Broen III

”Jeg forsøgte at fange hans opmærksomhed, men ingen forstod det. Heller ikke jer. Så jeg blev nødt til at hjælpe jer.”

Sådan beretter Broen III’s seriemorder, den unge museumsvagt Emil Larsson (Adam Pålsson), da han bliver afhørt af Henrik Sabroe (Thure Lindhardt).

Det er et ganske rammende udsagn.

Seriens nye detektivmakkerpar Saga Norén (Sofia Helin) og Henrik – som undervejs bliver elskere – har faktisk så meget rod i deres privatliv, at de i den grad har brug for hjælp til at passe deres arbejde. Hun har problemer med sin stærkt opsøgende og sygeligt opmærksomhedskrævende mor. Hans kone og døtre er forsvundet sporløst, men han ser og taler – foruroligende nok – stadig med pigerne.

Til sidst falder der dog et par femører tilpas hurtigt efter hinanden til, at den dansk-svenske duo ved et lykketræf finder frem til en lade på øen Saltholm i Øresund, i samme øjeblik som seriemorderen Emil er i færd med at udføre kronen på sit galmandsværk. Med roller tiltænkt ikke bare ham selv, men også hans sæddonerfar Freddie Holst (Nicolas Bro) og dennes ønskede søn, Emils halvbror.

For i virkeligheden ønsker seriemorderen Emil jo bare sin fars opmærksomhed. Hans projekt går ud på at stille en række mennesker til retfærdighed for deres andel i, at han som dreng fik en grusom opvækst i en plejefamilie med vold og misbrug som daglig kost. Måden han gør det på er ved at myrde de pågældende og inkorporere deres lig i ”værker”, der er inspireret af – og frit forvrænger – kunstværker i Holsts samling.

Men Saga og Henrik får altså på et hængende hår reddet både Emil og Holst – som har spædbarnet i sine arme – fra hængningsdøden i en galge.

Det er den krimihistorie, man som seer kan få ud Broen. Men vi er kun omtrent halvvejs igennem sidste afsnit. Resten af tiden helliges Saga og Henriks privatliv, og det har åbenbart ikke været muligt for serieforfatterne at flette de to fortællespor bedre sammen.

Liget af Henriks kone bliver fundet. Saga bliver suspenderet med udsigt til at blive efterforsket for mordet på sin egen mor. Om Henriks døtre stadig er i live, eller om Sagas mor stod bag mordet på sig selv, må vi vente til en eventuel fjerde sæson med at få opklaret.

På den måde er sidste afsnit af Broen III en lang reklame for Broen IV.

Da serien stadig har 50 procent af sit udgangspunkt i form af Saga som en spændende og excentrisk detektivfigur, vil mange seere sikkert hænge på. Ligesom Saga og Henrik har de næppe noget bedre at give sig til søndag aften.

Positivt set leverer Broen III altså en form for afslutning på krimiplottet. Og det er nok også meget klogt, at der ikke dvæles mere ved detaljerne, da det hele virker noget fortænkt. Men det er frustrerende, at der skøjtes igennem opklaringen på, hvad der trods alt er seriens hovedintrige.

Det er, som om ikke engang seriens forfattere tror på den.

I afsnit efter afsnit har man jongleret med figurer fra et enormt persongalleri, hvoraf nogle har en perifer tilknytning til sagen, andre slet ingen. Deres indbyrdes relationer er kun blevet afsløret drypvist og centrale figurer først blevet introduceret sent.

Samtidig er seernes opmærksomhed blevet holdt fanget af, hvad der siden viser sig at være irrelevante vildspor: en krybdyrsholdende stalker og copycat-morder, medlidenhedsdrab, seksuel afpresning i bedemands- og lykkecoach-branchen, en ex-Eurovision-stjernes affære med en syttenårig dreng, der begår selvmord af ulykkelig kærlighed og så videre.

Med sådan en strategi fratages seerne enhver forudsætning for at deltage i en fair krimigætteleg. De holdes for nar. Når handlingen endelig begynder at samle sig omkring den centrale intrige, åbenbares det, at den ligesom hovedparten af sidehistorierne for det meste var falsk spænding, fyld og spildtid.