fokuserer synderligt meget på. I stedet koncentrerer den al sin filmiske energi på nutidens Sagawa, der er en aldrende og lam mand. 

Sagawa sidder i kørestol og bliver passet af sin yngre bror, Jun. Størstedelen af filmen er langsommelige, dvælende billeder af Sagawa og hans bror i enkle situationer. Det filmiske rum er intimt og klaustrofobisk, fordi kameraet aldrig viser hele deres kroppe, men kun dele i nærbilleder. 

Vi kommer helt tæt på ansigter i lange indstillinger, så man tålmodigt kan observere skægstubbe, næsebor og øjne. Ofte er motivet bevidst ikke i fokus, eller også er billedet så tæt på, at blot den mindste forstyrrelse blænder og skygger. 

Imens forsøger Sagawa og hans bror at sætte ord på deres lyster og seksuelle fantasier. 

Gennem tålmodig observation forsøger filmen at forstå, hvorfor Sagawa har et seksuelt behov for at bide og spise andre mennesker. Broren Juns begær indbefatter selvpineri og knive, piktråd og fyrværkeri tapet fast på kroppen. 

Det er i de scener, hvor Jun viser, hvordan han bliver seksuelt opstemt, at Caniba for alvor bliver modbydelig at kigge på. Det nærmer sig bodyhorror i det virkelige liv. 

Og alligevel forsøger man at finde en forklaring i det uforklarlige og ubevidste. Man lader sig drage af filmens insisterende tålmodighed. 

I store dele af filmen lader en forklaring vente på sig, hvis den overhovedet viser sig. Det er som sådan ikke en svaghed, men det betyder, at Caniba forbliver en lukket og eksklusiv affære, der bestemt ikke er for de fleste. 

I filmens første tredjedel kameraets dvælen ved Sagawas lamme krop og udtryksløse ansigt. Det er, som om filmskaberne vil formidle den gamle japaners lammelse ved at holde kameraet i så statiske positioner som muligt. 

Derefter ændrer filmen karakter og åbner mere op. Vi ser indslag fra Sagawas pornokarriere og dele af hans udgivne manga-tegneserier, der selvfølgelig har et stærkt seksuelt præg. Her foregriber Sagawa også sine kannibalistiske tendenser. Og i små private familieoptagelser får vi tilmed indblik i de to brødres barndom i et fortidigt Japan. 

Franske Verena Paravel og britiske Lucien Castaing-Taylor, der både kalder sig antropologer og filmskabere, er bestemt ikke ukendt i Cph:Dox-sammenhæng. I 2012 vandt makkerparret den såkaldte New Vision Award på den københavnske festival for deres dokumentar Leviathan, der følger en flok fiskere i Nordatlanten. 

Med Caniba har de nok engang lavet en unik film, der undersøger de mørkeste og mest uforklarlige kringelkroge af to menneskers sind. Bliver man klogere? Egentlig ikke.