Biografanmeldelse
29. aug. 2016
Bugs
Ben Reade går i Andreas Johnsens dokumentarfilm Bugs på gastronomiske opdagelser i alverdens kryb og kravl. Foto | Andreas Johnsen

Bugs

Andreas Johnsens dokumentarfilm om insekter som næringskilde er en fascinerende og underholdende hyldest til naturens mangfoldighed.

Af Kristian Ditlev Jensen

Ordet fascination betyder, at man i lige dele afsky og tiltrækning frarøves enhver evne til at vriste sig fri af det, man fascineres af.

Man befinder sig snart i netop den tilstand, når man sidder i mørket og ser Andreas Johnsens nærmest barnligt appellerende dokumentar Bugs. Med udgangspunkt i FN’s anbefaling fra 2014 – at vi alle burde inkorporere insekter som næringskilde i vores daglige fødeindtag – følger instruktøren to kokke på en jordomrejse i jagten på nye, uventede proteiner.

Madentreprenøren Claus Meyer og kokken René Redzepi har sammen startet Nordic Food Lab, der, som en lille nebengeschæft til Restaurant Noma, har til opgave at udforske kulinariske muligheder helt ud i det frastødende. Eksempelvis undersøger man her grænserne for de sensoriske aspekter af ekstrem gæring og forrådnelse af fødevarer.

At eksperimentere med larver, biller og græshopper som tapas og pålæg lå derfor lige for.

I filmen følger vi researcheren Josh Evans og kokken Ben Reade, som undervejs i filmen uden en egentlig forklaring erstattes af sin arvtager Roberto Flore, der rejser ud for at prøvesmage på kryb fra sådan cirka hele jorden.

Deres personlige mod og professionelle, gastronomiske faglighed er vitterligt imponerende.

Mens de står og gnasker i enorme larver, de lige har gravet ud af en hul træstamme et sted i Afrika, definerer de smagsnuancerne: ”Den har noget cremet over sig, noget sødt og noget ekstremt nøddet, nærmest som macadamianødder, det smager virkelig lækkert.”

Rejsen fører det glubske hold til Afrika, hvor de hælder ”saften” fra en underjordisk kæmpemyre – presset som en citron – direkte i munden. De medvirkende ser nærmest ud, som om de er på stoffer i en af filmens mest overraskende scener. Et andet sted på samme kontinent steger de en ”dronning” fra en stor tue, og lykken er tilsyneladende gjort. 

I Australien får de hjælp af en gammel aboriginal-kvinde til at grave kæmpeorme ud af træstykker gemt i jorden. I Mexico shopper de græshopper på markedet. Og i en af filmens decideret komiske scener er Evans og især Flores fuldkomment rædselsslagne, imens de i Japan febrilsk jagter kæmpehvepse på fem centimeter, som – i visse tilfælde – kan dræbe et menneske med blot ét stik. 

Den underholdende films bærende teknik er Andreas Johnsens eget håndholdte kamera, der rystende forsikrer os om, at alt skam er virkeligt og råt og oplevet.

Men filmen er samtidig godt disponeret, ligesom den få, velvalgte steder er krydret med virkelig elegante, tæt klippede montager af alskens kryb, der krabler klamt i reder og vrider sig sydende på jernpander og buldrer i kogende fond i restaurantkøkkener og knirker med klamme bevægelser i plasticemballager på lagre og driver gule ned af hagen på små sorte drenge i kulørte T-shirts. 

Det er ikke bare en hyldest til ernæringsmæssig diversitet, men også til naturens og kulturens mangfoldighed.

Filmens budskab om, at vores vestlige verden er på vildspor er således sine steder lige lovlig tydeligt. Det smager en anelse af Alternativet på film. Og skulle man være i tvivl, cementeres det, da Josh Evans skal tale for FN’s politikere. Der er kun en håndfuld i salen, og de er bedøvende ligeglade. Man aner, hvor vi skal hen, og ganske rigtigt bringes de store onde firmaer, med Nestlé i spidsen, snart på banen. Og filmens harmdirrende sidste sætning lyder: ”Problemet er ikke landbruget, men markedet.”

Dét er mere klamt end billerne, og det er for påklistret – og dermed for uudfoldet – til, at man kan tage det alvorligt.

Men først og fremmest skal filmens roses for virkelig at sætte tanker i gang. Den vil være noget nær genial som familiefilm, hvis man har større børn. Og efter turen i biografen – som blandt andet lærer publikum, at vi alle sammen i forvejen spiser opkast fra bier – vil alle smage en ekstra gang på deres honningmad.

Titel:
Bugs

Land:
Danmark

År:
2016

Instruktør:
Andreas Johnsen

Medvirkende:
Josh Evans, Roberto Flore, Ben Reade

Spilletid:
73 minutter

Premiere:
7. september 2016

Relevante artikler

Cph:Dox
05. nov. 2013
Ai Weiwei the Fake Case

Ai Weiwei the Fake Case

Fra samme skribent

Serieanmeldelse
16. dec. 2025
Skolens tabte børn

Skolens tabte børn

Tv-anmeldelse
04. dec. 2025
Hvem passer på grisene?

Hvem passer på grisene?

Serieanmeldelse
01. dec. 2025
Valdes jul – Vintermiraklet

Valdes jul – Vintermiraklet

Serieanmeldelse
28. nov. 2025
Blossoms Shanghai

Blossoms Shanghai

Oscar 2026
17. dec. 2025
Dansk Putin-film i hård Oscar-kamp

Dansk Putin-film i hård Oscar-kamp

Mr. Nobody mod Putin blev indstillet som Danmarks bud på en Oscar-nominering for bedste internationale film, men i stedet er den shortlistet til prisen for bedste dokumentar.

Nyhed
16. dec. 2025
Trump sagsøger BBC for dokumentar

Trump sagsøger BBC for dokumentar

Nyhed
15. dec. 2025
Disney indgår stor AI-aftale

Disney indgår stor AI-aftale

All Her Fault
Serieanmeldelse
17. dec. 2025

All Her Fault

Avatar: Fire and Ash
Biografanmeldelse
16. dec. 2025

Avatar: Fire and Ash

Skolens tabte børn
Serieanmeldelse
16. dec. 2025

Skolens tabte børn

King
Serieanmeldelse
16. dec. 2025

King

Den gode stemning
Serieanmeldelse
14. dec. 2025

Den gode stemning

Mest læste

Rob Reiner er død
Nekrolog
15. dec. 2025

Rob Reiner er død

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten